Når den magtkritiske kunst bliver stum

Har man fulgt med i dansk politik de seneste par år, har man nok lagt mærke til, at Socialdemokratiets offentlige kulturforbrug ikke har været tilfældigt. Det ene øjeblik synger Mette Frederiksen Kandis og ser fodbold, og det næste læser hun ‘Samtaler om Shakespeare’ af Rune Lykkeberg. Det har været rungende åbenlyst, at partiet med sin måde at bruge kunst og kultur på har forsøgt at sørge for, at alle danskere – på tværs af geografiske eller klassemæssige skel – har kunnet se sig selv i Frederiksen og hendes partifæller. Men her i foråret har jeg haft kulturteori på mit studie og er blevet mere klar over, hvordan kunst og politik spiller sammen. Og pludseligt er det, som om der er et nyt aspekt af Socialdemokratiets brug af kunsten, der springer mig i øjnene.

Socialdemokraterne har de seneste par år fået et ry for ikke at bryde sig synderligt om kritik, hvilket er tydeligt i Mette Frederiksens tendens til at undgå kritiske interviews. Alligevel hylder de ofte magtkritiske kunstværker offentligt – både på sociale medier og i officielle sammenhænge. Umiddelbart virker det paradoksalt. Men det er gået op for mig, at det nok faktisk er en rigtig smart strategi for partiet. Og rigtig dårligt for kunsten.

Klik her og Støt SEIN

Da Ane Halsboe-Jørgensen skulle overtage beskæftigelsesministeriet fra Peter Hummelgaard for et par måneder siden, gav hun ham Glenn Bechs ‘Jeg anerkender ikke længere jeres autoritet’. Hendes gestus sendte et tydeligt signal: Socialdemokraterne er sådan nogle oprørere, ligesom Glenn Bech, der tør italesætte uligheden og puste liv i den klassekamps-debat, der længe ellers har ligget død i Danmark. Jeg forstår selv i høj grad bogen som en kritik af den socialdemokratiske myte om det klasseløse samfund. Men det er, som om at sådan en læsning bliver umulig i Halsboe-Jørgensen sammenhængen. Hendes begejstring for bogen udelukker den magtkritiske læsning. For hvis hun elsker den og giver den som gave i professionelle sammenhænge, kan den jo ikke være en kritik af deres Socialdemokratiet? Hvem er den så en kritik af? Hvis vi skal forstå Glenn Bech som en socialdemokratisk partisoldat, går rigtig meget af bogens nuance og slagkraft tabt. Og det bliver desuden en let måde for Socialdemokratiet at give indtrykket af, at de er meget opmærksomme på klassekampen, uden at det egentligt behøver at lede til mærkbare politiske resultater.

Et andet eksempel var, da statsministeren ved sin nytårstale i 2022 havde Niviaq Korneliussens bog ‘Blomsterdalen’ stående på sin reol i baggrunden. Bogen handler om ungdomsliv i Grønland, hvor selvmords-raten er en af verdens højeste. Da Korneliussen vandt Nordisk Råds Litteraturpris for bogen, sagde hun “Jeg forsøgte at skrive en tale til mit lands ledere. Men det er som at snakke til en mur.” Alligevel stod bogen to måneder efter på Frederiksens bogreol som for at signalere, at hun også er meget optaget af unges vilkår i Grønland. Og så er al kritik sat ud af spil. Man kan ikke kritisere regeringens manglende fokus på emnet, for Mette havde jo ‘Blomsterdalen’ stående i sin bogreol. Så betyder det mindre, om der faktisk sker politisk handling eller ej. 

Samme mønster så vi, da Mette Frederiksen på sin Instagram hyldede filmen ‘Flugt’ for dens tre Oscar-nomineringer. Filmen handler om en ung drengs flugt fra Afghanistan: Hvordan det river hans familie fra hinanden og tvinger dem alle ud i meget traumatiserende oplevelser. ‘Flugt’ får sit publikum til at forstå, at “flygtninge” ikke kun er nogen, vi ser i nyhederne: Det kunne lige så vel have været os, der levede i et land, der var plaget af krig. Det kunne have været vores familie. Umiddelbart virker budskabet her til at stemme dårligt overens med Socialdemokratiets stramme flygtningepolitik og deres mistænkeliggørende retorik om “indvandrerdrenge” som fyre i dunjakker, der skaber utryghed i togene og rundt om i landets vaskekældre.

Når Socialdemokratiet hylder den magtkritiske kunst, forsøger de at sige: “vi er også bare almindelige mennesker, der er kritiske over for, hvordan samfundet fungerer.” Men de er ikke bare almindelige mennesker. Vores samfund er på mange måder indrettet efter et socialdemokratisk forbillede, og Socialdemokratiet har i lange perioder gennem de seneste 100 år været det mest magtfulde parti i Danmark. Selvom mange er glade for den socialdemokratiske samfundsmodel, er det stadig vigtigt, at vi har muligheden for at forholde os kritisk til magten. Når magthaverne hylder den magtkritiske kunst, skaber det en illusion af, at kritikken ikke er rettet mod dem. Men hvem er den så rettet mod? Magtkritik bliver umuliggjort, når magthaverne skaber en illusion af, at “det ikke handler om os. Det handler om de andre.” For hvem skulle “de andre” egentligt være?

Desuden er det for mig tydeligt – i alle de tre tilfælde, jeg har nævnt – at Socialdemokratiet bruger hyldest af specifikke kunstværker til at give offentligheden en idé om, at de er opmærksomme på det givne emne, kunstværket behandler. Uden at de behøver at sætte politisk handling bag. 

Jeg synes, kunsten er et af de bedste midler til at lave samfundsanalyser, fordi den tilbyder os en radikalt anderledes vinkel, end Tirsdags-analysen eller Twitter-debatter kan. Og den giver os et rum, hvor vi tør være fantasifulde, drømme stort og forestille os helt anderledes måder at indrette samfundet på. Men når kunsten bliver brugt af politikerne på den måde, jeg har beskrevet, bliver den hæmmet i sin kritik af magten og bliver desuden unuanceret, fordi den skal passe ind i en partipolitisk agenda. Fantasien og fornemmelsen af at kunne starte helt forfra – tænke det hele helt anderledes – siver ud af kunstværket. Som en luftmadras, der langsomt bliver fladere, mens du sover på den.

Betyder det så, at magthaverne aldrig må gå i dialog med kunsten eller forholde sig offentligt til den? Bestemt ikke. Men hvis Socialdemokratiet virkelig tager kunsten og kunstnere så alvorligt, så kunne de jo eksempelvis tilbyde Glenn Bech at lave et 30 minutters kritisk interview med Mette Frederiksen, hvor spørgsmålene ikke er aftalt på forhånd, og hvor hele arrangementet streames live på DR’s platforme. Det kommer nok aldrig til at ske. Men hold op, hvor ville jeg gerne se det.

Tekst: Beate Skakkebæk Lindegaard
Visuelt: Liv Møller
Redaktør: Martin Bjerg Dahl