Nyhedsoverblik – 4. april
Hver søndag giver SEIN dig et nyhedsoverblik fra ugen, der gik. Nyhedsredaktionen har udvalgt 3-5 historier. De kan være fra ind- og udland, store og små, men vi mener, at de er værd at belyse. Vi vil forsøge at belyse aktuelle emner ud fra SEINs tanker og anskueliggørelser.
Nyt udspil fra De Radikale: De studerende skal kunne indhente det sociale
Radikale Venstre er kommet med et udspil, der skal give studerende på de videregående uddannelser en mulighed for at indhente nogle af de mange sociale arrangementer, som de er gået glip af.
Mere end 70 procent af de studerende på en videregående eller erhvervsakademisk uddannelse har mistet glæden ved at gå på en uddannelse. Det viser en ny analyse fra Uddannelses- og Forskningsministeriet om de unges trivsel på studiet. Der er derfor god grund til, at De Radikale ønsker at give 50 millioner til landets studieforeninger. Der vil være frie tøjler til at prioritere pengene, men man ser gerne, at de benyttes på de studerende, som har været ramt af restriktionerne under studiestart.
Pengene kan bruges på at arrangere en eftermiddag med ølstafet eller måske en hyttetur. Ja, selv en fest er en af mulighederne. Formålet er, at pengene skal gavne de studerende og fællesskabet på studiet.
TV2 giver taletid til sexchikanører
I kølvandet på ‘‘de 97%’’ af kvinderne, der har oplevet seksuel chikane på den ene eller anden måde, udkom TV2’s nye serie ‘‘Alex undskylder dick pics’’. Dokumentaren omhandler komikeren Alex Thelander og hans pornomisbrug – og nårh ja, hans tendens til at sende uvelkomne dick pics til tilfældige kvinder. Nu vil Thelander dog rette op på sine fejl ved at sige undskyld til de berørte kvinder.
Efter dokumentaren udkom i sidste uge, har TV2 dog allerede fået mange kritiske tilbagevendinger på programmet. Iblandt kritikerne er Instagram-brugeren @kraenkelseskulturellememes med næsten 30.000 følgere. Brugeren belyser især, at de to hovedpersoner, Thelander og Mikkel Bentsen, fralægger sig ansvaret for at sende de uvelkomne billeder, idet de begge har en porno- og sexafhængighed. Derudover går kritikken på, at der mangler beviser på en sammenhæng mellem krænkelserne og sexafhængigheden, og at TV2 har udeladt information om, at Bentsen tidligere er dømt for ‘‘andet seksuelt forhold end samleje med en mindreårig.’’
Som respons på kritikken svarer TV2 blandt andet, at det er interessant at rykke fokus fra offer til krænker.
https://www.berlingske.dk/aok/tv-2-om-vigtig-detalje-i-dick-pic-dokumentar-det-er-en-klar-fejl
ØreSound – lyden af endnu en usikker festival?
Der har længe været udbredt skepsis blandt festivalarrangørerne i Danmark, og selv direktøren for de store spillere Northside og Tinderbox udviser lave forventninger. Til gengæld har en ny festival meldt sin ankomst til sommeren 2021. Men er det mon stadig lidt for tidligt at glæde sig til dage med kolde øl og koncerter?
ØreSound Festival vil finde sted på Femøren og Tiøren på Amager i dagene fra d. 12.-14. august. Festivalen har fokus på musikgenrerne EDM, rap, pop og rock, som de 30.000 deltagere, der er plads til, kan slå sig løs til. Festivalen har endda allerede afsløret et af hovednavnene, nemlig den verdenskendte dj MORTEN, der laver musik med blandt andre David Guetta. Derudover har festivalen også planer om at være den mest bæredygtige i Norden.
Man skulle næsten tro, at arrangørerne af festivalen ikke kendte til corona, når de i august vil samle 30.000 mennesker i Amager Strandpark. Tværtimod siger Jonas Nybro, festivalens presseansvarlige, til magasinet Gaffa, at de er godt forberedte på udfordringen. De har nemlig kunnet tage højde for corona helt fra begyndelsen af planlægningsforløbet. Dog er der ifm. udrulningen af vacciner stadig udfordringer med at følge den oprindelige tidsplan, så det er stadig usikkert, om vi kan se frem til festivaler i sommeren 2021.
https://gaffa.dk/nyhed/148417/oresound-festivalen-kickstarter-musiklivet-efter-pandemien/
https://www.dr.dk/nyheder/indland/slutdato-vacciner-rykket-til-25-juli-se-din-nye-vaccinetid-her
Pfizer-BioNTech vil vaccinere de 12-15-årige
Tidligt onsdag morgen annoncerede Pfizer-BioNTech, at de ønsker at udvide brugen af deres vacciner. Hidtil har man kunnet lade sig vaccinere med Pfizer-vaccinen fra 16 år og op, men nu vil medicinalgiganten altså også vaccinere i aldersgruppen 12-15 år.
Det annoncerer pfizer.com, eftersom virksomhederne har opdaget, at ‘‘vaccinen demonstrerede 100% effektivitet samt robust antistofrespons, hvilket overgår rapporterne i forsøg med aldersgruppen 16-25 årige’’. Af samme pressemeddelelse fremgår det, at 2260 unge har deltaget i undersøgelsen. Derfor har Pfizer og BioNTech planer om at ansøge om en udvidelse af brugen af vacciner i den yngre aldersgruppe. De har ansøgt European Medicines Agency og U.S. Food and Drug Administration om lov til at udvide, men det er dog stadig uvist, om de får lov til dette.
De to virksomheder er desuden i gang med at teste vaccinen i endnu yngre aldersgrupper. Af pressemeddelelsen fremgår det, at der testes på børn helt ned til 6 måneder og op til 11 år. Det er dog stadig et igangværende projekt.
Hvad tænker du?