Økonomi – det er bare noget, vi leger
Vi ser økonomiske strukturer, som vi ser tyngdekraften. En usynlig, konsekvent og uundgåelig magt.
Vi ser økonomiske kriser, som vi ser vulkanudbrud og tsunamier. Forklarlige, men uafværgelige katastrofer.
Men der er én afgørende forskel mellem naturkræfter og økonomi. Det ene skal vi leve med, og det andet har vi valgt at leve med. Det ene er en del af universet og jordens geologi, som vi har travlt med at kortlægge og forklare. Det andet har vi selv skabt, håndhævet og forglemt oprindelsen af.
Dette er en påmindelse.
Flere eksperter har de seneste måneder udtalt sig om, hvordan de økonomiske konsekvenser i kølvandet på Covid-19 potentielt vil slå flere mennesker ihjel end virusset selv. The Telegraph bringer d. 17 marts en artikel med overskriften “Economic shutdown could kill more than coronavirus, experts warn”. Her udtaler Dr Bharat Pankhania (Senior Clinical Lecturer ved Exeter Universitet): “The economic impact is huge and in itself will result in lives lost, just as we have seen the excess loss of life further to the austerity we have had over the last 10 years.”
Hvorfor stiller vi ikke spørgsmål ved, om det kan passe, at vores liv skal afhænge af papirsedler, som vi leger er 50, 100 eller 1000 kroner, dollars eller euro værd?
Vi er alle enige om, at ingen liv tabt til et virus giver mening. Vi lukker skoler og grænser og shoppingcentre for at redde hinanden. Men hvorfor kan vi så acceptere, at folk dør af de økonomiske konsekvenser? Vi diskuterer, hvordan vi undgår dette, selvfølgelig. Vi diskuterer, hvordan vi hurtigst muligt får gang i de økonomiske hjul igen, så færrest muligt skal lide nød. Men hvorfor diskuterer vi ikke, at vi har gjort os selv afhængige af et selvkonstrueret system? At pengesedler og tal på en computerskærm er blevet vores eksistensberettigelse. Økonomien slår folk ihjel, fordi vi gennem århundreder har opbygget et forbrugssamfund, hvor mennesket er blevet så afhængig af valuta, at manglen på samme er fatal.
Valuta har kun værdi, fordi vi har besluttet det og bliver ved med at håndhæve det fuldstændig instinktivt, som var det en del af krybdyrhjernen. I Zimbabwe koster en pakke servietter 1/5 af en skolelærers løn grundet stigende inflation. I Europa forhandler vi om en gældsfordeling, så alle lande kan bestå. I Danmark åbner vi storcentre før gymnasier, for det vigtigste er at få gang i VISA-kortene igen. Vi forbruger os ud af forbrugsskabte problemer. Vi er kun så afhængige af forbrug og omsætning, fordi vi holder os selv fast i det. Hvorfor stiller vi ikke spørgsmål ved, om det kan passe, at vores liv skal afhænge af papirsedler, som vi leger er 50, 100 eller 1000 kroner, dollars eller euro værd?
Økonomiske kriser er ikke det samme som naturkatastrofer. Alligevel er vi kommet til et sted, hvor begge nu forårsages af det samme: menneskeligt overforbrug.
Ved World Economic Forum i Davos tidligere på året sidder den hollandske historiker Rutger Bregman på scenen foran hele verdens økonomiske elite. Han taler om skatteunddragelse. Han siger: “I feel like I’m at a fire fighters conference, and no one is allowed to speak about water.” Når vores bedste løsning på den største økonomiske krise i nyere tid blot er at forbruge os ud af den, så er det, som om vi bekæmper ild med ild. Vi bruger det våben mod flammerne, som selv startede det hele. Hvorfor snakker vi ikke om vand? Hvorfor taler vi ikke om, hvordan vi gentænker vores økonomiske afhængighed, så folk i den tredje verden ikke skal dø af sult, fordi vi i vesten i to måneder ikke handler hos H&M eller Adidas. For nedlæggelsen af valutakonceptet er måske ikke mulig. Og måske heller ikke nødvendig. Men illusionen om, at økonomien kan klare sig selv, er som at tro, at en have ikke vil gro efter, hvis du stopper med at passe den.
Økonomiske kriser er ikke det samme som naturkatastrofer. Alligevel er vi kommet til et sted, hvor begge nu forårsages af det samme: menneskeligt overforbrug. Vi er kommet til et sted, hvor vi ikke længere kan forklare tørke og oversvømmelser med anden natur end os selv. Vi gør vores egen planet ubeboelig for friheden til at vælge mellem 10 par sko hver morgen. Eller to ugers charterferie hver sommer. I dag kan man for første gang i 30 år se Himalayabjergene fra Indien. Alligevel skal vi hurtigst muligt have gang i de økonomiske hjul som før.
Hvordan kan det være, at vi ikke kan acceptere at dø af et naturligt, biologisk virus, men at vi godt kan acceptere at dø af et menneskeskabt system? I Vesten tror vi, at vi er frie individer. At vi kan forme vores liv, som vi ønsker. Det er en illusion. Og det er ikke naturkræfter eller uventede biologiske angreb, som holder os fanget. Det er blot vores egen fornægtelse af, hvad vi selv har skabt. Det er som en anden Frankenstein-reference.
Hvad tænker du?