Mit paradoksale forhold til Taylor Swift

På mange måder er Taylor Swift meget paradoksal for mig. Hendes musik er noget, jeg holder meget af. Både fordi det er god musik, men også fordi det er meget nostalgisk. Så længe jeg kan huske, har der været et stort Taylor Swift-hit.

Det lyserøde univers

Min gode veninde og jeg skaffede billetter til ‘The Eras Tour’ i Warszawa i Polen. Området omkring stadion var fyldt med folk iklædt pink, lilla, cowboystøvler og glitrende nederdele og kjoler.

Når man kiggede rundt på folk og deres outfits, var det tydeligt, at Taylor Swift er blevet et popfænomen, der har skabt sit eget brand, som tusindvis af især unge kvinder lader sig inspirere af. I bedste forstand var der en meget piget stemning både før, under og efter koncerten. Det føltes som om tusindvis af mennesker gav sig hen til det ellers udskældte pigede udtryk. 

Med sine mange sange om hjertesorg og drømme om den store kærlighed er Taylor Swift efter min mening en af de kunstnere, der har gjort det lyserøde pigeunivers sejt.

I en tid hvor vi alle sammen er bevidste om den giftige pick me girl-adfærd, men hvor fantasien om ”the cool girl” heller aldrig forsvinder helt, føles det meget rigtigt at give sig hen til Taylor Swift og hendes pigede musik.

Taylor Swift koncerten var et sted, hvor alle kunne få lov til at gå klædt som en 9-årigs lyserøde prinsessedrøm.

Klik her og Støt SEIN

Koncerten

Udover at abonnere meget på et klassisk pigeunivers, der sommetider kan blive beskyldt for at være overfladisk, består hendes musik hovedsageligt også af konventionelle popsange med melodier, der hurtigt fanger.

Jeg er ikke musikekspert og skal ikke kunne sige, om hendes musik er uden dybde, men jeg må bare sige, at det føltes virkelig godt at være et sted, hvor man ikke skulle forsvare det.

Det er også noget af det, jeg synes, der er mest interessant ved Taylor Swift-universet. Hun formår at skabe et rum, hvor typisk ”pigefnidder”, der normalvis bliver fejet af banen som uden dybde og substans, pludselig føles meget vigtigt. 

Koncerten var ikke bare en koncert, det var simpelthen et Taylor Swift-teaterstykke med et meget fuldendt sceneshow. Til introen af ‘’Miss Americana & The Heartbreak Prince’ åbnede scenegulvet sig, og op steg Taylor Swift. Det lyder som en kliché, men jeg vil vove at påstå, at der gik et sus igennem publikum. 

Det vilde sceneshow gjorde også, at Swift kunne fylde scenen ud. Vi havde siddepladser og sad midt i menneskemængden, men med et forholdsvis godt udsyn. Men en person er jo alligevel bare utroligt lille så langt væk fra.

Hun formåede virkelig at holde publikums opmærksomhed med koreografier uden lige og tøjskifte til hver æra. Dog blev man meget distanceret fra hende som person, og jeg synes faktisk, det næsten var som at se en film eller et teaterstykke.

Det har helt sikkert noget at gøre med det sceneshow, der må have krævet uendeligt med forberedelse og koordinering, men som desværre også – efter min mening – ender med at skabe afstand mellem hende og os som publikum. 

Trods afstanden mellem hende og publikum var det tydeligt, at hun havde gjort sig umage til denne koncert. Flere gange sagde hun forskellige ting på polsk, jeg desværre ikke kan oversætte, der sendte et jubelbrøl igennem publikum.

Den tavse Taylor Swift 

Lad os vende tilbage til mit paradoksale forhold til Taylor Swift. I en tid hvor det ofte føles, som om verden brænder, og fremtiden kan føles usikker, er sådan en koncert et åndehul i en meget iltfattig verden.

Det er et sted, hvor man kan give sig selv lov til at få gåsehud og tårer i øjnene over kærlighedssange og et hav af fremmede mennesker, der er der af samme grund som én selv.

Ifølge Forbes blev Taylor Swift milliardær i oktober 2023 og dermed også én af de rigeste mennesker i verden.

Nogle vil jo sige, at penge er lig med magt, og med magt følger ansvar. Og med sange som ‘The Man’ og ‘You Need To Calm Down’ har hun også markeret sig politisk og kapitaliserer på både feministiske bevægelser og queer-bevægelser.

Derfor synes jeg virkelig, det var ærgerligt, at hun hverken italesatte queerpersoners rettigheder, specielt når vi befandt os i Polen, eller udtalte sig om krigen i Palæstina. 

En politisk popstjerne?

Jeg ved ikke, om man kan forvente eller pådutte Taylor Swift at forholde sig til brandfarlige politiske emner, når hun har bygget en hel karriere op omkring det meget pigede univers, der traditionelt set ikke bliver betragtet som særlig politisk

Dog synes jeg også, det er ærgerligt, at hun ikke genopfinder det lyserøde pigeunivers som noget politisk vigtigt. Men igen: Hvem bestemmer, hvad der er vigtigt og betyder noget?

For hun forærer også tilskuerne et rum, hvor de ikke forholder sig ret meget til resten af verden. Igen en meget rar, men paradoksal følelse. 

Tekst: Dagmar Jespersen
Visuelt: Klara Kjær Larsen
Redaktør: Laura Rye Bislev