P-piller: Et immanent manifest

Jeg har to yndlings begreber fra den feministiske filosof Simone de Beauvoir. Transcendens og immanens. Det er meget nørdet, jeg bruger dem hele tiden.

For Beauvoir er manden transcendent: Han har friheden til at se ud over sin egen kropslige situation, en viden om at udvikling er mulig, en tro på, at han kan forårsage den. Kvinden derimod, karakteriserer hun som immanent, et mere fysisk og kropsligt væsen, der er spærret inde i lysten og smerten, spærret inde i en verden, hun ikke kan ændre. Disse tanker er med andre så grundlæggende, at det gør helt ondt. Kvinden, som den indadvendte der bliver hjemme, den private. Manden, som den udadvendte, der tager ud i verden, men altid kan stole på, at han har en kvinde og et hjem at vende tilbage til, fordi de bliver, hvor de er.

De fleste vil nok erklære sig enig i, at det er fastlåste roller, som vi skal bevæge os væk fra, måske endda tænke, at vi for længst har efterladt dem i støvet, tilbage engang i 50’erne. Men så skulle de bare prøve at tage p-piller.

Jeg begyndte på p-piller igen, for lidt over et år siden, i anledning af at være kommet i et længerevarende forhold. Vi talte forskellige præventionsmetoder igennem, brugte kondom i en periode, men landede til sidst på p-piller. Så nu får jeg en notifikation fra cyklus-appen Clue hver dag klokken 22, der minder mig på at tage min pille. Hver dag klokken 22, men som regel lidt før, finder jeg blisterpakken frem, med ugedagene påtrykt, en pil, der markerer at tiden går, lægger den lille pille på min tunge og sluger den med noget vand. Det tager omkring 10 sekunder. Alligevel føler jeg, at jeg bruger hele mit liv på. Fordi jeg er ikke hjemme hver aften. Når jeg tager afsted, skal jeg altid tage stilling til, om jeg skal have p-pillerne med. Min kæreste bor i Aalborg, jeg bor i Århus, når jeg pakker for at besøge ham, tænker jeg tit på, at det vigtigste, at det eneste jeg reelt behøver at huske er det lille pilleark. Da jeg tog til Rom i efteråret, havde jeg både nogle piller i min lille håndtaske, i min håndbagage og i toilettasken i den indtjekkede bagage. Jeg vil hellere miste mit pas, end jeg vil miste mine p-piller.

For måden p-pillerne virker på, er netop gennem det daglige ritual, det cykliske, det at jeg hver dag husker at tage en pille. Da jeg startede på pillerne, tilbød min kæreste at betale halvdelen. De koster ikke så meget, så det vil mest være som en symbolsk handling. Jeg endte med at sige symbolsk nej, at købe en ny pakke uden at sige det til ham. Fordi det er ikke noget fælles. Fordi jeg nogle gange sidder i Århus, og ved, at han er i byen i Aalborg, ”i gaden” som man siger, og jeg ved, at han har muligheden for at bruge en hel aften uden at tænke et eneste øjeblik på, at vi er kærester, tænke på, at han har en krop, der nogle gange har sex med min krop. Og jeg bliver hver eneste aften konfronteret med netop det, jeg kan ikke gå en aften uden at sluge min pille og tænke på ham og min krop.

Og måske, særligt de aftener, når han føles langt væk, føler jeg mig som en kvinde i 1700-tallet, der er blevet hjemme, mens hendes mand er rejst ud til søs, jeg føler, at jeg står inde ved kanten og spejder efter bådene i horisonten, jeg føler millionvis af kvindeskæbner gennem tiden skylle ind over mig, et tidevand, jeg ikke kan kæmpe imod.

Der bliver for tiden forsket i en præventionsgel til mænd. Man skal smøre den mellem skulderbladerne hver dag for at den virker. Min kæreste spurgte mig, om jeg, når den kommer på markedet, gerne vil have, at han begynder at bruge den. Og jeg svarede nej. Fordi jeg ikke vil stole på, at han ville huske at bruge den hver aften. Min kæreste er sød og feministisk, han vil gerne se Little Women med mig og høre mig snakke begejstret, om alt det Emma Holten nogensinde har sagt. Men han har ikke en krop, der kan blive gravid, det vil i sidste ende ikke være hans krop, det gik udover, hvis han glemte sin gel en dag. Og det er ikke hans skyld. Det er bare sådan det er.

Det er faktisk heller ikke hver dag, jeg skal tage en pille. Jeg holder nemlig pause i en uge hver fjerde uge, fra alle hormonerne, så min krop får en blødning, som reaktion på det pludselige fald i hormoner, en blødning, der bekræfter at jeg ikke er blevet gravid. Det er egentlig ikke menstruation, for jeg har ikke ægløsning, når jeg tager p-piller. Men det er en uge, hvor jeg holder pause, hvor jeg tit oplever at blive mere nedtrykt lidt ala PMS, på grund af det pludselige fald i hormoner. Og det var i den uge, jeg var til Lorde-koncert.

