Rejsedagbog fra Paris: Rejsens kløft

Illustration af Helena Hollænder

Solen skinner. Det har den gjort hver dag, siden jeg flyttede herned. Til Paris. Men regnen kommer snart, og det er ikke kun prognoserne, der siger det. Regnen kommer, når jeg når kløften mellem ferie og rejse.

Når solen skinner, bliver man blændet. Byens storhed, pomp og pragt. Friske figner på gadehjørnerne, støvede parker, hvor midaldrende mænd drikker rødvin og spiller petanque, overdådige embedsbygninger og katedraler. Suset i maven over tilfældigvis at dreje om et snørklet gadehjørne og blive væltet bagover af endnu en grundvoldsrystende bygning. Blot denne tilfældige bygning er langt mere arkitektonisk overvældende end noget af det ypperste, vi kan præstere hjemme hos den danske monark. Så kommer jeg selv og Hr. og Fru Danmark på storbyferie til at tænke, hvad pokker er det nu, den har jeg da ikke læst om i “Turen går til”, “Lonely Planet”, you name it.

“Nej Henning, det var lige godt fantastisk. Vi er rigtig nok kommet til byernes by. Gud, hvor er det romantisk”. 

Derefter rejser man hjem. Solen skinner stadig, når man når Charles de Gaulles-lufthavnen, og man har et lille nøglevedhæng med Eiffeltårnet dinglende fra sin Haglöf.
Man har rigtig nok set alt, hvad Paris har at byde på: Montmartre, Tuileries, Latinerkvarteret, Madeleine og Marais. Men hvad med Barbès, Clignancourt eller Saint-Denis?

Når himlen trækker sig sammen, og boulevarderne vaskes rene, kommer jeg til at tænke på samfundets udsatte, der ikke har et 1000 euro/måned dyrt studio at søge ly i. Dem ignorerer jeg hver dag. På gaden, i metroen, foran bageren eller bosat i telt lidt oppe ad gaden, jeg bor på. Øjenkontakt er en invitation, og jeg har ikke råd til at give alle tiggerne penge. Jeg synes, at det føles lidt som at ignorere problemerne, når jeg med stålfast blik afværger folk, der beder om min hjælp. 

Det er her, hvor overfladen kan krakelere. Da jeg første gang var vidne til, hvordan ikke bare jeg, men en helt proppet metrolinje 12 i fællesskab frøs en hjemløs ude, der gik op og ned ad midtergangen og snøvlende råbte om penge, var jeg forbavset. Nu er det hverdag. En overlevelsesstrategi, fordi det simpelthen bare er det nemmeste. Jeg kommer til at tænke på, om jeg kun tænker over dette, fordi jeg er en privilegeret dansker?

I 1910 rejste en ung Karen Blixen ligesom jeg til Paris i 4 måneder. Hun var håbløst forelsket i baron Hans von Blixen-Finecke og håbede på at glemme ham og finde en ny kærlighed i Paris. Hun rejste måske for at begynde på en frisk, rive sine rødder op ved roden. Hvorfor rejser jeg? 

Dannelse vil mange måske fremhæve som et formål med rejsen. Man rejser for at danne sig, for at lære om andre kulturer og for at få et mere nuanceret syn på tilværelsen. Jeg vil mene, at jeg i lige så høj grad rejser for at lære mere om mig selv. Hvordan håndterer jeg at være alene? Uden venner og familie at støtte mig op ad? Hvordan håndterer jeg at give slip på kontrollen og på planerne? Hvordan håndterer jeg at give slip på forventningerne til det at rejse i en krisetid, hvor Covid-19 eliminerer et af de måske vigtigste begreber, der for mig karakteriserer det at rejse: frihed? Friheden til at gøre præcis, hvad der passer mig, og tage præcis, hvorhen jeg vil. Visheden om, at jeg når som helst på min tur vil kunne blive tvunget til at forlade min 10m2 lejlighed på Montmartre, hindret i at deltage i sociale arrangementer eller ligefrem at beholde mit serveuse-job på Café des Anges.

Trods alt krydsede jeg den danske grænse, og rejste fysisk væk, selvom myndighederne fraråder alle ikke-nødvendige rejser til Frankrig. Dette er mere, end hvad mange har mulighed for lige nu, hvad angår udenrigsinteraktion. Men måske er det at rejse ikke kun den fysiske bevægelse. Jeg tror, at den fysiske og den mentale rejse hænger sammen. For hvis man kun rejser fysisk, ser de vigtigste highlights og vender hjem igen, hvad har man så lært? For mig handler det at rejse om at frigøre sig, give slip, prøve noget nyt. Sætte sig alene på en tilfældig café og falde i snak med dem, man sidder ved siden af. Falde i så god snak, at man bliver inviteret til thanksgiving hos en gruppe amerikanere samme søndag. Røre ved verden og føle sig rørt. Nå kløften mellem ferie og rejse. Overgangen, hvor den fysiske rejse akkompagneres af den mentale. Når man når det punkt, hvor indtrykkenes frø ikke kun suser igennem nervesystemet, men faktisk sætter sig fast og spirer frem med nye tanker og refleksioner.

Man kan blive overrasket. Det er måske ikke blot, når man soler sig i Triumfbuens glans, lader sig smigre af bistroernes charme eller drømmer sig væk under dynen af Louvres nationalsamling, at man for alvor føler sig inspireret. Det kan også være, når taxachaufføren med ghanesisk afstamning fortæller én, at han aldrig har været i Danmark, fordi det er “trop blanc” – for hvidt, eller når man begynder at blive kendt med den lokale kioskmand, der oftest er en dreng på 14 år. Skal han ikke gå i skole? Og har min taxachauffør ret? Er Danmark for hvidt? Føler han sig utryg og utilpas i for hvide menneskemængder, ligesom jeg kan føle mig utilpas hernede, hvis jeg bevæger mig for langt ud i forstæderne “les banlieues”?

Så småt begynder jeg at grave mig under overfladen og sortere mentalt i Paris’ farverige smage, lyde, udsyn og lugte. Jeg undres og forundres.
“Der er mange veje til sandheden – en af dem er Bourgogne”, som Karen Blixen siger. Jeg tror, man kan komme langt med et glas rødvin på en fortovscafé.