På Blaagaard Teater indfanger de Nørrebros energi og mangfoldighed

Hvilke associationer får du, når du hører om Blaagaard Teater? Mine tanker forsvinder hurtigt hen på iskolde øl og kulørte lamper på Blågårdsgade. Gaden hvor du finder alt fra dumplings og shawarma til Y2K-genbrugsbutikker og grønthandleren med byens største vandmeloner. I den ene ende af Blågårds Plads spiller en flok børn fodbold, og i den anden sidder et hipsterpar og spiser vegansk pizza på en nyåbnet restaurant. På biblioteket finder man både studerende og børnefamilier. Gaden favner bredt og afspejler meget godt den dynamiske og multikulturelle bydel, som Nørrebro er. Jeg forbinder Blågårdsgade med ungdom og liv.

På Blaagaard Teater er de inspireret af den verden, de ser, når de kigger ud af vinduet. Nørrebro; en bydel hvor det lokale og globale blander sig med hinanden, mens forskellige mennesker og kulturer mødes.

“Det, der er vigtigt for os, er at gøre Blaagaard Teater mere lokalt forankret og gøre det til et teater, der er i sync med byen og lokalområdet. Det er så dynamisk, og der er så mange forskellige mennesker, der bor her. Nørrebro er både aktivistisk, men det er også bare et virkelig sjovt sted at gå i byen – så det har ligesom det hele. Jeg gad godt, at det afspejlede sig i mit teater”, siger Sargun Oshana.

Teaterdirektør Sargun Oshana. Pressefoto.

Manglede nogle at spejle sig i
På teatrets hjemmeside kan man læse, at Blaagaard Teater ønsker at være et transformativt teater, som repræsenterer alle de ansigter og kroppe, vi ser i samfundet. Sargun Oshana manglede selv personer at spejle sig i, da han var ung. Derfor ønsker han at skabe et teater, der taler til unge mennesker og til en mere divers publikumsgruppe.

“Jeg har selv stået dér som en brun person og har haft svært ved at spejle mig i de teateropsætninger, der har været tidligere i mit liv. Heldigvis synes jeg, det går bedre, men jeg vil gerne være med til at åbne nogle døre, for at det kan ske.”

I forbindelse med 300-året for dansk teater inviterer Blaagaard Teater, i samarbejde med Dansk Teater 300 År og Black to Normal, til en række talks og readings om scenekunst for en fremtid præget af større diversitet og inklusion. 

For Sargun Oshana er det vigtigt at være i øjenhøjde med sit publikum og lave forestillinger, man kan relatere til. Han håber, at han tidligt kan bygge bro til ungdommen og vise nogle stykker, der vedkommer os. Oshana mener nemlig, at ens oplevelse med teater i den tidlige barndom og ungdom sætter sig fast.

“Vi kan alle sammen huske, hvordan det var at blive tvunget med i teatret og se en eller anden forestilling, der bare har traumatiseret os, fordi det var kedeligt. Derfor synes jeg, det er rigtig vigtigt, at de forestillinger, vi laver, er nogle, som taler i øjenhøjde til de unge”, siger han.

Man skal ikke kun se forestillinger – man skal mærke dem
Sargun Oshana elsker det uforudsigelige ved teater. At man aldrig ved, hvad det ender med, når man går i gang. For ham er selve processen med opsætningen af en forestilling mindst lige så vigtig som resultatet. 

“Det, jeg elsker ved teater, er, at det, der starter med at stå i manuset, aldrig er det, det ender med på scenen. Det skal møde en krop og en instruktion og et rum og scenografi og lyd og lys, så det er lidt ligesom at opleve mange lag af kunstens verden i én oplevelse,” siger han.

Sargun Oshana vil udfordre den klassiske idé om, hvad scenekunst er og kan – både hvad gælder indhold og måden at lave scene på. For eksempel kunne man tidligere på året se forestillingen Xistens, som er skrevet udelukkende af kunstig intelligens. Den 20. oktober har Tilbage til For Evigt premiere, og her får publikum et sæt høretelefoner på, som alle replikkerne høres igennem. 

Udover det vil Oshana kigge på nye strømninger i samfundet og give en stemme og en platform til alle dem, man ikke hører – og han vil lave teater, som får publikum til at tænke. Ifølge Oshana er det vigtigt at lege med publikumsrollen, så det ikke blot er hjernen, der er aktiv, men også følelserne og hjertet.

“På Blaagaard Teater skal man ikke kun se forestillingen, man skal også opleve den, og man må godt mærke forestillingen. Den må godt skubbe til dig. Det er det, jeg tror, moderne scenekunst er.”

Sargun Oshana og jeg deler en forkærlighed for teater og for det fællesskab og sammenhold, der opstår i rummet under en forestilling. Det at se mennesker af kød og blod stå på en scene og synge, danse, grine og græde er en direkte kanal ind til følelserne, som er ret unik. Jeg er glad for, at der er åbnet et teater i København, der har fokus på repræsentation og på at nå ud til ungdommen. For det er så vigtigt at føle sig set, hørt og forstået. Det giver mig håb for at endnu flere unge som mig selv vil bruge teatrene i fremtiden.