Rasmus er børnenes virtuelle terapikat

Alt er firkantet i det rektangulære rum, den bestøvlede kat står i. Gulvet er udformet af små kvadratiske quartzblokke, og loftet er belagt med terningeformede glasruder, der som et drivhus prydes af solskin i det lyse rum. En fjern rislen i noget vand høres. Den bestøvlede kat løber hektisk rundt. Her er ingen temperaturer, ingen lugte. En forsimplet virkelighed. Det er ikke den kaotiske virkelige verden, katten befinder sig i, men en firkantet virtuel en.

Den bestøvlede kat er blot en virtuel avatar i et computerspil. Og personen bag, hedder Rasmus Poulsen. En 36 årig mand, der på ottende år styrer en minecraft-server for udsatte børn og unge. 

En Minecraft-server er en virtuel verden, der er åben for andre brugere, som kan spille sammen og interagere med hinanden. Her kan folk i alle aldre udfolde deres kreativitet og styrke deres sociale egenskaber. Spillet er nemlig ikke så firkantet som man tror: “Det svarer til at hælde 80 milliarder legoklodser ud på gulvet. Du har uanede mængder legoklodser til rådighed”, fortæller Rasmus gennem det populære medie Discord, som er Minecraft-serverens primære kommunikationskanal.

Nogle gange er han svær at høre, fordi hans otte undulater i baggrunden pipper i munden på hinanden. De flyver nemlig frit rundt i hans lejlighed: “Når de er frie, føler jeg mig også fri. Hvis de var lukket inde, ville jeg også føle mig lukket inde. Og det ville være synd for os alle”.  Og frihed betyder meget for serveren. Mange af børnene har nemlig ifølge Rasmus diagnoser som autisme og ADHD, har adfærdsvanskeligheder eller føler sig ensomme. Her fungerer serveren som en hjælp: “Når de er i den verden er det min vurdering, at de har et sted, hvor de føler sig trygge. Og så åbner de op. Så er det, man finder ud af, hvad der ligger bag de stærke følelser, de har”. 

Minecraft, der blev tilgængeligt i 2009, er nemlig et ‘sandkassespil’, et computerspil, hvor spilleren ikke er bundet af at løse bestemte opgaver, og derfor har friheden til selv at udforske, deltage og forme verdenen, vedkommende befinder sig i.  Derfor indgår minecraft i dag også som en del af undervisningen på folkeskoler landet over.

“Jeg tror ikke, der er mange andre spil, der giver den helt store mulighed for at bygge hvad man vil uanset. Jeg har rigtig mange spil på min computer, næsten 400. Jeg tror ikke, der er nogen spil, jeg nyder at spille lige så meget som minecraft”, fortæller Rasmus mellem tænksomme pauser. I 2014 så den dengang 28-årige Rasmus Poulsen en mulighed i det enkle spil, og derfor startede han sammen med to venner Danmarks Hyggeligste Server. 

Serveren er i den grad hyggelig – og rodet. For ligesom Rasmus Poulsens fugle kan flyve frit omkring i hans lejlighed, er man også fri til at bygge og gøre det man vil på serveren. En stor statue af Rasmus’ avatar som den bestøvlede kat tårner sig op ude foran velkomstbygningen. Længere ude i horisonten er bygget højhuse, indkøbscentre og en McDonald’s. I den mere landlige ende af den virtuelle by er et ridecenter med heste, en efterskole, et dyreinternat og en Netto. I luften svæver store skilte med ordene Don’t worry its fiiiine og aldrig giv op. 

“Når jeg er bestemte steder på serveren, føler jeg, at jeg er i ro og balance. Når man er i ro og balance, kan man bedre bearbejde de her følelser, som man måske gennemgår som barn eller ung”, fortæller Rasmus Poulsen. På de quartzbelagte vægge i velkomstbygningen plejer der at hænge malerier, som forestiller forskellige ting. På grund af tekniske problemer er det ikke muligt at vise dem frem, men Rasmus fortæller, at et af dem hedder Terapikatten og skal forestille et billede af nogle små monstre, der symboliserer stress, depression og lavt selvværd: “De er ved at æde en person. Så ser man en kat, der kommer gående, og så bekæmper den monstrene. Så er der nogen, der har tegnet mig ind som den her terapikat, hvilket også passer med min avatar”.

Man kan gennem Discord-forbindelsen høre, at han smiler, mens han fortæller det. Rasmus teleporterer mig med nogle kommandoer i spillet over til et afsides sted på serveren, hvor der står en ‘følelsesvæg’ i sten, som man anonymt kan skrive sine følelser på. Her skriver børnene om alt fra angst og familieproblemer til kærestesorger.

Rasmus Poulsen er født på Sri Lanka, men blev efterladt på et børnehjem. Da han var 3 måneder gammel blev han adopteret og kom til Danmark. Men det var tydeligt, at han ikke var som de andre, og det førte til, at han som treårig fik diagnosen infantil autisme. Autisme er en udviklingsforstyrrelse i hjernen, der påvirker den måde man opfatter, sanser og navigerer i verden på. 

For nogen med autisme kan det blive et handicap, der kan gøre det svært at navigere i sociale relationer og i dagligdagen. “Jeg har en autistisk diagnose. Jeg ved ikke, hvordan det er ikke at være autist, for det har jeg været hele livet. Jeg kan bare sige, at herinde (på serveren, red.) er jeg ikke ham autisten, her er jeg en del af deres flok. Jeg er virkelig, virkelig glad for, at jeg ikke bliver stemplet eller set ned på herinde”.

