Når friheden er så stor

14. november 2022

Jeg er i en gråzone mellem to rammer, og egentlig er det jo en ramme; jeg er bare sat fri.

Tredje artikel i serien om overgange følger Johanne, der lige er blevet student i sommer og for første gang står uden nogen forudbestemt plan for sit liv. Samtidig er hun flyttet fra sin barndomsby på Sydfyn i Svendborg til København. Det er en overgang oven i en overgang, som hun prøver at håndtere ved at finde nogle holdepunkter i sin hverdag – samtidig med at skulle skabe og følge sit eget pensum.

Tanken var, at jeg ikke skulle være en af dem, der sad tilbage i provinsen og arbejdede i netto og ikke vidste, hvad jeg lavede med mit liv. Jeg skulle udfylde en stilhed og en frihed. Så der tænkte jeg ligesom, at jeg var smart ved hurtigt at tage en beslutning og flytte. Men så er det, den rammer; følelsen, som jeg var blevet advaret om. At det er uhyggeligt, at friheden er så stor – at jeg bare har den. Følelsen rammer, mens jeg sidder på en bænk i København i stedet for i Svendborg.

Johanne cykler rundt på gaderne i København. Det er begyndelsen af september, træerne er stadig grønne. Men det er ikke Johannes træer; de og alt andet er nyt. Hun prøver at finde sig til rette, at huske hvad gaderne hedder, og hvordan man udtaler deres navne. Som Blågårdsgade der ikke skal udtales som blåbær, men som en blå himmel.

Jeg lagde mere mærke til, da jeg kom tilbage fra mit første besøg hjemme i Svendborg, at folk i København snakker til en, som om man ved, hvad alting er i København.

Lad os møde ved den her vej?

Øøh okay.

Du kan søge på den her cafe.

Den her restaurant.

Det her sted.

Jeg ved slet ikke, hvad noget af det er.

Jeg prøver at indrette mig ved at sige okay, hvorefter jeg smutter hjem og googler det.
Så jeg leger på en måde, at jeg er Københavner ved at lade som om, at jeg ved, hvad ting er.

Så du på en måde leger dig forbi overgangen, hvor du ikke at føler dig hjemme?

Ja, f.eks. ved at cykle forbi en gade eller et område tre gange de følgende dage, når jeg er blevet fortalt om det, så jeg bedre kan kende det.

Men jeg fik alligevel hjemve, efter jeg havde været hjemme i Svendborg. Jeg tror, at det var der, at jeg kunne mærke forskellen: Grundfølelsen i min krop havde ændret sig. Da jeg kom tilbage til Svendborg, var det pludselig, som om jeg smed noget meget tungt ned fra skuldrene, som, jeg ikke havde mærket, var fulgt med det at flytte til København.

Og det er jo klart. Jeg ved jo godt, at man ikke bare kaster sig ned, og alt bare passer, og at jeg føler mig hjemme lige med det samme; men det er en svær overgang at være i alligevel. Også oven i ikke at vide, hvor jeg er på vej hen, og at have så mange muligheder for hvilken vej jeg kan gå.

Jeg vil gerne stå fast et sted

Det kan være ret uhyggeligt, at friheden er så stor.

Jeg ser hende som et træ, Johanne, på en åben eng med vidder, så store at hun ikke kan se, hvor lynget ender. Hun er det eneste træ på engen. Hun står med hængende gardiner af blade på grene og holder om sin stamme. Vinden ryster hende. Hun fryser, slår rødderne længere ned i jorden.

Det kan være virkelig overvældende, og det giver mig et behov for, at jeg gerne vil stå fast et sted. Jeg vil gerne have en rutine, så jeg har den tryghed. Men alligevel er de steder, jeg rækker ud for at få fat i den rutine, fremmede. Det kan godt føles lidt som at banke på døre og sige, at man vil ind – uden at vide hvad der er derinde. Jeg tror, at jeg bekymrer mig meget, når jeg ikke ved, hvad der ligger forude. Nu er jeg blevet færdig med gymnasiet, og så er det et afsluttet kapitel. Men så bliver jeg pludselig urolig ved tanken om:

Har jeg nu nok med i rygsækken til at drage videre?

Er det forkert, at jeg ikke hopper ind i en tryg ramme af en uddannelse med det samme?

Det er det der med at tage valg, som kan gøre, at jeg vågner og er bange for, at det er et forkert valg, jeg har taget.

 

Min egen skole

Jeg har både haft det sådan: “nu ha
r jeg den her frihed, som jeg gerne vil suge til mig ved at have sabbatår og ved ikke at gå i skole,” men jeg føler også et stort behov for at oplyse mig selv.

Jeg kan huske, at jeg talte med en af mine venner, der blev student inden mig og som havde sabbatår.

Jeg spurgte: “hvordan er det ikke at gå i skole?”

“Jeg går i skole,” sagde han.

Hvor går du i skole?

Nåh, jeg er min egen lærer, jeg har mit eget pensum.

Så forklarede han, at han på gymnasiet havde lavet en liste over alle de ting, han gerne ville blive klogere på, men som han ikke havde haft tid til, fordi han skulle lave lektier eller skrive en aflevering. Derfor var han nu i gang med at udføre den liste og uddanne sig selv indenfor alt det, han synes, der var spændende.

Så det har jeg taget til mig. Mens jeg gik på gymnasiet, lavede jeg min egen liste af ting, jeg gerne vil undersøge eller lære mere om, f.eks.: Jeg vil gerne analysere det her album eller læse den her bogserie.

Så du har på en måde skabt din egen skole?

Ja, det prøver jeg i hvert fald. Også ud fra små ting såsom at tage mig tiden til at høre en ny podcast og blive klogere gennem den.

Hvorfor er det vigtigt for dig?

Jeg tror nemt, at når jeg har den her frihed, hvor der kan ske alting, kan der også nemt komme til at ske ingenting. Og tanken om at jeg står stille, mens alting skrider virkelig hurtigt forbi mig, er ret uhyggeligt.
Så det betyder meget at have følelsen af fremgang, selvom jeg har mulighed for ikke at lave en skid; Jeg har brug for, at der stadig er noget, som driver mig.

Johanne løsriver sig fra sit træ og dets rødder. Bliver til en person. Hun går langs lynget, over engen, driver sig selv fremad af egne kræfter.

Et helt konkret billede

Johanne har lænet sig tilbage på bænken. Nu ranker hun sig op:

Jeg kan nogle gange tænke: “hvorfor bekymrer jeg mig?”

Jeg vågnede her forleden med min kæreste. Jeg satte mig op i sengen og sagde:

Hvad laver jeg med mit liv?

Og så sagde han helt konkret, at man bare kan sætte det helt simpelt op;

Du er lige begyndt sabbatåret.

Du er lige flyttet til et nyt sted.

Du søger arbejde.

Du har ikke en fast hverdag.

Og det var bare så underligt at se et så konkret billede for mig, fordi det føltes meget større og mere abstrakt inden i mig. Men det er jo ret enkelt, hvorfor det føles overvældende, når man sætter det sådan op.

Du er bare en person, der er her og er på vej hen til noget nyt.

Hvad tænker du?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.

Psst!
Læs mere her