Nytår: Årets og forventningspressets kulmination

Jeg var 16 år gammel, da jeg første gang skulle holde nytår med andre end min familie. Nogle fra efterskolen havde arrangeret en fest, og af ren og skær fomo tog jeg afsted. Efter nogle timer i et slidt lokale på Islands Brygge blev garderoben væltet, og min taske stjålet – og jeg vidste instinktivt, at nytårsaften måske slet ikke var noget for mig alligevel.

Drevet af håbet om, at nytåret denne gang bliver præcis lige så fantastisk som dens omdømme, lægger jeg hvert år store planer. Alligevel er det, som om jeg, så snart klokken har passeret midnat, tager mig selv i at tænke på, hvor rart det havde været bare at blive hjemme hos mine forældre, spise cheesecake direkte af fadet, skåle med de mennesker, jeg holder allermest af, og gå i seng lidt efter rådhusklokken har slået tolv slag. I stedet for at ende midt på fortovet med våde tæer, strømpebukser, der er løbet, og moralske skrupler over at have startet året ud med halvhjertet gåpåmod efter endnu en nytårsaften, der lød meget bedre beskrevet, end den rent faktisk var.

Det er egentlig ret ensomt at stå dér på fortovet klokken halv fire om morgenen og føle sig malplaceret, skuffet og utilstrækkelig, når alle andre virker til at være hoppet ind i nytåret med en overflod af gode venner og sjove historier som udbytte. Derfor har jeg i år snakket med syv unge mennesker. For at se, hvordan nytår ser ud fra deres point of view. For at blive klogere på, hvordan andre tackler forventningspres, stress og uopnåelige forhåbninger. For at finde ud af, hvordan man giver slip på det. For at indse, at aftenen også kan være rar og god. For – efter at have hørt disse fine og ærlige beretninger – at forstå, at vi nok slet ikke behøver føle os lige så malplacerede, skuffede og utilstrækkelige dette nytår.

Klara
Jeg forbinder nytår med at være sammen med folk, man holder af, men desværre også med unødig stress og høje forventninger. Jeg er med årene blevet træt af, at nytår er gjort til denne her helt særlige aften, hvor man bruger alt for mange penge på ubehagelig, lyserød Verdi og laks til en halvfesen forret. Det er, som om man som ungt menneske er totalt ildeset, hvis man ikke orker at tage med i byen, eller hvis man ikke er stiv nok. Det kan være slemt hele året, men det er, som om der bliver skruet ekstra højt op for forventningerne og gruppepresset til nytår. Derfor har jeg de sidste par år valgt at rejse nytårsaften; det er meget sjovere og meget mindre opblæst. Jeg har blandt andet været i Berlin og London, og sidste år tog jeg to uger til Sri Lanka. Det var en helt magisk måde at fejre det på, fordi det var varmt og lækkert og uden bekymringer. Derhjemme er det koldt og træls.

Türkü
Nytår er ret vigtigt for mig. Jeg har fødselsdag 1. januar, så vi plejer altid at fejre min fødselsdag til nytår. Allerede flere måneder før begynder jeg at tænke på, hvad der skal ske, og hvor det skal fejres. I år fylder jeg 18 år, og jeg synes faktisk, at det er virkelig fedt at kunne fejre det på nytårsaften, fordi hele dagen er en fest. Mange synes, at det er synd for mig at have fødselsdag dagen efter, hvor mange ligger med tømmermænd og har det skidt, men jeg har intet imod at have det dårligt på selve min fødselsdag, når jeg har mulighed for virkelig at fejre det dagen før med en stor fest, masser af mennesker, glæde, fest og ballade. Jeg føler altid, at det skal være så fedt som overhovedet muligt, men fordi jeg har højere forventninger til denne aften end nogen anden, er jeg flere gange blevet skuffet.

Michael
Jeg har det enormt ambivalent med nytår. Glansbilleder af højtider som nytår får realiteterne til at blegne lidt. Det er aldrig helt som på film. Jeg indser altid med ét, at tiden går vildt hurtigt, og jeg bliver så ængstelig overfor de forandringer, som et nyt år også medfører. Så længe jeg kan huske tilbage, har mine nytårsaftener været kendetegnet ved et forventningspres om at skulle nå alt muligt og at overgøre det hele. Når planerne inden jul endnu er ukendte og festinvitationerne i minus, plejer jeg derfor at trække stikket og lade, som om det er enhver anden dag: nogle år alene, andre gange med et fåtal af venner og familie. Og så ligger jeg i fosterstilling i min seng nytårsnat, og når jeg vågner igen, har jeg accepteret, at tiden ikke kan standses, og at et nyt år er fuld af åbne døre, der venter på at blive åbnet.