Autismen har ikke stoppet Rasmus i at tage kørekort og uddanne sig som buschauffør, hvilket han har arbejdet som i mange år. Her har han ofte kørt skolebusruter, og det var her ideen til minecraft-spillet kom, da han talte med nogle børn i bussen. Han syntes, at der manglede et sted for børn, der stak ud fra mængden. “Vi har mange diagnosebørn og voksne. Blandt andet en voksen, der er udviklingshæmmet, og også en dreng fra Island, der har noget downs. Jeg er en af de få, der kan forstå ham, når han snakker.” 

At hjælpe børn og unge har altid været en vigtig del af Rasmus’ liv. Inden han startede Danmarks Hyggeligste server, var han frivillig på Børnetelefonen. Men han mente, at der manglede andre tilbud for udsatte børn: “Jeg har arbejdet med børn i rigtig mange år og været skolebuschauffør i mange år, og tænkte, at der måtte være et potentiale for at kunne udtrykke sig på andre måder end bare med ord”. 

Ifølge Rasmus, er der mange ting, der kunne trænge til et virtuelt pift: “Når du kommer op til en psykolog, så beder de dig jo ofte om at illustrere dine følelser enten ved hjælp af tegninger eller med ord. Men der er ikke nogen, der har prøvet det virtuelle”. Serveren har også hjulpet ham selv med at få det bedre. Som ung stammede han meget, og det fortæller han også er forsvundet af at spille på serveren. Nu er hans stammen erstattet af tænksomme pauser. Han fortsætter: ”Serveren har hjulpet mig med at tale bedre og blive til en bedre person. Og det er det, den kan for alle”.

Man kan diskutere, om Rasmus som buschauffør kan tillade sig, at lave et arbejde, der normalt dækkes af en psykolog, en pædagog eller en lærer. Men Rasmus mener, at problemet med unge og børn med selvmordstanker, depression og angst er så omfattende, at behovet ikke kun kan dækkes af professionelle: “Det er deres ansvar. Men vi tilbyder en vej, som professionelle ikke har tilbudt endnu”. 

Pludselig hopper en ung mand, der hedder Daniel Thomasen ind på serveren. Daniel er 22 år gammel og har spillet i Rasmus’ virtuelle verden siden dens start i 2014. I dag læser han politik og økonomi på Aalborg Universitet. Daniel fortæller, at han stadig spiller på serveren, fordi han nyder Rasmus’ selskab og det miljø, Rasmus har skabt her. 

“Når jeg logger på, føler jeg, at jeg kan snakke med Rasmus om tingene, hvis jeg har brug for det. Det er et frirum at være i, hvor jeg kan glemme alle verdens problemer og opgaver og have et pusterum. Rasmus har bare en meget venlig og inkluderende personlighed”. Daniel og Rasmus viser et stort område frem, som Daniel har bygget. De er begge sikre på, at serveren vil leve videre i lang tid endnu. Og derfor består Rasmus’ fremtidsplaner også mest af at passe serveren, og mindre af at overveje at stifte familie: “Kærlighed er jo en tidsrøver.  Jeg ville ikke føle, at jeg havde tid til at have en kæreste. Jeg har ikke et behov for en familie.

Jeg har adopteret serverens børn. De er min familie”, griner han, mens hans pippende undulater overdøver hans stemme. 

Nede bag blandingen af højhuse, søde skilte og statuer af store katte, findes en afkrog af Danmarks Hyggeligste Server, som er reserveret til bjergbyen Ravenrock. Ravenrock huser en skole, et boligkvarter, en kirke og en kirkegård. Kirkegården består af over 100 gravsten. Rasmus fortæller, at børnene i starten byggede den for sjov, så man kunne begrave tidligere diktatorer og lærere, man ikke brød sig om. “Og så var der en på et tidspunkt, der havde mistet sin mor, og derfor tænkte vi, at det måske var en ide for ham at få begravet hans mor på kirkegården, så hun stadig var hos ham i spillet. Det er jo det samme man gør i  den virkelige verden”. 

I dag har kirkegården udviklet sig til et sted, der mindes mange tab. Alt fra skilsmisser til tab af kæledyr og forældre. Rasmus har selv begravet sin far, der døde for et par år siden, på den virtuelle kirkegård. “Vi havde en meget stærk formodning om, at kirkegården ville blive flittigt brugt, og det blev den også. De bruger den til at bearbejde tab over dem, de har mistet. Til dem der har forsøgt eller overvejet at tage deres eget liv, har vi brugt den, til at vise dem, at dem der står tilbage, er dem, der har den værste sorg”.

Daniel og Rasmus svæver med deres to spilprofiler væk fra Ravenrock, der snart er ude af syne i det åbne landskabs horisont. Under dem ses adskillellige byggeprojekter, mindesten for døde kæledyr, og råb om hjælp. Daniel og Rasmus er enige om, at det, der beskriver serveren bedst, er som et værested for folk med ondt i sjælen. Et sted, hvor de kan sørge, slås og skrive søde beskeder. 

Terapikatten Rasmus fortsætter: “Jeg elsker at være gårdvagt på serveren. Jeg elsker mit job”.