Pippi

Det er så tidligt, og jeg er nok den eneste vågne. Man kan gradvist skimte farveforskellene udenfor vinduet. Disede koboltblå farver. Der er noget specielt ved de morgentimer, hvor alt sover. Alt undtagen jeg, der krydser Fyn med toget fra København for at komme hjem. Hjem til mit Villa Villekulla i Aarhus C. Hjem til en forældreløs verden med mine Tommy og Annikaer. Hjem og gøre rent i strømpesokker. Hjem og være sej og stærk. Hjem til det, der blev mit hjem for et halvt år siden, da Pippi tog mig i hånden og sagde: Det har du ikke prøvet før, så det klarer du helt sikkert.

Efter at flyttekasserne, i slutningen af sommeren, var kommet op på fjerde sal i en fremmed lejlighed hos en fremmed, begyndte dagene at gå langsomt. I tilvænningen, hvor jeg prøvede at falde til rette, falde til ro, falde til. Som Pippi i den svenske by.

Jeg kan stadig ikke forstå, hvordan man egentlig godt kan smide, hvad man har i hænderne, fjerne sig selv og starte forfra. Fra København til Aarhus. A til B. At man kan flytte sin verden, i alt dens tumulte omstændighed, og være intakt bagefter. At man godt kan genstarte og gendanne. At et hjem kan laves fra bunden af. Fra dage alene i en fremmed by til en fyldestgørende hverdag, hvor dagene falder i hak, som brikker i et puslespil. Og allermest og allerbedst – at vide, at alt det her, hele den tilværelse, der er lige foran én, er noget, man har skabt for sig selv.

Jeg føler mig stærk i mit Villa Villekulla. Når mine ugedage kører i højt tempo med tidlige morgener, gode dage og forskellige aftener. I øjeblikkene, hvor jeg træder ud fra min lejlighed med min flettede taske slynget mod ryggen og yndlingsstøvler bundet om fødderne og begynder at gå, omgivet af en kompromisløs fornemmelse af at være min egen. Det er nok det, der gør mig allermest selvsikker. Sikker. Uselvisk. Stærk og selvstændig. Når jeg ved alt, jeg kan gøre for mig selv og stadig kan være der for dem – og i det – omkring mig. At jeg godt kan være et helt voksent menneske i en hverdag med husleje, centrifugering, IKEA og indkomst. At lille mig godt kan fylde det voksne menneske ud, jeg gradvist forvandler mig til og samtidig have pladsen til mit eget væsen i det. På gaden, i friheden, ved at forme min egen tilværelse. Så kan jeg ikke slå følelsen af, hvor stolt jeg er. Mit eget Villa Villekulla.

Så er der de dage, hvor Pippi ligger med feber i villaen. Hvor hr. Nilsson gemmer sig, og jeg ikke kan løfte Lille Gubben. Hvor puslespillet bliver for indviklet, til at jeg kan ligge brikkerne. Hvor jeg lige har brug for at blive indadvendt og skrøbelig i alt det stærke, jeg føler mig. Når jeg får lyst til at gøre mig selv til et lille barn, midt i vagtplaner, uforudsigelige bøder, sex, ødelagte kopper og en pueril rastløshed. Når jeg får lyst til at smide alt, jeg har i hænderne, og sætte mig på hug under bruseren. Når jeg ikke føler, jeg kan være noget for andre, knap nok noget for mig selv. Og allermest – når jeg fortryder at være blevet hurtig voksen.

Det er de dage, hvor jeg tænker på hende, der syntes det var svært og ydmygende at stave for seks år siden. Som sad på loftværelset i Birkerød med sit korte hår og børnesår i ansigtet med et fladt bryst og en flad fornemmelse. Hende har jeg lyst til at kysse på begge kinder, udenom sårene, og fortælle, at hun bliver god nok. At jeg er så stolt af hende, for om to år vil hun begynde at skrive, og at hendes skriverier vil få folk til at rejse afsted på de ture, hun selv vil tage alene. Fortælle, at hun som 19-årig vil flytte hjemmefra til Aarhus og møde gode mennesker, som kommer til at holde øje med hende og holde af hende. At hendes første forelskelse kommer i slutningen af gymnasiet, og det kan hun allerede begynde at glæde sig til. At hun ikke skal have så travlt med at blive voksen, for det skal hun nok blive. Og selvom brysterne ikke bliver større, skal hun nok blive en kvinde. At hun klarer den fremtidige hjemløshed og den efterfølgende hjemve. At hun klarer dimissionstalen. At hun klarer sig, fordi hun er bomstærk ligesom Pippi Langstrømpe.

Når jeg så med rynkede håndflader får slukket for det varme vand og rejst mig fra de blå fliser, tæller jeg fregnerne over min næseryg og ser på mine muskler i badeværelsesspejlet. For i alt det, jeg gør for mig selv, er jeg Pippi. Jeg ved det, når jeg løber stærkt gennem byen på regnvejrsaftener. Er omkring gode mennesker. Når jeg kommer ud til min cykel efter en lang vagt. Når jeg lytter. Bruger de penge, som jeg har arbejdet for. Ser på det hjem, jeg har skræddersyet. Når jeg pludselig kan guide andre mennesker i en tvivl. Når jeg har kjole udover mine cowboybukser og går i takt til Alex Vargas i mine ører. I det øjeblik sidder hr. Nilsson på min skulder, og jeg kan bære rundt på Lille Gubben med en bar lillefinger. I det øjeblik er jeg allermest mig. Allermest voksen. Allerstærkest. I det øjeblik er jeg Pippi.