Mit rejsemanifest – et forsøg på frihed

Om cirka en måned tager jeg ud og rejser, og jeg tager ud og rejser i lang tid. Jeg sitrer af forventningsglæde og frygt. For lidt over et år siden droppede jeg ud af idéhistorie-uddannelsen for at spare sammen til at tage ud at rejse solo, længe, uden planlagt hjemrejse.

I den otteårige periode efter jeg gik ud af gymnasiet, og før jeg startede på idéhistorie-uddannelsen,  flakkede jeg rundt imellem forskellige service- og vikarjobs. Jeg blev fyret fra nærmest alle jobsene og altid af den samme årsag: sygdom.

Det officielle navn på sygdommen ville have været: angst og depression. Klassikeren. De psykiske lidelsers brødrene Laudrup. Angst og depression er ord, som mange går og siger, men de ord dækker for hver person, der lider af det, over en helt unik, kompleks og dybt personlig kamp.

Lidelserne har for mig personligt været en del af mit liv og mit hoved så længe, at de er sivet ind og blevet en dybt integreret del af min identitet og dermed min personlighed

Jeg var et virkelig sensitivt barn med en følelsesmæssigt kompleks barndom for at sige det mildt, og så var jeg rigtig god til at opretholde en facade. Da jeg så blev sat under en masse pres i gymnasiet og begyndte at tage en masse stoffer, så væltede det alt sammen.

Facaden blev smadret. Jeg havde i hvert fald ikke længere energien til at opretholde den særlig effektivt, og i det maskefald var det, som om en anden del af mig faldt med. Som om noget i mig knækkede. Det var, som om jeg kom for langt ind i mit eget hoved, hvorfra jeg aldrig rigtig har fundet ud.

Til sidst, da jeg røg joints, blev jeg non-verbal. Intet, jeg sagde, føltes rigtigt. Alt føltes forkert. Alt jeg gjorde, alt jeg sagde. Jeg var paralyseret og havde mest bare lyst til at forsvinde. Men jeg blev ved. Jeg røg altid med de samme udvalgte få. Jeg begyndte, fordi jeg følte mig fri. Som om forbindelserne i hjernen fyrede hurtigere. Man kunne grine så, så meget.

Efter jeg blev non-verbal, var det ikke så sjovt længere. Så opdagede jeg kunsten at ryge alene – og magien kom tilbage. Musikken var bedre, filmene bedre. Men som med alt forbrug, der bliver til misbrug, forsvandt magien igen. 

Jeg stoppede ikke med at ryge dengang. Først langt senere. Men efter kollapset var der mest af alt, hvad der føltes som en tom skal, tilbage. En Emil, der ikke noget ståsted, men som hele tiden prøvede at sige det rigtige, gøre det rigtige, føle det rigtige, men som næsten altid fejlede.

Det er den tilstand, jeg stadig er i. En nogenlunde konstant kamp for at få hovedet bare en smule op over vandskorpen, hvorfra jeg vil kunne begynde at bygge mig selv op.

Grunden til, at jeg i en alder af 27 år valgte at droppe ud af studiet for at rejse, kan være svær at forklare. Hvad jeg ved, er at jeg siden gymnasiet ikke har haft kapaciteten til stabilt at tilvælge et arbejde, fordi det sande arbejde har foregået i det indre maskinrum, hvor jeg dagligt har gået og repareret på noget, der har føltes destrueret.

Nu har følelsen af forkerthed forfulgt mig så længe, at nysgerrigheden efter, hvordan det gode liv ser ud, er blevet umulig at se bort fra. Det gode liv er en uhåndgribelig størrelse.

En både simpel og umulig størrelse. Simpel, fordi mange ting er gode. Et jordbær er godt. Umuligt, fordi livet er langt mere abstrakt end jordbær, og fordi det, modsat jordbær, nok aldrig helt kan blive godt nok.

Sådan opfatter jeg det i hvert fald. Hvis ens livsmission er at få et godt liv, så lykkes man aldrig. Det vil altid være lige uden for rækkevidde. Hvis man først har sat sig et mål om at få et godt liv, vil det altid være i konteksten af, at det har man ikke.

Det gode liv vil altid været et biprodukt af noget andet. Det er noget, jeg har indset efter de sidste ti års kamp og smerte. Så jeg er kommet frem til, at det, jeg egentlig søger, er frihed.

