Når bladene (ikke) falder af

Jeg ville skrive om efteråret, om melankoliens årstid, at jeg altid knapt nok når at tænke nu er det efterår før det er det, at mine somre, selv de dage hvor de går med ingenting, nærmest flyver afsted, og tomhændet står jeg tilbage og kan slet ikke følge med, og så kastes jeg ind i efteråret og har pludselig, før jeg ved af det, udskiftet shorts og solbriller med halstørklæde og halls, og jeg går gennem regnen, med eller uden paraply, det gør ingen forskel, jeg er ligeglad og lige glad, lige lykkelig. Jeg ville skrive om barndommens traditionsrige ture til det store kastanjetræ ved spejderhytten, alene turen derop: at se om frugterne var skudt ud, at åbne kapslerne og håbe på et frø indeni. Forventningens glæde som kun et barn kan have. At gå frem og tilbage, at finde dem de mærkeligste steder, over alt, og ikke på noget tidspunkt stoppe op, men altid være i gang, på jagt, fordi de netop er: over alt. At gå rundt med en flagrende føtex-pose, til sidst propfuld, og ikke engang uden at det er nok. At tage hjem med poser på styret og bagagebæreret og i kurven, men stadig uden at dét er nok. At komme hjem og være helt ør i hovedet af bare iver efter at komme i gang. At bløde fordi man skærer i sig selv med sylen, man var altså for ivrig, at lave alverdens figurer og formationer, tændstiksmænd, ikke at tænke på om det giver mening, et edderkoppespind der ligefrem ser sødt og nuttet ud, jeg troede ikke det var muligt, men det var det. Snart hang de i lamper og i loftet, lå på lur i vindueskarmen. Det var uhyggen der var hyggen, jeg byttede og bytter om på hvad der var og er op og ned. Jeg faldt i søvn og gjorde det i ro og mag, tænk at en hel dag kunne gå med det, det var stadig en dag, bare at gå rundt og samle op fra jorden, uanede mængder af kastanjer som nærmest tiggede og bad om at lige netop jeg ville komme og samle dem op. Jeg endte altid ved lige det træ, jeg blev omfavnet ved ankomsten, vitterligt taget imod med åbne arme. Åbne, langstilkede grene med blade og kastanjer der strakte sig ud langs vejen og af og til ramte mig i hovedet eller på skulderen når blæsten fra den ene eller den anden retning sendte grenen imod mig og skabte vibrationer der sendte kastanjer ned i min turban, i min indkøbspose fra føtex. Alt det ville jeg skrive om, det er det jeg ser for mig, det billede der dukker op på min nethinde når jeg tænker på efterår, de brune, gul-grønne og smaragdrøde blade der falder af træerne og ligger som et tæppe over byens parker, kvaser under fødderne som muslinger på stranden i juli. Glæden ved de små ting. Men alt dét var før det blev september, og virkeligheden var en anden. Før jeg for alvor slog øjnene op og ikke blev mødt af regn og rusk, men af indian summer, af sommeren der strækker sig langt ind i efteråret, solen der ikke vil give slip, insisterer på at blive, endnu uvist hvor længe. Sidste år var det også indian sommer, tror jeg. Jeg kan tage fejl, men det er sådan jeg husker det, ens mentale vejr har det med at flyde sammen med det faktiske, og sidste efterår skinnede alting som om det ikke skulle gøre andet, som om efteråret var blevet udskudt eller sågar aflyst, som om den varme vi omsluttede hinanden med, var kraftigere end de få hvide striber af gnister der af og til viste sig på himlen, men ikke som andet end en midlertidig forstyrrelse, en ubetydelig parentes. (Denne uge: indhyllet i tyk tåge, jeg ved ikke hvad der mere er at sige om det, andet end det allermest indlysende: lav sigtbarhed, jeg kunne ikke se noget eller nogen som helst, blev heller ikke selv set). I dag er det søndag, den sidste i september. Det er 19 grader udenfor, solen irriterer mig nærmest, står lige ind gennem mine vinduer og forhindrer mig i at læse hvad jeg skriver, hvad der står på computerskærmen. Himlen er klar, der er næsten ingen vind der rører sig. Men den særlige luft om efteråret, som er svær at sætte ord på, men som jeg tror alle kender, alle også mærker på deres egen krop – den er her. Og mørket. Det er først når noget samtidig er som det altid har været at forskellene træder tydeligt frem.