Mens Taliban indtager Kabul, mister de unge troen på fremtiden og livet
Flere tusinde desperate afghanere og udenlandske statsborgere er samlet på landingsbanen i Kabuls lufthavn. De vil gøre alt for at komme ombord på et fly ud af Afghanistan. Hjælpeløst klamrer de sig til et amerikansk militærfly. Størstedelen må give op, da flyet løfter sig fra jorden, men én ung mand bliver hængende, for han er stærkere end de andre. Det er Zaki Anwari. Han er kun 17 år, og han spiller på det afghanske ungdomslandshold. Det amerikanske militærfly letter og flyver hurtigt opad. Anwari bliver hængende et øjeblik endnu.
Taliban indtager hovedstaden Kabul den 15. august. I sikkerhed i en helt anden verden ser vi på, mens den afghanske storby oser af kaos. Der var håb for Afghanistan og måske især for kvinderne, før Taliban igen kom til magten. De afghanske kvinder deltog synligt i alt fra politik til sport. Der var et spirende håb for fremtiden. Der var kvindesagsaktivister og en erkendelse af, at kvinder spiller en vigtig rolle i samfundet.
Blot to uger før Anwari kravler op på det grå Herculesfly, er de universitetsstuderende ved at forberede sig til et nyt semester. Og der er både mænd og kvinder blandt dem. I folkemængden på landingsbanen forsøger kvinderne at holde sig tildækket med tørklæder og burkaer, og på universiteterne har de sidste professorer brændt alle papirer, der kan afsløre de tidligere studerendes identitet. ”I worked for so many days and nights to become the person I am today, and this morning when I reached home, the very first thing my sisters and I did was hide our IDs, diplomas and certificates. It was devastating. Why should we hide the things that we should be proud of?” fortæller en ung afghansk kvinde i The Guardian. Med Talibans magtovertagelse er hun pludselig afskåret fra sin universitetsuddannelse.
Taliban har lovet at bevare alle rettigheder for befolkningen, men livebillederne, som vi konstant ser i nyheder og på de sociale medier, viser en helt anden virkelighed. I den lette ende af skalaen bliver en kvindelig nyhedsvært erstattet med en mandlig. Et par reklamer for makeup males over på facaderne i Kabul. I den tungere ende får kvinder pisk af talibansoldater, fordi de går alene på gaden, mens andre soldater går fra hus til hus og kræver unge piger som krigsbytte. De har brug for brude til de hellige krigere. Den fremtid Afghanistans unge – og især de unge kvinder – var begyndt at tro på, er der ikke mere.
Ingen ved, hvad der går igennem hovedet på den unge Zaki Anwari, da han desperat bliver hængende på flyet, mens motoren sætter igang. Men Anwari ved selvfølgelig godt, at han ikke kan blive hængende i én arm hele vejen til USA. Alligevel gør han forsøget, fordi det Afghanistan, der venter ham, alligevel er et værre alternativ end døden. Og som mand har han endda marginalt bedre muligheder end hans kvindelige ligestillede. ”I may have to kill myself when they [Taliban] come to my home. I’ve been talking to my friends, this is what all of us are planning to do. Death is better than being taken by them,” siger en ung kvindelig studerende til BBC News.
Fra jorden ses en lille prik falde fra det amerikanske fly og styrte mod landjorden. Zaki Anwari lander et eller andet sted inden for lufthavnens mure. Nu ligger han som en bunke knuste knogler midt i det land, han desperat prøvede at flygte fra.
Pisse godt. Det er intet mindre end helt formidabelt skrevet.