Rejsedagbog fra Paris: At rejse for at sige farvel

“Jeg har oplevet på mine rejser, at et land eller en kreds af venner har begyndt at antage samme tyngdefri udseende, det er, når man snart skal skilles fra dem” – Karen Blixen.

Jeg svæver over byen, eller jeg sidder faktisk på trappen foran Sacré Coeur-kirken – med en klump i halsen. Bliktagene smelter sammen og lyses op af solens sidste stråler i en knækket orange farve, så langt øjet rækker. Pansrede betjente garderer pladsen foran basilikaen. På min telefon har jeg gemt en PDF-fil, “ATTESTATION DE DÉPLACEMENT DÉROGATOIRE”, den giver mig tilladelse til at være uden for døren til min lejlighed mellem 16:50 og 17:50, max 1 km. fra mit hjem. Confinement, lockdown af hele Frankrig fra og med fredag d. 30. okt., der tillader 1 times aktivitet uden for hjemmet om dagen. Min SAS-billet går mod Danmark søndag samme uge. Ingen grund til frivilligt at opholde sig i et 10 kvadratmeters hjemmefængsel i 4 uger. I dag står byen klart og med tyngde. Den sødlige efterårsduft, der stryger mig over kinden og hvirvler de nedfaldne blade op fra asfalten, blander sig med klakkende hæle på fortovet, bilernes susen og byduernes kaglen. I morgen bliver mit Paris et tyngdefrit minde. En “souvenir”, som det så fint hedder på fransk, men en fysisk souvenir i form af en beret eller en Mona Lisa-magnet kan umuligt hamle op med mit virkelige, pulserende Paris.

Min udlejer Angeline kalder på mig ud ad vinduet. Jeg er i færd med at stoppe min sidste kuffert til bristepunktet og retter mig op for at åbne vinduerne til min franske altan. Hun inviterer mig til afskedsmiddag hos hende og hendes mand Fréderic kl. 19. Indtil da kan jeg bruge en halv time på at læse i Bachs blomsterterapibog, som hun rækker mig gennem vinduet. Angeline udøver healing og benytter bl.a. Dr. Bachs helbredelsesmetoder. Gennem sit intuitive arbejde med vilde planter fandt Dr. Bach frem til 38 blomster, som med deres lægende egenskaber dækker hele menneskets spektrum af ubalancer. Indtagelse af udtræk fra disse blomster fungerer som en slags selvhelbredelse. Angeline mente, at jeg skulle lindres for min sørgmodighed ved at rejse hjem. 

Men da jeg kl. 19 træder ind i Fred og Angelines varme stue oplyst af utallige levende lys opvarmes mit hjerte, og sørgmodigheden fordufter for en stund. I de gamle trægulve sidder en behagelig duft af røgelse med cedertræ, væggene er malet i jordfarvede nuancer af gul og rød, hylderne bugner af gamle, støvede bøger, og uden for vinduet troner igen Sacré Coeur-basilikaen i sit aftenspot. Fred har klædt sig fint på med orange vest og charmeklud, og vi drikker cassis af krystalglas i veloursofaen og spiser vagtelæg med safran. Angeline fortæller om alle de store fester, som ægteparret plejede at holde, da der ikke var coronavirus. 50 mennesker samlet i stuen med grill i midten og helstegt pattegris. De dansede rundt om grisen til den lyse morgen, og politiet kunne aldrig finde dem, fordi den store lejlighed ligger gemt på 7. etage. Tænk, hvor galt det kunne have gået, hvis brændemærket i gulvet havde udviklet sig til det, der var værre. Efter den lille aperitif rykker vi over til spisebordet, hvor Angeline har dækket fint op med fire forskellige knive og gafler og tallerkener til tre retter. Østersgaffel og en lille slank gaffel til søsnegle, “bulots”, bestik til ovnbagt fladfisk og en lille ske til en hjemmelavet chokolademousse. Jeg bliver behageligt fuld i vin, og aftenen udfolder sig i en varm sammensmeltning af espresso, musik og snak om politik til kl. 3 om natten.

Det bliver mit sidste parisiske minde for nu, og jeg rejser fra Montmartre dagen efter med en følelse af, at jeg på trods af min afbrudte rejse har fået uanet meget ud af de 2 måneder. Ubehaget over min hjemvenden til Danmark ligger måske mere i måden, hvorpå det hele blev taget fra mig. Når man rejser, vender man altid hjem, hvad hjem så end er: til sin familie, sin etablerede identitet eller sine planter, der trænger til vand. Ellers har man ikke rejst.  Så selvfølgelig skulle jeg hjem igen, det var jeg afklaret med. Men når man ikke når at vænne sig til tanken om at skulle hjem og får sagt mentalt farvel, dannes der en hård knude af noget uforløst inde i maven. Det føles som en sej klump tyggegummi, der ligegyldigt hvor meget jeg fodrer den med de gode oplevelser, jeg trods alt nåede at få, ikke vil give sig og blive mør og smidig. En bestandig, klæg utilfredshed over ikke at have fuldført min rejse.

De mennesker, jeg så intenst havde fået en relation til, de spirende vaner og rutiner, jeg havde opbygget og de efterhånden hjemlige sten – fliser, brosten og pudsede mursten – forblev solide i Paris. Mentalt nåede jeg ikke at se dem begynde at rokke sig, lette og svæve for mit indre blik, til de atter ville samle sig til en varm enhed og hæfte sig fast et sted i mit indre. Paris og min nye kreds af venner nåede ikke at antage et tyngdefrit udseende, før jeg måtte skilles fra dem. Det er i sandhed derfor, at mit kapitel i Paris stadig er åbent, og jeg kan mærke, at min rejse først rigtig bliver forløst, når jeg en dag rejser tilbage for at fortsætte, hvor jeg slap. Da vil jeg rejse for at sige farvel.