OCD – en indre fremmed stemme
Et trin forkert, og det kan føles, som om hele Astrids verden bryder sammen omkring hende. Hun har fotograferet, illustreret og skrevet om hendes OCD og indre tvangsstemme. En stemme, hun ikke kan bestemme over, men har lært at kontrollere. Og om hvordan man kan vende en svaghed til en styrke.
Jeg var 6 år gammel. Lige startet i børnehaveklassen og følte mig klar på alt, hvad det at skulle være et ”stort barn, der gik i skole” nu måtte indebære. Men min skolestart gik ikke, som jeg havde forventet. Her begyndte min kamp. Kampen mod en indre tvangsstemme og min OCD.
Nu er det ti år siden, og først nu går det op for mig, hvorfor jeg handlede, som jeg gjorde. Hvordan det har påvirket mit liv at være præget af tvangstanker, og hvordan jeg har lært at leve med det.
OCD står for Obsessive Compulsive Disorder og er en psykiatrisk lidelse, der består af tvangstanker og tvangshandlinger.
Der er rigtig mange misforståelser, og jeg føler, at det ofte er et unuanceret billede, der vises af, hvad OCD egentlig er. Jeg har selv efterhånden erfaret, at OCD dækker et utrolig bredt spektrum og ofte bevæger sig uden for stereotype opfattelser.
Måske har det noget at gøre med, at den form for OCD, der portrætteres på film og tv (fx Monica fra Friends eller skolepsykologen Emma fra Glee), ofte overdrives, karikeres og bruges som et slags ”comic-relief”, og så er karakteren kun sin OCD.
Tvangstanker er en slags idé eller tanke, der opstår igen og igen og kører på repeat i ens hoved. Det handler tit om frygt for skade (på én selv eller andre), tvivl (om man er god nok og angsten for at fejle) og behov for orden (symmetri, alfabetisering – eller et slags system, man selv har opfundet).
Tvangshandlinger er et slags gentagelsesritual. Tilbagevendende handlinger, man udfører efter bestemte mønstre og regler. Fx rengørings-/vaskeritualer, kontrolritualer, tælleritualer og ordensritualer.
De første tvangstanker og handlinger, jeg fik som lille, var en frygt for bakterier. Der var ting, jeg var bange at komme i berøring med fx sko, jord og ting i naturen. En frygt, jeg var så styret af, at jeg vaskede hænder i et helt ekstremt omfang, hvis jeg havde rørt ved noget af det, jeg følte var ”farligt”. Jeg begyndte også at tvivle på mig selv og stillede meget høje krav til mine egne præstationer. Det var som at være fanget i et spindelvæv af grimme tanker, jeg ikke kunne slippe ud af igen.
I dag kan jeg se tilbage på nogle af mine tvangstanker og bestemte episoder og grine af det. For min angst var SÅ irrationel og ekstrem. Men jeg husker også, hvor forfærdeligt ondt det gjorde, og hvor meget det begrænsede mig. Jeg havde svært ved at lege med andre børn og havde problemer med at gå i skole.
Min OCD gjorde også, at jeg i 4 år gik hos en børnepsykolog, hvor jeg lærte at forstå, hvorfor jeg kognitivt handlede, som jeg gjorde. Jeg fik hjælp til at forstå, hvornår noget var en tvangstanke, sætte ord på dem og i det hele taget udfordre min angst.
Den bedste måde, jeg kan beskrive min OCD på, er som en indre fremmed stemme. En stemme, som jeg ikke rigtig kan bestemme over, men som jeg kan lære at kontrollere.
Den dag i dag har jeg stadig OCD. Og jeg tror aldrig, det er noget, jeg slipper helt af med. Det vil altid være en del af mig, men det har jeg accepteret. Tvangstanker og tvangshandlinger er stadig noget, jeg oplever og udfører i løbet af en dag, men det påvirker ikke længere mit liv og min hverdag på samme invaliderende måde. Før udførte jeg ritualerne for at skabe kontrol i den uro og kaos, jeg oplevede indeni. Nu ved jeg, hvornår noget er en irrationel tvangstanke, og jeg er i stand til at sige fra over for den indre fremmede stemme.
OCD er i perioder så ubehageligt og svært, at det kan føles, som om man er ved at blive sindssyg. Men jeg har lært at minde mig selv om, at jeg er stærkere end mine tvangstanker. At jeg godt kan overvinde dem. Jeg fandt ud af, hvordan jeg kunne vende min OCD fra en svaghed til en styrke. Den perfektionisme, jeg er styret af, transformerer jeg til noget kreativt og skabende. For når jeg beskæftiger mig med noget, jeg er god til, noget, som gør mig glad, bliver jeg mindet om, at jeg er meget stærkere, større og klogere end min indre fremmede stemme.
virkelig flot og nuanceret indlæg. Jeg har selv en ven som kæmper med OCD, og dette har givet mig en bredere forståelse for hans behov – tusind tak for ord!