Jeg havde egentlig været ret stresset over det hele – jeg skulle afsted med 4 andre fra min gamle højskole, vi havde ståpladser, jeg ville hellere have haft siddepladser, jeg tænkte meget over, om jeg mon måtte tage en power bank med ind og en tom vandflaske. Men da koncerten først var i gang, var det en af de mest euforiske oplevelser, som jeg nogensinde har haft. Det gik op for mig, at Lorde måske faktisk er den musiker, jeg har hørt mest, sammenlagt i mit liv, fordi jeg har hørt hende siden 2017, hvor en af mine venner satte to af hendes sange på en playliste til mig. Og jeg hørte hende i 2020, efter min første dag i gymnasiet, hvor jeg hørte et mashup af alle hendes sange på Youtube og græd vildt meget over ikke at være ung på den rigtige måde. Og jeg hørte hendes nye album ”Virgin” i sommers, hver gang jeg var på vej nye steder hen.

Så jeg havde lige pludselig følelsen af at have fundet en kerne, en kerne der var stærkere end så meget andet, af noget, der har været det samme siden 2017. Det var følelsen af for nogle timer bare at være et “mig” der ikke burde være alle mulige ting, der ikke var afhængig af at holde alle mulige relationer i live for at få lov til at være mig. En følelse af frihed, mens jeg hørte Lorde synge alle sange fra ”Virgin”, sange hun netop havde skrevet, da hun stoppede på prævention og havde en rigtig ægløsning for første gang i mange år.

På vej hjem skulle jeg skifte til et S-tog på Nørreport St., klokken var lidt i midnat, og jeg opdagede pludselig, at jeg var vildt sulten. Der var 3 minutter til, at mit S-tog gik, så jeg skyndte mig at købe en Dubai-cookie i 7-eleven af alle ting, og så sad jeg og spiste den på en meget grim måde på S-toget, mens jeg hørte den sidste sang “David” på hendes nye album meget højt, hvor hun synger “I don’t belong to anyone”, og jeg havde for et øjeblik den mest befriende følelse af, at det passede.

At jeg ikke skulle tilbage til min mormor og min morfar, som jeg overnattede hos i København, hvor min mormor er ved at blive dement og har behov for, at man svarer på de samme spørgsmål 40 gange på den samme tålmodige måde. At jeg ikke delte en sovesofa med min 13-årige lillesøster, som jeg var i København sammen med, at jeg ikke skulle passe på at vække hende, når jeg kom tilbage. At jeg ikke stadig manglede at svare på min kærestes besked. At jeg ikke dagen efter skulle tilbage til Århus og arbejde videre på det eksamensprojekt, jeg havde forsømt ved at være i København. Det var en virkelig overvældende følelse af bare at være et ”mig” i en virkelig stor verden. Så skulle jeg af toget og så skulle jeg være noget for nogen igen.

Emma Holten fortæller i en episode af podcasten Poptillægget, om hvad hun fik ud af at læse klassikeren all about love af bell hooks. Hun siger, at: ” En feministisk praksis er at tænke mere over, om man sårer andre end at tænke over, om man selv kommer til at blive såret”. Hun taler om det som en radikal blødhed, en radikal blødhed, der i hendes tilfælde var svær at dyrke efter at være udsat for seksuelle overgreb og være stressramt. Men en radikal blødhed, der er det vigtigste man kan gøre.

Og på gåturen fra S-togsstationen og hjem til min mormor og morfars lejlighed, tænkte jeg over, at jeg gerne vil blive bedre til at hvile i den bløde immanens. At jeg er glad for alle de relationer, der gør, at jeg ikke lige pludselig sejler afsted mod en solnedgang, at jeg er glad for at bruge mit liv på at vente på og være der for andre mennesker. At jeg gerne vil sende en besked til min kæreste, selvom jeg ved, at han ikke kommer til at svare, fordi han er i byen. At jeg ikke vil skamme mig over at indtage den ventende position.

Mens jeg skriver det her, bliver jeg allerede bange for, at det lyder som konservativ trad wife-propaganda. Eller bare som et desperat forsøg på at omdefinere det at tage p-piller til at være en feministisk handling. Et forsøg på at skjule de kæmpestore strukturelle problemer med manglende forskning i kvinders reproduktive sundhed og i prævention til mænd. Men i stedet er det måske bare en form for stille accept. En stille accept af den skævvridning af roller, som p-piller medfører. Men også en erkendelse af, at hvis jeg skulle vælge, vil jeg hellere være immanent, jeg vil hellere have de små piller, der fastholder mig i min kropslige virkelighed, i mine relationer. Og jeg vil gerne insistere på, at Jorden drejer rundt, ikke på grund af de mænd, der sejler over den, men på grund af de kvinder, der bliver derhjemme og venter med omsorg, blødhed, immanens og en evne til at huske at tage en pille hver dag.

Tekst og visuelt: Laura Rye Bislev