Når kroppen taler krigens sprog

Forestilling: The Hollow Land.

Koreograf: Den dansk-baserede ukrainske koreograf Anastasiia Krasnoshchoka i samarbejde med danserne Lena Alves, Maria Solei Järvet, Lua Cardenal Mayenco og Natalie Marie Cox.

Hvor og hvornår? Dansekapellet i København 19., 20., 21. og 22. november.

Pris: 120 kroner for studerende, folk under 30 og flygtninge for. Billetter sælges her. 

Kan man virkelig erobre noget, man selv har brændt til grunden? Hvad vindes der, når jorden er brændt, oversvømmet og forgiftet? Hvad erobres der, når intet er tilbage? Disse spørgsmål rejser danseforestillingen The Hollow Land. Et værk, der undersøger krigens destruktive kraft mod både mennesker, samfund og natur, udløst af ødelæggelsen af Kakhovka-dæmningen i det sydlige Ukraine. For koreografen Anastasiia Krasnoshchoka er dans ikke underholdning. Det er et sprog. Et sprog for sorg, for tab og for krigen, der stadig former alt, selv langt væk fra frontlinjen. Hun er født i Ukraine, bor nu i Danmark og bruger dansen til at lade kroppen tale, hvor sproget svigter.

Foto af Galyna Baz

Da dans blev mere end underholdning

Anastasiia har dansen med sig helt fra sin barndom. Hun kommer fra en lille by i Ukraine, hvor valgmulighederne for dans var få, og hun måtte derfor vælge mellem folkedans og pardans. Hun endte med at dyrke folkedans op gennem sin barndom og senere pardans på universitet, men målet for disse dansestile oplevede Anastasiia altid som udelukkende underholdning. Det var først, da hun stiftede bekendtskab med moderne dans, at hun indså, at dans kan bruges til at formidle idéer og udtrykke noget dybere.

I moderne dans fandt Anastasiia en frihed, hun ikke havde oplevet før. Hvor folkedans og pardans følger faste rammer, åbner den moderne dans for noget personligt, legende og undersøgende. Den kræver mere, men giver også frihed til selv at forme dansen.

Foto af Galyna Baz

Kroppen som sprog

Da Rusland invaderede Ukraine den 24. februar 2022, var Anastasiia i færd med at færdiggøre sin uddannelse i moderne dans i København. Det var aldrig et valg, om hvorvidt hun skulle skabe dans om invasionen; det skete i stedet helt naturligt. For Anastasiia udspringer hendes kunst nemlig af den måde, hun oplever verden på, og pludselig var krig i hendes hjemland en del af den verden. Samtidig fungerer dansen for Anastasiia som en måde at håndtere, bearbejde og kommunikere den følelsesmæssige tyngde, som krigen bærer med sig. 

Hvad der er særligt interessant ved dansen, er dens sprog uden ord. For hvordan kan man med ord få nogen til at forstå, hvad det vil sige, når ens land bliver invaderet? Når ens familie må flygte, eller når de nægter at gøre det, selvom det bærer en ubærlig frygt med sig? Når man frygter, at ens land bliver udslettet, glemt og taget fra en? Ord som “trist”, “tung”, “bange” og “fortabt” bliver nemt flade og tomme. For Anastasiia bliver dansen et sprog for det, som ordene ikke kan rumme.

“Dance feels more raw and honest. When you’re on stage, living through something physically, you’re releasing emotions, and I feel like that’s when I truly say what I want to say.”  – Anastasiia

Foto af Galyna Baz

Naturens krigssår

The Hollow Land udspringer af den eksplosion, der i 2023 ødelagde Kakhovka-dæmningen i det sydlige Ukraine og udløste en flodbølge, der oversvømmede omkring 80 lokalsamfund, heraf dele af Kherson, og berørte over 100.000 mennesker samt store dele af natur- og dyrelivet. Katastrofen rystede Anastasiia dybt, og hun vidste, at hun måtte kreere et stykke om den. Centralt for Anastasiia var at belyse Ruslands brændte jords taktik (en militær fremgangsmåde hvor man ved tilbagetrækning fra et område ødelægger dens bygninger, afgrøder m.m. for at efterlade så få værdier som muligt til fjenden, det skriver den danske ordbog).

“They burn and destroy land just to occupy it. But once you’ve burned it, flooded it, poisoned it, what are you conquering? Nothing is left. It’s an absurd, destructive drive to dominate, even at the cost of erasing what you’re fighting for.” – Anastasiia 

Ved skabelsen af The Hollow Land begyndte Anastasiia at tænke på, hvordan vand føles. Hvad er vandets fysiske egenskaber? Hvordan føles det, når vandet når dine ankler, dine knæ, dit bryst? Hvad sker der, når du er helt under vand?

Foto af Galyna Baz

Kroppen lyver aldrig

Jeg har aldrig kendt til en virkelighed som den, der lige nu udfolder sig i Ukraine. Jeg kender ikke dens smerte, frygt eller vrede. Men jeg har en krop, og jeg kan forstå, hvordan det føles, når angst får mig til at trække min krop helt sammen, når savn mærkes som en fysisk smerte i brystet, eller når regnen siler ned, og mit tøj klistrer sig helt ind til min krop. Som ukrainer i Danmark føler Anastasiia et ansvar for at vidne om krigens spor. For hvis hun tier, hvem taler så? I hendes arbejde bliver dansen et sprog for det, der ikke kan siges; et vidnesbyrd om de historier, der ellers ville forstumme.

Tekst: Anna Hedvig Larsen

Redaktør: Johanne Ringøen