Poesi til dit liv – Når ensomheden gnaver

For mig kan ensomheden godt føles som et lille væsen der gnaver sig ind i kroppen, sætter sig i hjertet og i maven og gør mig tung og modløs. Ensomheden hænger ikke altid sammen med at være alene. Jeg kan i hvert fald sagtens føle mig ensom når jeg sidder og spiser min frokost sammen med en masse andre eller står til en fest jeg egentlig havde glædet mig til. Så kan ensomheden komme dumpende lige pludselig og langsomt sætte sig fast sådan så jeg egentlig får lyst til at gå alene hjem. Ordet gnaver passer også godt sammen med ensomheden fordi det kan føles som om den tager små bidder af én, af sjælen og af glæden. Det at føle sig ensom sætter alt andet til side, alt det gode der formentlig er i livet, blegner pludselig. Derfor har jeg i dette afsnit af ”Poesi til dit liv” valgt tre fantastiske digte om ensomhed, afhængigheden af andre mennesker og de inderste hemmelige tanker vi alle sammen har. Forhåbentlig kan digtene sætte ord på hvordan det kan føles når dit lille ensomhedsdyr gnaver sig ind på dig, og med den genkendelse måske også give en følelse af faktisk ikke at være så alene.

Jeg vil starte med hende som jeg efterhånden har brugt mange digte af i den her serie. Det er selvfølgelig Tove Ditlevsen. Jeg tror jeg bliver ved med at vende tilbage til hende fordi hendes digte er så klare. De er typisk meget enkle, uden de vilde sprogblomster eller store metaforer, men for mig rammer de plet hver gang. Her i digtet ”Med Ingen-” som jeg synes beskriver en dobbelthed der også kan være i ensomheden:

”Med Ingen- ” af Tove Ditlevsen

Med ingen kan
man dele
de inderste
tanker.
Det vigtigste
i verden
er man
alene med.
Det er en
varig byrde
det er en
sagte glæde
at her kan
ingen nå dig
og ingen
lukkes ind.

Den ”sagte glæde” er altså den ro og glæde der kan være i at have en kerne som ingen andre kan nå ind til. Nogle tanker og følelser som man kun selv kan forstå. Samtidig med at det selvfølgelig også er en byrde at være helt alene i verden med de inderste og sværeste tanker. Digtet får mig til at genkalde den følelse af at have lyst til at gå hjem og bygge en hule rundt om sig selv samtidig med at man egentlig også har lyst til at lukke andre ind.

Det næste digt er et uddrag fra langdigtet ”Et Amerikansk Digt” af den amerikanske digter Eileen Myles fra digtsamlingen Not Me fra 1991 (på dansk Ikke Mig). Det er et ret rablende digt med en masse associationsrækker. Men jeg har valgt det her uddrag, som er slutningen på digtet, fordi jeg synes det er så fint indrammet af første linje ”Er jeg alene i nat?” og slutningen ” Jeg er ikke/alene i nat, for/vi er alle Kennedy’er./Og jeg er jeres præsident”. Derudover sætter det spørgsmålstegn ved hvad der kan kaldes normalt, og hvordan vi alle sammen konstant forsøger at spejle os i andre:

Uddrag af  ”Et Amerikansk Digt” fra Ikke Mig af Eileen Myles

Er jeg alene i nat?
Det tror jeg ikke. Er jeg
den eneste med blødende gummer
i nat? Er jeg
den eneste homoseksuelle i det her rum
i nat. Er jeg den eneste
hvis venner er
døde, dør nu.
Og min kunst kan ik
få støtte før den er
gigantisk, større end
nogen andens, idet den bekræfter
publikums følelse af at de er
alene. At de alene
er gode, har fortjent
at købe billetter
til at se denne Kunst.
At de alene arbejder,
er sunde og raske, kan leve
længe, er normale. Er du
normal i nat? Alle jer,
som er her nu, er vi normale?
Det er ik normalt for
mig at være en Kennedy.
Men jeg skammer mig
ik længere, jeg er ik længere
alene. Jeg er ikke
alene i nat, for
vi er alle Kennedy’er.
Og jeg er jeres præsident

Et digt der slutter med linjen ”Og jeg er jeres præsident”, er rimelig fedt i sig selv. Der er virkelig meget både vrede, kraft og energi hos Eileen Myles. Jeg synes også hun stiller to vigtige kontraster op: Vi har en trang til at føle os normale (hvad det så end betyder) samtidig med at vi har en tendens til at kunne lide at føle os alene, eller unikke, og fx er de eneste der går op i god kunst. Hun starter, i spørgsmålene i de første linjer, med at skrive om de ting jeget føler sig alene om: At være homoseksuel, at have blødende gummer og afdøde venner. Og selvom det slutter med at jeget ikke er alene i nat, så er det heller ikke fordi det er blevet normalt, det har bare fået en styrke ud af dét der tidligere medfødte skam. Det har fundet fællesskab i det der før var en ensom nat.

Det sidste digt er fra en helt ny dansk digtsamling fra september sidste år, skrevet af debutanten Molly Balsby. Jeg har valgt det fordi jeg synes det har nogle meget rammende formuleringer om hvordan ensomheden kan gnave sig ind på en dag hvor man er alene og måske har brug for at sige noget til nogen der skal høre det:

Et unavngivent digt fra samlingen Ponyprivilegiet af Molly Balsby

Jeg har ikke tjent penge i over et år, jeg er fuldstændig afhængig af andre mennesker.
Og alligevel er det så let at være alene.
Jeg har ikke talt med nogen i dag.
Jeg ringer for at høre min egen stemme.
Jeg har sagt hej til to telefonsvarere i dag, talt ind i et mørkt rum, til maskinen der låner sin
ejers stemme og siger: jeg er ikke her.
Ensomheden er hver gang nogen siger noget og ingen hører det.

Jeg har tømmermænd mens jeg skriver dette indlæg. Det er lørdag, klokken er snart 15, og jeg har ikke præsteret meget andet end at stå op, spise morgenmad og drikke to kopper kaffe. Jeg nåede lige at sige farvel til min roomie i morges, men ellers har jeg ikke talt med nogen i dag. Lige nu har jeg det egentlig fint, men jeg genkender virkelig følelsen af at have lyst til at bruge min stemme, jeg kan godt komme til at snakke højt til mig selv hvis jeg har gået en hel dag uden at tale med nogen. Jeg vil lyttes til og ud med det jeg har på hjerte. ”Ensomheden er hver gang nogen siger noget og ingen hører det”. Den linje er utrolig rammende, synes jeg. Den beskriver også ensomheden som noget der finder sted hele tiden. Vi går alle sammen hele tiden og har noget på hjerte som ingen kommer til at høre. Men måske kan vi alligevel sige dem højt, til os selv, til nogens telefonsvarer, eller skrive dem, så ordene kan formindske ensomheden og stilheden.