Poesi til dit liv – Når savnet sætter ind

19. november 2018

Olivia har et soundtrack af poesi i hovedet. Digte, som popper op i forskellige situationer. Som en linje fra en sang. I femte afsnit handler de tre digte om at savne. Om at være rastløs og være ved at falde sammen af savn efter én, man elsker. Og om det store hul i hjertet savnet kan give, når det retter sig mod nogen, der måske aldrig kan komme tilbage.

Illustration af Anna Wittenkamp Rich

At savne er en fysisk følelse. Savnet kan mærkes. Det kan få det til at gnave eller suse i maven. Få hjertet til at banke og tårerne til at trille. Et savn kan hænge sammen med en positiv længsel, at se frem til gensynsglæden, tælle dagene eller timerne, til man skal møde den, man har savnet. Men savnet hører også uløseligt sammen med sorgen. Sorgen over, at savnet umuligt kan blive indfriet, for den, man savner, vil man aldrig se igen, enten fordi de aldrig vil komme tilbage, eller fordi relationen med dem er brudt. Det er selvfølgelig helt forskellige følelser, helt forskellige måder at savne på. Men de deler savnets grundfølelse: længslen efter noget, ofte nogen, man ikke har foran sig lige nu. Det er en stor følelse, som forgrener sig ud i kroppen og kan være svær at holde til at være i. Derfor har jeg i femte afsnit af ”Poesi til dit liv” fundet tre danske digte, der giver savnet sprog:

Jeg vil starte med et digt fra en digtsamling, der lige er udkommet for nogle måneder siden. Samlingen hedder Mimosa, og digteren er Nanna Storr-Hansen. Det digt, jeg har taget med, handler om det helt vilde savn, man kan føle, når man er forelsket. Jeget er faktisk ikke engang væk fra den elskede, det har bare sovet, og alene det kan føles, som om de har været adskilt:

jeg har savnet ham sindssygt
mens jeg har sovet
jeg har omformet alt
der har at gøre med ham
endnu umuligt for kroppen
hvilken næring skal udledes
fra klumpen
jeg er sød og ærlig
jeg er forvirret og skovene trækker
han siger: du skal ikke være bange
jeg siger: jeg kender ikke min krop
den producerer følelser
som en uansvarlig slim
jeg sidder i stolen og betror mig
eller jeg sidder i sengen og betror mig
på bænken
i skoven
det er vigtigt jeg opretholder mine grænser
så jeg ikke falder sammen som et hus
det er ikke vigtigt jeg opretholder mine grænser
så jeg kan falde sammen som et hus
jeg siger den morgen:
jeg har en vag selvfølelse
jeg er porøs

Jeg synes, de to sidste sætninger indrammer følelsen godt: ”jeg har en vag selvfølelse/ jeg er porøs”. Følelsen af fuldstændigt at have mistet sig selv i forelskelsen og blive fuld af huller, en klump af en person, der kan tilpasse sig kærlighedsforholdet. Jeget kan ikke holde sammen på sig selv, og måske vil det gerne ”falde sammen for et hus”, sådan at det kan blotte sig fuldstændigt for den elskede. Den lille dialog, jeg’et og den elskede har i digtet, viser også, hvordan det kan føles bogstaveligt talt at være ude af sig selv: “han siger: du skal ikke være bange/ jeg siger: jeg kender ikke min krop/ den producerer følelser /som en uansvarlig slim”. Kroppen er adskilt fra hovedet og det, jeget siger. Hovedet ville måske sige ansvarlige og sammenhængende ting, men den forelskede og hungrende krop gør bare, hvad den vil; producerer følelser.

Det næste digt handler om at savne det uigenkaldelige, den, der aldrig vil komme tilbage, nemlig den døde. Naja Marie Aidt har skrevet en hel bog med titlen Har døden taget noget fra dig så giv det tilbage (Carls bog) fra 2017, der handler om tabet af hendes søn. Men i det her digt fra samlingen Poesibog tilbage fra 2008 bruger hun også den sætning:

Illustration af Anna Wittenkamp Rich

Har døden taget noget fra dig
så giv det tilbage
giv dét tilbage
som du fik af den døde
da I stod i regnen i sneen
i solen og den døde var levende
og vendte sit ansigt mod dig
som ville han spørge om noget
du ikke mere husker og han
havde også glemt det og det er
en evighed
en evighed siden nu

Den flyvske situation med den døde siger det så godt – om det er i regnen, sneen eller solen, man ser den døde for sig, er ligegyldigt – det er synet af den savnedes ansigt, der betyder noget. Savnet kan ses og mærkes lige pludselig, man har helt glemt situationen og samtalen, man ser bare den mistedes ansigt for sig i et glimt. Den type glimt kender jeg godt, og de kan, selvom de er fyldt med savn, også være lykkelige. Sådan har jeg det for eksempel, når jeg lige pludselig husker på, at de vanter jeg tager op af lommen, faktisk har tilhørt min farmor, og så kan den kolde cykeltur pludselig få lidt af hende med også. Det at miste nogen til døden er jo et savn med en helt anden type smerte end det længselsfulde savn, der vil ende med et gensyn, et slags umætteligt savn. Men at give det tilbage, som man fik af den døde, er måske et godt råd: at give alt det gode, man vil huske den døde for, tilbage ud i verden. På den måde kan den savnede, der er blevet taget fra én, leve videre.

Det sidste lille digt kommer fra digteren Caspar Erics helt nye udgivelse Alt hvad du ejer (2018). Hele digtsamlingen handler i den grad om at miste og om at savne. Det er meget store ting som troen på freden, demokratiet, familien og et ufødt barn, der mistes. I det digt, jeg har valgt, er der ikke umiddelbart det store drama. Det er en lille situation: En søn, der flytter nogle møbler sammen med sin seng, men jeg synes, digtet er stærkt, fordi det udtrykker, hvordan savnet kan mærkes i hjertet, selv når man prøver at være til stede i hverdagen:

Savnet kan ses og mærkes lige pludselig, man har helt glemt situationen og samtalen, man ser bare den mistedes ansigt for sig i et glimt.

Illustration af Anna Wittenkamp Rich

I flyttede dine møbler
hjem i din fars garage
og han skilte din seng helt ad
selvom du havde bedt ham
om at lade den være
fordi den var umulig at samle
han havde glemt hvor uoverskueligt
selv de mindste opgaver kan føles
når hjertet skal reboote sig selv

Faren i digtet vil bare gerne være hjælpsom og praktisk, men som der står, har han glemt, hvor uoverskueligt selv små opgaver kan være, når hjertet er i sorg og skal hele sig selv. Man kan sige, at i det her digt sætter et stort savn til en tabt kærlighed ind lige midt i at skulle få en besværlig seng ind i en garage. Sådan er det med savnet: Følelsen kan komme over én lige pludselig, også selvom det måske er et savn til en person, man ikke har skænket en tanke i lang tid, så kan savnet komme lige pludselig, fordi man ser én i bussen, der ligner, fordi der kommer en duft, der minder om det mad, personen engang lavede, eller fordi regnen falder som dengang, man gik tur med den person i hånden.

Savn kommer på mange tidspunkter og på mange forskellige måder, og jeg håber, digtene har kunnet være med til at sætte nogle ord på, hvordan savnet føles inde i dig. Jeg synes i hvert fald, det nogle gange kan lukke nogle af hullerne i maven at se og læse, at man ikke er alene med savnet.

Hvad tænker du?

  1. Marie siger:

    De er så fede de her indlæg Olivia!!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Psst!
Læs mere her