Nydanskere fortjener også film at spejle sig i

Jeg tager mit eksemplar af ‘100 Års Dansk Film’ ned fra hylden og tørrer støvet af. Det er en studiebog, der fremhæver de væsentligste danske film fra 1896 til 2000. Jeg bliver distraheret af alle de bangers, den danske filmhistorie har at byde på: ‘Babettes Gæstebud’, ‘Bennys Badekar’, ‘Baronessen fra Benzintanken’ og mange andre titler. Endda nogle, der ikke starter med B. Men egentlig er det lidt spild af tid at bladre i denne bog. Jeg ved, hvad jeg leder efter, og jeg ved, at jeg ikke finder det her.

Jeg synes ikke, jeg siger noget kontroversielt, når jeg siger, at den danske filmbranche aldrig har gået op i at repræsentere etniske minoriteter på en ordentlig måde. I hvert fald ikke i det 20. århundrede. Nu prøver de lidt. Hvis du googler ”etnisk mangfoldighed i dansk film” kan du klikke dig hen til en rapport, Det Danske Filminstitut lavede i december 2022. En lang gennemgående rapport, der ikke bare handler om filmindustrien, men også alle os, der ser film. Der er søjlediagram efter søjlediagram om ‘hele befolkningen’ versus ‘nydanskerne’. Det er det ord, Filminstituttet bruger til at beskrive danskere med anden etnisk herkomst.

Jeg forstår godt, at man jo skal bruge et ord. Og det her er nok et af de bedre. Men det er sgu ret wack at blive refereret til som ”nydansker,” når jeg ikke er ”ny” i Danmark på nogen måde. Og ikke føler mig ”ny” generelt, men derimod ret ”slidt”.
En af tabellerne viser, at nydanskere går lige så meget i biografen som “gammeldanskere”: samlet går 61% i biografen årligt. Samtidigt viser det sig også, at nydanskere ser flere film på en månedlig basis. Men også at de ser flere internationale film frem for danske. Rapporten fremhæver, at det især er gruppen ‘18-34-årige nydanskere’, der har en mindre interesse for danske film. Hvorfor?

Jeg siger ikke, at det kun er på grund af manglende repræsentation. Men jeg siger, at hvis unge danskere af en anden etnisk herkomst havde lyst til at spejle sig i danske film, så skulle det være på trods af etnicitet. Ikke på grund af de etniciteter, der bliver vist på skærmen. Unge etniske danskere kan spejle sig i film som ‘Hvor Kragerne Vender’, ‘Venuseffekten’ og ‘Skjold og Isabel’. Det tætteste, jeg kommer på repræsentation af min herkomst i dansk film, er ‘Iqbal og Superchippen’.

I min optik er dansk film lige nu et lidt akavet sted, når det kommer til mangfoldighed og repræsentation. I det sidste bilag i Filminstituttets rapport finder man en liste over danske spillefilm, som fik premiere mellem 2018 til 2021. Antallene af ‘nydansk karakter’, ‘vestlig nydansk’, ‘ikke-vestlig nydansk’ og ‘dansk karakter’ er blevet noteret for hver film. Den største udstikker er actionfilmen ‘Shorta’, hvor der er 18 ikke-vestlige, nydanske karakterer med. Dernæst finder man ‘Krudttønden’ og ‘Danmarks Sønner’ med henholdsvis otte og syv ikke-vestlige, nydanske karakterer. De to sidstnævnte film er thrillers, der handler om terrorisme. Hvis din smag læner sig lidt mere mod komedier, kærlighedsfilm eller ungdomsfilm, så kan du tælle antallet af nydanskere, der optræder i en film, på én hånd. Og spoiler alert: De har aldrig hovedrollen.

Der er lige nu en kæmpe efterspørgsel på mere diversitet i filmbranchen. Både skuespillere og filmskabere, der har andre perspektiver og tilgange til håndværket. Det er endda også i den danske filmbranches bedste interesse – rent finansielt – at appellere til minoriteter. Tallene siger jo, at vi ser lige så mange film som alle andre.

Problemet er bare, at efterspørgslen kommer fra en industri, der i over 100 år stadig ikke har lavet en mainstream spillefilm, der bare handler om to brune danskere, der forelsker sig i hinanden. Og hvor konflikten ikke er, at deres forældre er imod det. Eller at et familiemedlem laver et pludseligt terrorangreb. Men at den ene i stedet måske bare er lidt kikset i sit forsøg på at score den anden.

Det kommer fra en industri, der i over 100 år har vist lige præcis de stemmer, der efterspørges til at være biroller i det danske samfund. Det kommer fra en industri, hvor en af de allermest betydningsfulde aktører, instruktøren Lars von Trier, misforstår ‘Et Større Billede’s inklusions-tiltag. Misforstår det som ”en indskrænkning af ytringsfriheder,” som leder ”slutgyldigt til fascisme.” Fordi han automatisk går ud fra, at ønsket om mere diversitet betyder tvang gennem en eller anden minoritets-kvote. 

Denne diversitets-debat er utroligt nødvendig, men også ufatteligt cringe. For det er decideret pinligt, hvor langt bagud den danske filmbranche er i at repræsentere deres mangfoldige befolkning på en organisk måde. Endnu mere pinligt er det, at initiativer som ‘Et Større Billede’ mødes med backlash.

Det er ikke en industri, jeg har lyst til at være del af. Jeg er derfor fyldt med respekt for dem, der stadig vil. Der er så meget håb for industrien. For der findes velskrevne fortællinger, der udforsker diversiteten i Danmark – lige nu er der bare større sandsynlighed for, at du finder dem på internettet frem for i biografen. Kortfilm som Joseph Valentino Palaus ‘Vågn op med Danmark’, Stine Likodelles ‘Olivia’, samt Nivetha Balasubramaniams webserie ‘Meena‘ er vildt fede værker, der fortæller om, hvordan det er at være minoritets-dansker. Det er der virkelig brug for, så vi alle kan føle os mindre alene. 

Jeg glæder mig helt vildt til den dag, hvor de film rammer biograferne. Jeg glæder mig helt vildt til den dag, alle danskere kan spejle sig i danske film. Jeg glæder mig helt vildt til den dag, hvor der ikke er brug for flere film om at være en etnisk minoritet i Danmark – fordi der ikke længere skal gøres op for 100 års filmhistorie uden diversitet. Til at danske filmskabere ikke skal føle et muligt pres for at repræsentere deres ophav og oplevelser. Og de bare kan lave film om lige det, de har lyst til. Lige nu er det at være en ”nydansk” filmskaber nærmest et politisk statement. Jeg ser frem til den dag, hvor det bare er et job.

Tekst: Ina Mariam Aruldass
Visuelt: Klara Emma Lilhav Hoffmann
Redaktør: Martin Bjerg Dahl