Når vores læber lyser rødt

01. november 2018

Det magiske kys, diskosnavet og det første kys. Der findes så mange forskellige, men hvilke følelser lægger vi egentlig i et kys? Caroline har spurgt venner og bekendte om, hvad de lægger i et kys og samlet deres tanker i denne tekst.

Collage af Harley Nanfeld Foged

Mit første kys var helt standard vaskemaskine. Den følelse af, at en tunge cirkulerer rundt i ens mund, og man kan ikke rigtig gøre andet end at følge med, men det er egentlig ikke en super dejlig oplevelse. Jeg ved ikke, hvor lang tid vi endte med at stå og kysse, men da vi endelig gik hver til sit, forlod jeg ham med følelsen af at have savl i hele ansigtet. Efterhånden prøvede jeg at kysse med lidt flere forskellige og fandt ud af, at det egentlig er virkelig rart og sjovt – og ikke en vaskemaskinefornemmelse hver gang. Det er især rart med én, jeg kan mærke sommerfugle i maven over dagene efter.

Da vi endelig gik hver til sit, forlod jeg ham med følelsen af at have savl i hele ansigtet.

I filosofi i gymnasiet kan jeg huske, vi snakkede om kærlighedshormonet oxytocin. Det bliver, blandt andet ved kys, udsendt i kroppen og giver en lykkefølelse og velvære. Selvfølgelig får det os til at knytte tættere bånd til hinanden, men det er også noget, man kan jagte ved en enkelt aften i byen, hvor ens øjne mødes, og man finder sammen i diskosnav på dansegulvet. Dét synes jeg er ret spændende at tænke på, og det giver jo god mening. Selve akten er dejlig, men det at kysse én man oprigtigt har følelser for, det må være en af verdens bedste følelser. Især det øjeblik, hvor en samtale fader ud, man kigger på hinanden og langsomt læner sig ind. Dét kan være magi for mig.

På det sidste har jeg spurgt mine venner, hvorfor og hvem de kysser. For jeg tænker, det må være forskelligt, hvor rundhåndet vi deler ud af vores kys, og hvor meget vi lægger i det. For nogle er det sværere at gå i byen og kysse med et i princippet tilfældigt menneske, og for andre sker det hver bytur. Så jeg har samlet lidt forskellige anonyme tanker fra mine venner og bekendte for at se, om der er så stor en forskel, som jeg selv går rundt og funderer over. Du kan læse deres funderinger længere nede.

Det er nok egentlig de færreste af os, der har lyst til at stå ved en kyssebod i tivoli, som en amerikansk high school-film,

Jeg synes, det er virkelig fint og spændende at læse om andres tanker om et kys, og at vi alle lidt har den samme grundtanke med det. At et kys er meget intimt. Det skaber et bånd mellem os, hvad end det er for et kort øjeblik eller et forhold. Det er nok egentlig de færreste af os, der har lyst til at stå ved en kyssebod i tivoli, som en amerikansk high school-film, og uddele kys til alle og enhver, uanset hvor tiltrækkende man er for hinanden. Måske har vi alligevel en lille form for rosenrød idé om, hvem vi lader vores læber mødes og lyse rødt med.

Anonym:
“Et kys kan betyde alt lige fra den momentane følelse af: ‘Jeg vil gerne i seng med dig’ til ‘Jeg elsker dig så højt, du gør mig lykkelig'”.

Anonym:
“Jeg forbinder et kys med stærkere følelser eller med noget, der har potentiale for stærkere følelser. Det betyder, at jeg nok godt kunne finde på at kysse med en, jeg lige har mødt (hvis altså det er modparten, der laver første træk), men kun hvis der også ligger nogle følelser bag. Et engangskys uden følelser ville nok drive mig til vanvid”.

Freja:
“Et kys betyder utroligt meget. Det får mine knæ til at snurre og giver mig følelsen af at kunne flyve. Det at kysse er virkelig fantastisk, for det er jo en helt unødvendig handling, hvis man ser på det rent dyrisk. Jeg kunne godt finde på at kysse med en, hvis jeg følte, at kemien var der. Men det er meget sjældent, at det er sket. Totalt i Snehvidestil, tror jeg, at et kys fra den rette kan skabe store forandringer for et menneske. Jeg har selv oplevet, hvordan der skete noget inde i mig, efter at jeg havde kysset med en. Lige pludselig ændrede verden sig, og jeg så ham – og mig selv – helt anderledes end inden det. Det var virkelig en skelsættende oplevelse, og jeg kan stadig genskabe følelsen fra det øjeblik, hvor han rørte mine læber med sine”.  

