Rejsedagbog fra Tanzania: Turen op ad Kilimanjaro (Del I)
I denne tekst af to dele følger vi Emmas tur op ad Afrikas højeste bjerg, Kilimanjaro. Hvilke opture og nedture møder hun? Og hvad gør man, når man bliver presset ud til et punkt, hvor man begynder at tvivle på sin egen mentale styrke?
Dag 1: Regnskov og nerver
I dag er jeg vågnet frisk, målrettet og klar. Det er i dag, min rute op af det famøse bjerg begynder. Vi er fem piger, der har besluttet os for at gøre det sammen. Vi gør os klar: shorts, landsholds-trøje, vandrestøvler og håret sat op i en stram fletning.
Bussen kommer kørende imod os, og ud af den træder fjorten mænd. Det er vores hold de næste seks dage. Joseph giver os hånden; Ham har vi mødt før – han er vores guide. Derefter møder vi to andre mænd, som er vores “assistant guides”. Bag dem står ni andre mænd, som vi får at vide er vores porters: Altså dem, der har til opgave at bære alle vores ting samt mad op ad bjerget. Vi får også at vide, at vi ikke rigtig kommer til at se dem – men nu ved vi, at de er her. Jeg har egentlig ikke følt mig nervøs endnu, mest bare spændt. Jeg ved jo egentlig ikke, hvad jeg er gået ind til. Men nu går det seriøst op for mig, hvor alvorligt det faktisk er, at vi har brug for fjorten mænds “bemanding” til fem piger.
Busturen er lang, næsten to timer. Ingen af os snakker så meget med hinanden. Jeg tror mest af alt, folk bare sidder, og det går op for dem, at vi faktisk skal til at bestige Kilimanjaro. Og det er ikke bare noget, vi har snakket om, at vi nok skal klare – men nu kommer vores fysik faktisk på prøve. For et par dage siden læste jeg, at succes-raten for den rute, vi tog, lå på 46%, fordi der var så mange, der døjede med højdesyge, at de blev nødt til at vende om og give op. Jeg kigger lidt rundt på os piger. Det betyder jo rent statistisk, at det måske kun er tre af os, der faktisk når toppen…
For et par dage siden læste jeg, at succes-raten for den rute, vi tog, lå på 46%, fordi der var så mange der døjede med højdesyge, at de blev nødt til at vende om og give op. Jeg kigger lidt rundt på os piger. Det betyder jo rent statistisk, at det måske kun er tre af os, der faktisk når toppen…
Vi er nået frem til første camp. Nu er vi knap to kilometer oppe, og det er her, ruten starter. Vi går ind i en frodig regnskov, der er rigtig varmt og fugtig, men omgivelserne er enormt smukke. Der er fyldt med de grønneste træer, små, gemte vandfald og blomster i hele regnbuens farver, som vi stopper op for at se. Det er motiverende, at omgivelserne på ruten er så smukke, og det bliver næsten, som om at man fortsætter med at gå for at se, hvad der venter sig længere inde i skoven. Stigningen i dag er ikke så stejl, og det er meget overkommeligt – og før vi ved af det, er vi fremme ved aftenens camp. Vi har stadig en masse mod og er klar til i morgen.
Dag 2: Hedelandskab og målet i sigte
Morgenmaden består af en portion havregrød til hver, et stykke toast, røræg og en pølse. Derudover får vi at vide, at det er bedst, hvis vi også drikker te med en masse sukker, da det giver os energi fra morgenstunden af. Det passer mig egentlig fint, for det er en smule koldere i dag, og shortsene samt t-shirten er i dag blevet skiftet ud med løbebukser og en langærmet trøje. Ruten på dag to er 11 kilometer. Frem for en sti, som det meste var i går, er vejene mere usikre og fyldt med store sten, som vi skal gå over.
Klimaet på ruten ændrer sig hen ad vejen: Det bliver så småt mere og mere tørt og nærmer sig hedelandskaber. Fugten fra luften forsvinder, hvilket er dejligt, men det bliver også koldere, jo tættere vi kommer på næste camp. Pludselig, som jeg kigger længere frem, begynder jeg at kunne fornemme en bjergtop med is. Det er Kilimanjaro! Jeg begynder at kunne se målet for denne tur, og selvom det er så fjernt, virker det så tæt på. Min motivation er helt i top; Jeg er slet ikke i tvivl om, at jeg nok skal kunne klare det her.
Jeg begynder at kunne se målet for denne tur, og selvom det er så fjernt, virker det så tæt på.
Vores assistant guide Simba stopper tit op og fortæller historier om de forskellige steder, vi er. Eller han fortæller os, hvad de forskellige planter hedder. Jeg må være ærlig og sige, at det egentlig normalt ikke er noget, der interesserer mig så meget. Og når jeg er så godt i gang med at gå, kan jeg godt blive lidt træt af at skulle holde pauser, når jeg ikke har brug for det.
Men én historie, jeg studser over, og som faktisk nok også er den eneste, som jeg kan huske, er, da Simba peger hen mod en bakke lidt længere ude i landskabet. Den er til at tyde, da den er markant højere end de andre bakker. Han fortæller os, at det var “ofrings-bakken”. Jeg spørger ham, hvad det betyder, og han fortæller, at der for mange år siden var en del af landmændene heromkring, der stressede over tørken og bekymrede sig over, at det var så sjældent, at der faldt regn. De brugte derfor bjerget til at ofre deres børn til vejrguderne i håb om bedre vejr. Jeg tænker, at det lyder fuldstændig vanvittigt. Så jeg kigger på Simba, og før min hjerne er med på idéen om, at det er det, jeg skal til at sige, udbryder min mund: “Nå, men virkede det?” Kort og kontant svarer Simba: “Nej,” og vi går videre.