Jeg er og har været skånet for de værste frihedsbarrierer, som mange mennesker i verden lever med. Jeg sidder ikke i fængsel. Jeg er fysisk rask, foruden en indgroet negl og dårlig kondi. Og selv når økonomien har været stram, har familie og velfærdsstat som oftest grebet mig.

Kulturelt er frihedsberøvelsen absolut til stede, men dog langt mere subtilt og opfordrende, end den fanatiske, overvågende kulturelle undertrykkelse, man ser andre steder i verden. Mine medmennesker og jeg herhjemme har langt mere frihed end de fleste, men alligevel føler jeg mig fanget i mentale lænker.

På virkelig mange områder virker det til, at det, jeg gør, bare ikke fungerer. Der er for mange mønstre i mit liv, der ser ud til at invalidere mig, og som ser ud til at såre dem, jeg holder af. Enten før eller fordi jeg skubber dem væk.

Med andre ord føles det, som om jeg bare ikke er god til livet.

Grunden til, at jeg føler de her ting, er, at jeg føler, der er noget helt fundamentalt forkert inden i mig. Som om der er en bygningsfejl i min sjæl. Det er den bygningsfejl, jeg har brugt de sidste ti år og nok mere på at finde.

Jo mere jeg søger, jo mere omfattende bliver efterforskningen. Jeg har teser om spirituelle løsninger, filosofiske, kulturelle og løsninger, der findes i kunstnerisk kreativitet.  Min pose af teser er fuld. Der er kun én ting, som jeg er sikker på, og det er, at løsningen ikke kommer, ved at jeg grubler yderligere over den.

Så nu vil jeg tage ud og prøve nogle af alle mine idéer af. Være nogle af de sider af mig selv, jeg har negligeret, mens jeg sad og tænkte. Jeg vil ud og leve. Det lyder måske meget storladent. Som om sekundet jeg tager afsted, så er alle mine problemer løst. Det har jeg ingen illusioner om.

Jeg tror heller ikke, det hele er løst, når jeg kommer hjem. Jeg ved bare, at jeg er fucking træt af at vente. Jeg ved, at livet ikke er noget, man kan løse, men jeg vil fandme gøre et hæderligt forsøg på at prøve at leve det.

På at prøve at finde ud af, hvad der gør mig glad, hvad jeg kan, hvad jeg ikke kan, hvem jeg er, når jeg prøver, og måske, hvis jeg er heldig, mærke noget frihed for en stund eller to.

Så jeg tager til Berlin i en uge eller to, hvor jeg virkelig fester igennem. Jeg har også længe følt, at der lå nogle dybe svar i spiritualitet og indre ro, så jeg har mediteret en del. Men aldrig vanligt eller særlig længe ad gangen, fordi der var arbejde, Instagram-reels, selvpålagte pligter og tusind andre ting, der kom i vejen.

Så jeg tager til Chiang Mai i Thailand og lever som munk i en måned. Disse ting, og mange flere, kan forhåbentlig give mig en forståelse for, hvem jeg er, ved at jeg opfører mig som de personer, jeg altid gerne har villet være. Og de kan forhåbentlig give mig en forståelse for, hvad livet kan være, ved at udforske, hvad det i hvert fald ikke har været indtil nu.

Jeg tror stadig på, at det er muligt for mig at finde nogle svar. Og jeg tror, det er vigtigt for os som samfund, at vi genfinder modet til at søge og til at turde stille spørgsmål, også selvom svarene måske udfordrer os. Fuck det der med at realisere sit potentiale. Potentiale er desuden en sutteklud.

Jeg vil bare gerne lære at finde en form for ro i mig selv. Lære at være glad, og vigtigst at alt vil jeg gerne lære at være mere fri. Jeg har tænkt mig at skrive og så vidt som muligt filme rejsen. Både fordi det at have et kreativt outlet er en af de ting, jeg føler, kan føre til frihed, nærmere bestemt friheden til at udtrykke sig. Men også fordi jeg føler, det er vigtigt, det her.

Cirka en ud af ti danskere bruger en eller anden form for antidepressiv medicin.

Det vidner både om et udviklet samfund, hvor man har ressourcerne til at medicinere ulykkelighed, det vidner om et samfund, hvor diagnoser og medicin er en del af vores kulturelle identitet til et punkt, hvor det måske endda bliver selvopfyldende, men det vidner også om en helvedes masse smerte.

Folk, der ligesom mig lever gode, privilegerede liv på papiret. Det er jo egentlig noget med, at vi er verdens næstlykkeligste land. Det er så vist også noget med, at den undersøgelse måler lykke ud fra styrken af en velfærdsstat.

