Når køn trumfer kvalifikationer: Kvinden som kompetent, manden som klovn

5. november blev kapløbet om præsidentposten endelig afgjort, og vinderen blev Donald Trump. Det blev til en jordskredssejr til republikanerne, da Pennsylvania overrakte Trump nøglen til Det Hvide Hus og satte punktum ved et historisk valg og drømmen om en kvinde i førersædet.

Fjolserne får førersædet

I sin seneste udgivelse fremlægger Emma Holten en analyse af en gennemgående kønsdynamik i vestlig populærkultur. Tænk på Homer og Marge Simpson, og Phil og Claire Dunphy i ‘Modern Family’.

Manden fremstilles som den fjollede og uansvarlige. Han er ofte barnlig, impulsiv og ude af stand til at tage ansvar. Kvinden fremtilles omvendt som den praktiske og fornuftige, der løser de problemer, manden skaber.

Alligevel er det klovnen, vi i den virkelige verden sætter på atombombe-knappen. For hvem har brug for en kedelig diplomat, når vi kan have en entertainer ved roret?

Den fiktive skildring af manden som klovn og kvinden som fornuftens stemme synes at række ud over skærmen og ind på den politiske scene. Det leder til en slående erkendelse. For hvad siger det om det amerikanske samfund, at en faglig kompetent kvinde nu for anden gang har tabt til en fjollet mand?

Når en tidligere realitystjerne og forretningsmand får politiske ambitioner, kan det virke som en usandsynlig rejse. Men Trumps opstigning til toppen af amerikansk politik har vist sig alt andet end usandsynlig. Hans succes blev ikke drevet af diplomati eller politisk erfaring, men af evnen til at gøre politik til underholdning.

Klovnen vinder, fordi vi er mere optaget af spektaklet end substansen. 

Selvom kvinder som Hillary Clinton og Kamala Harris er anerkendt som både fagligt dygtige og kompetente, falder de igennem i den amerikanske valgkamp. Hillary Clinton stod aldrig i skyggen af sin mand, da han sad som amerikansk præsident.

Tværtimod var der flere, der mente, at hun var afgørende for hans sejr. Mange betragtede hende som en exceptionel dygtig politiker, der på mange måder var dygtigere end ham.

Men da hun i 2016 drømte om at blive USA’s første kvindelige præsident, stødte hun på modstand, ikke blot på grund af sine politiske standpunkter eller sin faglighed, men også på grund af sit køn.

Mens kvinden nøje måles og vejes på sine faglige præstationer, erfaring og kompetencer, er kravene til manden langt færre, hvis altså han kan underholde.

Mens Trump anfægter hele demokratiet og hævder, at immigranter spiser hunde og katte i Ohio, synes hans karisma og evne til at underholde vælgerne at blive vægtet højere end faglighed, når stemmerne tælles.

Som en moderne Homer Simpson hæver han en knyttet næve i vejret til jublende tilråb, mens kvinden gang på gang ignoreres.

Når køn trumper kvalifikationer

Det står stadig mere klart, at køn trumper kvalifikationer, når endnu en kompetent kvinde må se til, mens Trump tramper på drømmen om en kvinde i det ovale værelse. Da det stod klart, at det amerikanske valg skulle handle om køn, antog de fleste, at det skulle handle om kvinden.

Men i en valgkamp, hvor kvinden stemplede ind, har vi aldrig nogensinde talt mere om manden.

Som Zetland skriver i en artikel om valget: “Det skyldes, at den amerikanske mand trådte frem på scenen i samme øjeblik, han skulle dele den med en kvinde. Selvom Harris ikke snakkede om sit køn, gjorde alle andre.“

Men det, der kaldes årtiets kamp mellem kønnene, var måske snarere en kamp mellem kønsopfattelser. Mens Harris talte om kvinders rettigheder til egen krop, bragte Trumps vicepræsidentkandidat, J.D. Vance, kønsopfattelser direkte ind i valgkampen.

Med tidligere udtagelser som: ”childless cat ladies are running the country,” og bemærkninger om kvindens plads i hjemmet, kønnede Vance debatten.