Maja:
“I ædru tilstand er kys en meget intim ting, som jeg hverken har lyst eller behov for at dele med ’hr-hvem-som-helst’. Men lige så lidt, som jeg i ædru tilstand påstår, at jeg behøver kys fra det modsatte køn, lige så meget opstår trangen, når jeg i mørket står foran én med promille i blodet. Jeg synes, det er ekstremt personligt og meget skrøbeligt, at et dårligt kys er skelsættende for, om vi’et i virkeligheden kan du”.

Anonym:
“Jeg har det sidste år haft en kæreste, men siden vi slog op, har jeg kysset et par stykker, både folk jeg kender godt, og nogle jeg slet ikke kender. Jeg kan dog mærke i mig selv, at det er lidt grænseoverskridende at kysse nogen, jeg slet ikke kender: Optimalt set ville jeg allerhelst lære alle de mennesker, jeg kysser at kende, før jeg kysser dem. Men det er lidt svært”.

Astrid:
“Jeg kysser kun dem, jeg er seksuelt interesseret i, og det skifter meget, hvor mange det er. Dem, jeg har kysset uden at have sex med, kan tælles på en hånd”.

Anonym:
“Det er meget modsætningsfyldt – selve kysset betyder ikke særligt meget for mig, og jeg kunne sagtens finde på at kysse en fremmed i byen – det er dog meget sjældent, jeg selv tager initiativ til det, fordi det på en måde stadig føles som at gøre sig selv sårbar over for en anden, og at være sårbar er generelt en situation, jeg prøver at undgå. Der er kun et kys, som jeg kan huske har betydet noget for mig, og da var det helt vanvittige kræfter, der kværnede rundt inden i mig, hvor min hjerne var frosset fast samtidigt med, at min mave føltes som et flammehav – jeg tænker tilbage på det som en smuk oplevelse, hvor oplevelsen er den betydningsfulde, og ikke den person, der rørte de ting i mig”.

Emilie:
“Betydningen af et kys afhænger af, hvem det er med. Jeg kunne sagtens kysse med en, jeg mødte i byen, men kun hvis jeg havde snakket med ham først. Jeg ville aldrig kysse en uden at kende hans navn. Hvis jeg har kysset med en fremmed, betyder det ikke det store. Men hvis jeg kysser med en, jeg rent faktisk er interesseret i, kan det betyde alt. Jeg har oplevet, at et overfladisk crush kan blive til en forelskelse efter et kys. Jeg ved ikke, hvordan eller hvorfor noget så simpelt som et kys kan gøre så stor en forskel, men et kys kan få mig til at knytte mig meget stærkere til en person, som jeg før slet ikke tænkte på. Det er nok også derfor, at jeg ikke altid tør kysse med folk, jeg kender godt. Jeg er bange for, at det fucker mine følelser op og ødelægger vores venskab”.

Anonym:
“Jeg kan huske engang i starten af gymnasietiden, hvor jeg godt kunne finde på at kysse med en eller anden tilfældig gut til en fest og så bare danse videre, uden at vide hvad han hed hahaha. De dage er forbi, og der skal alligevel en vis tiltrækning til, før man kysser. Og med tiltrækning følger der tit også flere følelser for mit vedkommende”.

Rosa:
“Jeg kysser ikke med alle, så på den måde må det jo betyde ét eller andet. Når det er sagt, er jeg ikke så højtidelig med det, vil jeg mene; så længe det bare er fordi begge parter synes, det er dejligt, så er det sådan set ligegyldigt, om man har stærke-stærke følelser, eller om man bare lige synes, det var dejligt i det moment. Jeg har kysset folk, jeg har kendt i en time. Jeg har også kysset folk, hvor jeg har gået og ventet på, at det skulle ske. Der er nogle mennesker, det betyder mere at kysse end andre. Nogle gange er det, fordi man bare lige trængte til lidt omsorg, andre gange er det, fordi man trængte til det fra significant other”.

Hvad tænker du?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Psst!
Læs mere her