Ting som uddannelse, korruptionsniveau, indkomst. Den er også umådelig stærk, den velfærdsstat, men det er, som om noget mangler. Måske det samfund, der så effektivt beskytter os, også er en del af det, der tynger os.

Der er skrevet bøger op og bøger ned om, hvorfor så mange af os går rundt og har det dårligt. Selvhjælpssektionen i Bog & Idé vokser, hver gang vores folkevalgte leder, Mette Frederiksen, siger ting som, at man ikke behøver at kunne lide at gå på arbejde.

Personligt tror jeg, vi står midt i en eksistentiel sygdom – ikke bare nu, men også i fremtiden. Jeg tror, det handler om teknologi, om kapitalisme og om mangel på oprigtig spiritualitet. Det er den ydmyge analyse fra en kundeservicemedarbejder, så jeg vil ikke dykke mere ind i det, men jeg vil i hvert fald lægge min stemme til koret, der siger, at et eller andet er på afveje.

Ude i horisonten, uden for vores danske vugge, er der også ting under opsejling, der lyder som sagn fra en fjern tid – nu i nye og ekstravagante klæder. Den totale nationale sikkerhed, som vi længe har taget for givet, virker for første gang i min levetid til at være truet.

Vi er i alarmberedskab. Hvor USA før var dem, der holdt de slemme i skak, forekommer de nu at være en af vores største trusler. Et skifte, der rokker ved hele vores idé om, hvem der er slem, og hvem der er allieret. 

De var vores geopolitiske beskytter, og det, at et hold af eksotiske superskurke som Donald Trump, J.D. Vance og Elon Musk selv vælges af denne gamle allieredes befolkning, udfordrer virkelig idéen om, at vi hele tiden tager skridt mod en mere udviklet verden.

Det vender faktisk den idé på hovedet. Nu føles det i stedet som at være i øjeblikket før øjeblikket, der vil blive skrevet om i historiebøgerne.

Jeg har muligvis taget for meget lsd i min tid, men jeg tror, der er en sammenhæng i det hele. Det had, der tillader folkevalgt fascisme i USA, den danske epidemi af psykiske lidelser og min egen personlige smerte, det stammer på en måde fra den samme kilde.

En oldgammel kilde, måske rodfæstet i menneskelig natur eller bare natur generelt. Men samtidig er det et dynamisk, formskiftende fænomen, der føles helt unikt for den tid, vi lever i nu.

Det lyder alt sammen meget højtideligt og muligvis også lidt abstrakt, men jeg tror, at der er noget om det. Jeg håber på at lære nok om mig selv og verden på min rejse til at kunne uddybe det, men allerede nu føler jeg mig dog sikker på at:

Rejsen hen imod frihed og dybde i livet er et tidløst og vigtigt opgør imod onde kræfter indeni og udefra. Det er kærlighed mod had. Nysgerrighed mod fordomme. Shrek mod Lord Farquaad. Jeg har ingen forventninger om at redde verden. Jeg håber bare på at redde mig selv og på at blive en bedre person for dem omkring mig. Men som James Baldwin sagde:

”Du skriver for at forandre verden … Verden forandrer sig alt efter, hvordan folk ser på den, og hvis du ændrer – selv med en millimeter – den måde, folk ser virkeligheden på, så kan du ændre verden.”

Alt, hvad man gør, ændrer verden – selv hvis det kun er en smule. Jeg har en mission om at finde ud af, hvordan mit fejlbarlige jeg kan navigere gennem mit helvede af et hoved og den her uendelig komplekse verden. Og jeg har ikke i sinde at holde det, jeg finder, hemmeligt.

Jeg er dog stadig i tvivl om, hvorvidt jeg har modet til at dele det, jeg laver. Og om jeg overhovedet har evnerne til at skabe noget, der er værd at bruge tid på. Men som en kær ven engang sagde til mig i en anden sammenhæng: “Hæderen ligger i forsøget.”

Bare det, at jeg har skrevet det her, får mig til at føle, at jeg kender mig selv en lille smule bedre – og at jeg ser min intention lidt mere klart. Som om der er en ledestjerne, måske endda et formål, som er begyndt at træde frem.

Jeg glæder mig i hvert fald til at se, hvad min fremtid bringer. Og det er i sig selv en sejr.

Tekst: Emil Kohlwes

Redaktører: Laura Rye Bislev og Peter Bitsch Hjortshøj