Mie
I mange år fejrede jeg nytår med mine forældre og min familie. Vi havde en tradition, og den var god. Vi så dronningens nytårstale, spiste god mad og fyrede fyrværkeri af. Men da jeg fyldte 16 år, begyndte jeg at fejre det med mine venner i stedet. Når det bliver nytår nu, melder der sig altid følelser af stress og uoverskuelighed. Der skal planlægges god mad og findes godt selskab. Det er træls, for jeg vil i bund og grund bare gerne have det hyggeligt. Jeg føler, at der er et pres til at have en fantastisk nytårsaften, at det skal være en speciel fest, men i virkeligheden synes jeg, at det er en utrolig overvurderet aften. Jeg ville ærligt talt elske bare at spise god mad med min familie igen. Det savner jeg.

Andreas
Mit forhold til nytår er meget ambivalent, for det bliver ofte kørt så meget op, at det kun kan skuffe. Jeg bliver altid spændt, fordi det er en af årets helt store festlige højdepunkter, men samtidig bliver jeg også ret presset. Jeg har nemlig flere forskellige vennegrupper, som jeg gerne ville fejre det med, og så skal jeg vælge imellem dem, hvilket altid sætter mig i et dilemma. Samtidig har jeg ofte en tanke i baghovedet om, at jeg skal få absolut mest ud af årets sidste fest, og derfor kan jeg nogle gange godt få planlagt så meget, at jeg glemmer at nyde dét at være sammen og hoppe ind i det nye år med nogle gode venner.

Cecilie
Mit forhold til nytårsaften er meget specielt, da jeg har fødselsdag den 31. december. Ofte føler jeg ikke, at jeg kan hamle op med nytår, for ingen gider jo dukke op til fødselsdagsfest på nytårsaften. Jeg har ligesom vænnet mig til at ”komme i anden række”, og jeg sørger altid for, at mine forventninger ikke er sat for højt, for på den måde kan jeg kun blive positivt overrasket. I år skal jeg og min kæreste holde fødselsdags-/nytårsmiddag sammen med otte venner. Jeg glæder mig, men bliver også lidt stresset og presset ved tanken. Især, når jeg også skal huske at holde bare en lillebitte smule af min fødselsdag.

Ella
En del af mig tænker, at jeg ikke gider gå op i nytår, hvilket nok bunder i en klassisk frygt for at blive skuffet. Alligevel tror jeg, at jeg inderst inde elsker nytår. Hele ideen med at starte forfra (også selvom man måske ikke gør det) tiltaler mig ret meget. Ligegyldigt hvor stresset eller nederen det har været, fungerer nytårsaften som et pejlemærke for de forskellige år, man ser tilbage på. Derudover elsker jeg, når der kommer en chance for at dresse up: jo mere glimmer, desto bedre! Sidste år fandt jeg en form for ro i at arbejde nytårsaften. Jeg sænkede mine forventninger, til de var ikke-eksisterende og endte med at have en virkelig god aften. Jeg har ikke længere en stor vennegruppe, som da jeg gik i gymnasiet eller på efterskole, og mine venner er spredt lidt ud over det hele. Derfor giver det god mening for mig at arbejde med en masse gode kollegaer i stedet, så i år skal jeg arbejde 13 timer på en restaurant, hvor vi får lov at dresse up, og kokkene serverer treretters menu for os.

Jeg ved ikke, hvordan denne nytårsaften kommer til at blive. Hvem ved, måske ender jeg igen på et fortov med uforløste forhåbninger og kolde tæer. Men måske kan jeg – og vi – i år få øje på hinanden, når vi så står dér. Vide, at hey, vi har alle et forskelligt forhold til nytår, og der er ingen opskrift på, hvordan det bør være. At der heller intet er i vejen med ikke at have det sjovt på kommando samme aften hvert år. Og at vi måske stopper med at føle os pressede til netop at have det sjovt på kommando, hvis vi erkender, at mange af os har det samme ambivalente forhold til nytår i stedet for at spænde ben for os selv og hinanden ved at foregive, at nytåret altid ser ud som utopien. Måske handler det mest af alt om bare at lade nytåret være, hvad det er – uanset hvordan det er. Så tror jeg egentlig, at det kan blive ret fint.