Østers er ikke bare er en luksuriøs fornøjelse, men de gemmer også på en bæredygtig hemmelighed

Der ligger en stor modsætning i at gå rundt i waders med vand op til livet og lede efter noget af det mest luksuriøse spise, vi har i Danmark. Men her er jeg alligevel med vand op til livet og ude og samle østers. Eller rettere; jeg er på østerssafari, som det så fint hedder.

Vi går rundt i vandkanten for at spotte østersene. Lyden af bølgerne er altoverdøvende, og vi må råbe til hinanden for at forstå, hvad vi siger. Kigger jeg ud over vandet, er der hvide toppe over det hele.

Det er en kølig og blæsende lørdag i marts. Jeg er i Oddesund, som ligger lidt nord for Struer i det nordlige Vestjylland. Vinden blæser 16 meter i sekundet, hvilket svarer til en god stiv kuling. 

Jeg går rundt i det høje vand med hård blæst lige i øjnene og leder efter hvide pletter på havbunden. Dog er sigtbarheden ikke alt for god på grund af vandstanden, så vi er også blevet udstyret med en vandkikkert.

Den ligner en orange trafikkegle med gennemsigtig plastik i bunden, der gør det en del nemmere at se ned på bunden efter de ru muslinger, der er nemme at forveksle med sten. Derudover har vi også et net med, som gør, at vi kan nå bunden uden at blive helt våde.

Klik her og Støt SEIN

“Her! Jeg tror, der er en god østers her”, råber jeg over til min kæreste, der holder vores net.

Vi får den samlet op med vores net og op ad vandet. Den er stor, omkring 15 centimeter lang og med en ru skal, hvor der hænger tang fra. Den ligner ikke de østers, jeg er vant til at se på restauranter liggende på et fad med smukke, glatte skaller. Den ligner nærmere en nybegynders første keramiske skulptur. 

Det viser sig at være en stillehavsøsters. 

Netop stillehavsøsters har vi, i modsætning til limfjordsøsters, mange af her i Danmark. Det er en invasiv art, der er kommet hertil grundet varmere havvand – derfor kan man bare samle løs af dem. Så det gør vi i dag.

Naturens renseanlæg

Mens det kan virke som, at det at spise østers bare er en luksuriøs fornøjelse, gemmer disse muslinger faktisk på en særdeles bæredygtig hemmelighed. Østers er mere end blot en delikat spise på en tallerken; de fungerer nemlig som naturens eget renseanlæg. 

Østers renser vandet omkring sig for blandt andet nitrogen, fosfor og CO2. På den måde er de både med til at modvirke global opvarmning og de store problemer med gødning fra landbruget, der ender i de danske farvande.

Derudover udleder dyrkning og høst af østers ikke særlig meget CO2. Mens konventionel landbrugsproduktion ofte er belastende for miljøet med store CO2-udledninger, tilbyder dyrkning af østers et mere klimavenligt alternativ.

Dette skyldes østersens evne til at optage og lagre kulstof i deres skaller og væv. Når østers optager kulstof i vandet, mindsker det nemlig vandets mængde CO2. Havet kan dermed optage ny og mere CO2 fra atmosfæren.

Således er hver østers ikke blot en smagfuld delikatesse, men også en lille klimahelt, der arbejder ubemærket for at bevare vores planet.

Mange måder at spise dem på

Halvanden time i waders i havet blev til to fulde 12-liters spande med østers med på land.

Min kæreste og jeg får slæbt vores spande længere ind på land, hvor der er blevet tændt op for grillen og sat en masse toppings frem. Citron, parmesan, balsamicoeddike, blåskimmelost, rasp, tabasco og sort peber. Og champagnen står også fremme – lidt fint skal det jo være.

Jeg finder en østerskniv frem og lægger en af muslingerne ind i min hånd, der er dækket af et viskestykke. Jeg sætter kniven, hvor skallerne mødes og vrikker frem og tilbage, indtil kniven er inde, og jeg kan vrikke østersen helt op. Inden i skallen ligger et beige bløddyr omgivet af den fineste perlemor fra skallens inderside.

Jeg presser lidt citron på den, og så kan den spises. Helt rå og nyfanget.

Man kan spise østers på mange måder. Mine yndlingsmåder at spise østers på er:

1. Rå med balsamicoeddike og finthakket rødløg.
2. Grillet i den åbne skal med sort peber, balsamicoeddike, rasp og parmesan på.

Godt gennemblæste og ekstatiske af vores naturoplevelse er tiden ved at være til, at vi skal hjem til Aarhus igen. Vi har stadig halvanden spand tilbage. Vi kan ikke spise alle de østers, vi har samlet, så resten kommer med hjem til venner og familie. Så kan de også nyde godt af havets klimahelte. 

Skribent: Sofie Dyhm-Junge

Visuelt: Emma Hjortkjær

Redaktør: Frida Schmidth Nielsen