Dag 3: Akklimatiserings-dagen på Zebra Rocks
I dag er en akklimatiserings-dag, hvilket betyder, at vi er oppe omkring 3.700 meter. Vi er blevet anbefalet at tage én dags pause i denne højde for langsomt at vende kroppen til højden og ilten, der er blevet tyndere. Det gør nemlig, at vores kroppe forhåbentlig reagerer mildere på iltmanglen, som vi kommer højere op på bjerget. Efter vi har spist morgenmad, beslutter vi os for at kigge os lidt omkring i campen, da ingen af os føler os skidt tilpas.
Det første, jeg studser over, er en ambulance, der holder midt inde i campens centrum. Det er ikke en ambulance, som jeg kender den. Det bare en helt hvid varevogn, men jeg ser, at det er en ambulance, da der sidder blå og røde lygter fast på toppen. Som jeg går tættere på, går det op for mig, at det er ikke bare en tom ambulance: Der ligger faktisk en mand i den. Et sus går igennem min mave, og jeg får det faktisk småskidt i kroppen. Jeg vidste godt, at folk blev for dårlige til at fortsætte ruten, men jeg vidste godt nok ikke, at det allerede ville blive synligt her. Vi undrer os over, om han er blevet hentet fra længere oppe på bjerget, eller om det er her på campen, han er blevet skidt. Det er tydeligt, at det er et syn, der har gjort indtryk på os alle sammen.
Målet for i dag er, at vi skal nå Zebra Rock, som er nogle zebrafarvede klipper. Turen derop er enormt stejl, men til at overkomme, da jeg ved, at det bare er det, vi skal i dag. Det er koldt, og jeg er nu oppe på mit tredje lag af tøj.
Det er en god dag, og da vi rammer Zebra Rock, får jeg en helt ny energi. Klipperne er enormt smukke og har hvide og brune striber over det hele. Vi kravler op og sætter os på dem. Det er fedt det her! Selvom det er koldt, skinner solen, og fordi himlen er helt klar, kan vi igen se Uhuru Peak i det fjerne. Det er toppen af Kilimanjaro. Som vi sidder på klipperne, kan vi også se ruten for i morgen. Ruten fortætter ind i det vildeste ørkenlandskab – men midt i det støvede sand, kan man fornemme stien, og det begynder at se hårdere ud.
Dag 4: Ørken og højdesyge
Da jeg vågner i dag, er der ikke meget ved mit mindset, der har ændret sig siden i går. Jeg ved, at i ruten i dag er væsentligt længere end den i går, og at det bliver stejlt.
Som jeg havde forestillet mig, er de første to timer af ruten er enormt stejle, og jeg kan mærke, at jeg langsomt begynder at sakke lidt bagud, da det går lige i knæene. Vi holder en pause, hvor jeg drikker en masse tiltrængt vand, og jeg ser, at det fra nu af bliver fladt igen. At gå i en ørken er lidt, som man forestiller sig det fra film: i mit tilfælde noget mindre dramatisk, da jeg har en sti og et mål for, hvor jeg skal hen. Og jeg kan se det langt ude i min øjenkrog. Men når man kigger sig til begge sider, fortsætter ørkenen bare ud i uendeligheder.
Men når man kigger sig til begge sider, fortsætter ørkenen bare ud i uendeligheder.
Vi når den sidste halve times vandring, og jeg er ekstremt udmattet. Det er enormt stejlt og går faktisk bare lige op. Min energi er brændt fuldstændigt af, og jeg vil bare gerne over til campen, så jeg kan sove. På siderne af vejen ligger der bårer. Jeg undrer mig over, hvor vidt det er nogle, der bare ligger der fast, eller om det er nogle, der er blevet brugt og efterladt der. Tanker strejfer mig hurtigt, men forsvinder lige så hurtigt igen, da det eneste, jeg kan fokusere på nu, er at nå til toppen af denne bakke, så vi er i campen.
Da vi når campen, er det, som om der en meget trykket og underlig stemning. Jeg ved ikke, om det er, fordi folk har fået det dårligt eller bare er trætte. Ingen giver rigtigt udtryk for noget. Vores opmærksomhed bliver hurtigt fanget af en kvinde, der er lidt ældre end os, som af to afrikanske mænd bliver båret ned med iltmaske på fra den næste rutes start. Jeg får det enormt ubehageligt, og jeg mærker, tårerne inde bag mine øjenlåg så småt begynder at presse på. Det er seriøst farligt det her, og folk oplever så meget iltmangel, at de må få hjælp til både at trække vejret og komme ned igen. Det er enormt voldsomt at opleve, og jeg bliver virkelig følsom og trist.
Vi lægger os ind i vores tildelte køjesenge, og så småt kommer indrømmelserne fra de andre piger om, at de er begyndt at føle sig sløje og ramt af højdesyge. Kort efter kaster den første op. Og så den næste. En af de andre piger og jeg beslutter os for at gå udenfor og give dem noget ro til at sove og komme sig. Vi har det egentlig begge to okay, men jeg mærker en hovedpine snige sig stille og roligt ind på mig. Men hvis det er bare er en lille hovedpine, så går det hele nok.
Efter vi har spadseret lidt rundt i campen, lægger vi os også ind. Klokken er 17, og vi spiser aftensmad alle sammen. Vi får at vide, at vi skal sove, for vi bliver vækket kl. 23, og der er det “summit day”: Vi skal nå toppen. Det betyder, at hvis vi går herfra kl. 23, vil vi være på toppen ved solopgang, og det er det bedste tidspunkt, eftersom der ikke er så mange mennesker. Lyset bliver slukket, og der bliver sagt godnat.
Hvad tænker du?