Ifølge Vance har det amerikanske samfund undertrykt mænd ved at frarøve dem deres traditionelle roller. Men i forsøget på at pleje mændenes maskulinitet, sendte han kvinden direkte tilbage til et tidligere århundrede – hjem i køkkenet med et barn på hver arm.

Når køn blev uundgåeligt i valgkampen, er det måske ikke længere tilstrækkeligt kun at måle kvalifikationer. Vi må også tage højde for de kønsnormer, der stadig præger det politiske landskab.

Drengene mod pigerne

Valgresultatet tyder på, at dette ikke bare er endnu et skridt frem for mændene og to tilbage for kvinderne.

Flertallet af unge amerikanere svarer, at de har stemt på baggrund af køn, og valgresultatet omtales som den største kønssplittelse blandt unge vælgere i årtier. Mens USA’s unge kvinder stemte Harris, stemte unge mænd overvejende Trump, hvilket afspejler en kønspolarisering i amerikansk politik.

Noget tyder på, at kvindelige kandidater kæmper mod en dobbeltstandard. De bliver dømt hårdere på deres faglige præstationer, mens mænd kan slippe af sted med færre kompetencer, hvis de opfylder idealet om den “stærke mand”, der kan lede USA tilbage på rette kurs.

MAGA-hattene markerer mere end en politisk kampagne, nemlig en nostalgisk længsel efter en svunden tid, hvor magt og autoritet var tæt knyttet til patriarkalske normer.

Trumps populisme-smurte smil bliver billedet på den stærke amerikanske mand. Et billede, der overskygger alt fra kompetencer til fældende domme.

Trumps gentagende succes understreger en trumpfisering af amerikansk politik. Med anden omgang i Det Hvide Hus går Trump fra at være en parentes i republikanernes historie til at forme det republikanske parti. 

Bliver kvinderne vurderet på lige fod? Og skal de det?

Kan magten kun overtages af en kvinde med et Pippi Langstrømpe-kompleks i et USA, hvor kvinderne efter sigende måles ud fra deres evne til at efterligne mændene?

”Kvinder kan gøre alt, en mand kan – bare blødende,” er en sætning, der afslører mere, end at en kvinde menstruerer. Nemlig en vigtig sandhed om, at kvinden må tilpasse sig mandlige normer for at få magt. Men hvad betyder det for kvinder, at de oftest måles ud fra deres evne til at leve op til mandlige normer?

I politik betyder det, at kvinder konstant skal være i stand til at navigere i et komplekst spektrum, hvor de balancerer mellem maskuline magttræk og femininitet. Det handler om at finde en vej mellem at være tilstrækkeligt beslutsom og autoritær, uden at blive opfattet som for hård, for meget eller for lidt.

At udvise styrke på mandens præmisser indebærer at tilpasse sig en magtforståelse, der kommer med en række uskrevne regler for, hvordan man skal agere, udtrykke sig og endda se ud.

I Danmark fik vi den første kvindelige statsminister i 2011. Helle Thorning-Schmidt blev mødt med kælenavne som Gucci-Helle. Omtale, der intet havde at gøre med hendes politiske kvalifikationer, men alt at gøre med hendes køn.

I sin bog ‘En blondines betragtninger’ reflekterer Helle Thorning-Schmidt over de udfordringer, hun stødte på som den første kvindelige leder i dansk politik. Her beskriver hun, hvordan hun måtte navigere den politiske scene ved at tilpasse sig de mandlige normer, og lægge låg på sin kvindelighed.

Hun skriver, at “kvinder har følt, at de skulle passe ind i en kasse bygget af og til mænd”, og understreger, hvordan mange kvinder, der klarede sig godt, gjorde det ved at tilpasse sig de maskuline normer.

Så hvornår vil kvinder kunne blive valgt ind på egne præmisser uden forventningen om at passe ind i en mands verden?

Valget af Trump understreger en realitet i amerikansk politik: Entertaineren indtager fortsat førersædet, mens kvinden må nøjes med at sidde bagsædet og afvente, at kompetence trumfer køn. 

Tekst: Megan Owen
Visuelt: Frida Bjerregaard Poulsen
Redaktør: Rosa Bundgaard-Laursen