Næsten en leder…

‘Næsten en leder’ er nyhedsredaktionens øjenkrog. Her skriver vi om det, der fanger os i samfundet lige nu. Det er ikke en klassisk leder, men mere en leder, der har glemt at tage sit jakkesæt på. Vi kalder det derfor: Næsten en leder, og her finder du vores blik på verden, mens den folder sig ud.

Da jeg så Deadline i sidste uge og hørte Aminata Corr Thrane sammenligne intersektionel feminisme med Scientology, kunne jeg næsten ikke lade være med at grine. I ramme alvor, fremlagde hun en sammenligning så dystopisk, at jeg måtte spole tilbage flere gange for at sikre, at jeg havde hørt rigtigt.

For når hun, i bedste Scientology spirit, beskriver intersektionel feminisme som et regelsæt, der dikterer “korrekt terminologi” og “korrekt adfærd”, forvandler hun analyse til ideologi. Det er lidt som at kritisere en vægt for at have meninger om, hvad vi skal veje.

Men lad mig starte et andet sted. For hvad handler intersektionalitet egentlig om?

Intersektionel feminisme er først og fremmest en teori, et værktøj, til at forstå, hvordan faktorer som køn, etnicitet, klasse og seksualitet spiller sammen og påvirker menneskers liv.

Her lægger jeg vægt på teori. Intersektionel feminisme er nemlig vægten, der gør det muligt at veje, hvad vi ellers overser i samfundet. Og her er Aminata Corr Thrane egentlig enig. Men kort efter tipper balancen, når hun forveksler intersektionel feminisme med en manual for, hvordan verden skal se ud.

For når Aminata Corr Thrane advarer imod “særbehandling af minoriteter” i medie- og kulturlivet, blander hun to ting sammen:

Det er nemlig én ting at forsøge at spejle samfundet, og en helt anden ting, at bruge mennesker som udstillingsdukker og pynt i mangfoldighedens navn.

Det første er en demokratisk forpligtelse, hvis medier og kulturinstitutioner skal repræsentere det samfund, de er en del af. Det andet er en reel fare. Men den fare opstår ikke, fordi intersektionel feminisme insisterer på “forlommer”. Den opstår, når man misforstår analysen som et facit og ikke som et værktøj.

Debatten ender nemlig alt for let som en kamp mellem karikaturer. Woke-politiet på den ene side og magtbenægterne på den anden. Hvis vi vil videre, må vi insistere på at bruge intersektionalitet dér, hvor det hører hjemme. Nemlig som et analytisk redskab til at forstå ulighed, og ikke som en facitliste.

Når vi taler om ligestilling og repræsentation, bør spørgsmålet ikke være, om minoriteten har ret til at komme foran i køen. Men om at anerkende, at nogen starter lige foran døren, og andre helt ude på parkeringspladsen.

Intersektionalitet er ikke en brugsanvisning for korrekt adfærd. Det er et analyseredskab til at indfange den variation og kompleksitet, som præger menneskers liv, og et sprog for at forstå de vilkår, der ellers ikke udtales.

Og det er netop det sprog, jeg mener Aminata Corr Thrane kludrer i.

Hun tager et værktøj, der er skabt til nuancere, og reducerer det til en dagsorden. Men at påpege mønstre er ikke det samme som at opfinde dem. Så nej, intersektionel feminisme er ikke en ny religion, men derimod et sprog for, hvorfor køen til samfundets fordele er længere for nogle end andre.

Tekst: Megan Vendelbo Owen

Visuel: Asbjørn Nonbøl