Reportage: Det vilde Midtvesten
Sille har op til det amerikanske valg rejst gennem Midtvestens småbyer og travle gadehjørner. Politiske kampe og skæbner krydser hinanden i et USA, der – ligesom en jazzmelodi – famler mod sin egen rytme.
Det er en rejse gennem de små byer, hvor hver gade og have er et vidnesbyrd om en politisk kamp, der er i gang. Et opgør mellem håb og fortvivlelse. Og her i hjertet af Midtvesten er der for mange mere på spil end blot stemmer.
En aften i jazzens tegn
Det er en kølig aften i Chicago, og jazzmusikken klinger let fra en lokal bar. En lille forsamling sidder tæt i lokalet, og stemningen er elektrisk.
En ældre mand med runde former og akavet krydsede ben forsøger at flirte med bartenderen. Hans ord falder som meningsløse brikker i et puslespil, der aldrig bliver samlet. Bartenderens smil er medfølende, men hun vender sig snart væk og søger tilflugt i sit arbejde.
Hun rører nervøst ved sin lange hestehale, som om hun ønsker at slippe væk fra denne rutine, og fra denne mand, der bunder sit whiskeyglas og indtager scenen. Lyset dæmpes, og musikerne træder frem.
Det er, som om tonerne fra klaveret skaber en dyne af varme i lokalet, og et kollektivt åndedrag fylder rummet. Mændene på scenen spiller på hver deres instrument, og sammen bygger de en klangbro, der binder forsamlingen sammen i et øjeblik.
Manden fra barens akavede bevægelser forvandles til en velkendt rutine, da han griber sin saxofon og finder sin plads i musikken. Det er en påmindelse om, at kunsten kan være et fristed. En midlertidig flugt fra virkeligheden.
To verdener mødes på et gadehjørne
Udenfor oasen af musik venter en anden virkelighed. En kvinde sidder på et af Chicagos travle gadehjørner. Hun har lagt sig på et papunderlag i et skrøbeligt forsøg på at holde kulden på afstand.
De majestætiske skyskrabere langs Michigan Avenue tårner sig over hende som kolossale vagter, der kun synes at gøre hendes tilstedeværelse mere skrøbelig og mere usynlig. Trumps spejllignende bygning står i baggrunden, et symbol på magt og rigdom, der står i skarp kontrast til hendes liv på gaden.
Hendes øjne følger dem, og hun rasler forsigtigt med et papkrus, hvis klirken er lyden af en stille bøn.
Mens folk haster forbi med målrettede skridt, er hun blot en skygge i deres travlhed. Hendes øjne følger dem, og hun rasler forsigtigt med et papkrus, hvis klirken er lyden af en stille bøn. Hendes blik er skiftende mellem hendes favn og op mod de forbipasserende, der stirrer ligeud.
Det er først, da jeg nærmer mig, at jeg opdager, hvad der ligger i hendes favn: et lille nyfødt barn, svøbt i et tyndt, hvidt klæde. En knude dannes i min mave ved synet af denne skrøbelige tilknytning. En påmindelse om, hvad det vil sige at eksistere i skyggerne af storbyen.
Busturen og drømmen om USA
Jeg er taget videre med bus til Wisconsin. Neonskiltet, hvorpå der står “Coach America”, er det eneste, der kaster lys over den øde busholdeplads.
Lysskiltet hælder let til den ene side, som om det er ved at give op. Pærerne summer med en svag gnistrende lyd, der kommer og går i en urolig rytme, mens lyset kæmper for at holde sig i live.
I det svage skær kan man ane en bænk, mørklagt og forsømt, hvor en af træplankerne mangler. Bænken er opdelt med to armlæn, nok ikke for at sikre komfort, men for at holde hjemløse fra at bruge bænken til nattely.
Disse mennesker, der trodser alle odds, er dem, som valgkampen i USA kredser om.
Jeg sætter min podcast i ørerne for at overdøve de rungende stemmer i bussen. Stemmen i mine hovedtelefoner maler et billede.
“På et tungt rullende fragttog op gennem Mexico sidder Ana med sine to børn og drømmen om at nå til USA. Hun har forladt alt og bærer håbet om et bedre liv på sine skuldre, selvom rejsen er både lang og farlig,” lyder det.
I mine ører er Politikens journalist Bo Søndergaard og fotograf Mads Nissen på vej med på “Bæstet”, som er toget, migranter fra hele Latinamerika tager for at nå drømmenes land. Disse mennesker, der trodser alle odds, er dem, som valgkampen i USA kredser om. Dem, der nægtes adgang og dem, for hvem glansbilledet af livet i USA endnu ikke er falmet.
Efter halvanden times kørsel holder bussen endelig stille på Milwaukee Downtown, og jeg bliver mødt af min veninde, der springer ind i min favn med et hvin af glæde.
Den skæve søndagsidyl
Politikken er malet på husmurene, hamret ned i græsplænerne, og blander sig næsten surrealistisk med de dekorationer, der er hængt op til Halloween. Det er en mærkelig symbiose af valgplakater og græskarlygter.
Midt i denne skæve søndagsidyl på Farmers Market står en lille immigrantfamilie i en klynge. Deres tøj er slidt og jordplettet, som om det bærer spor fra lange, støvede veje – uendelige afstande, der ikke helt har sluppet sit tag i dem. De står med bare fødder på den kolde jord og kigger forunderligt rundt.
Familier i varme sweatre og tykke tørklæder klemmer saftige æbler mellem hænderne, diskuterer opskrifter og udveksler venlige nik med lokale bønder. Græskarlygter lyser op langs boderne, og duften af varm cider svæver i luften.
Men lige dér, midt i denne hjemlige idyl, står en familie, som er flygtet fra et andet sted, en anden virkelighed. Kontrasten mellem dem og det opstillede marked føles næsten uvirkelig.
Mine tanker glider tilbage til historien om “Bæstet” og den farefulde rejse, som migranter tager op gennem Latinamerika for at nå USA og steder som dette marked i Midtvesten. Det er, som om denne familie er taget ud af en fortælling, der synes for dramatisk til at være virkelig, og så placeret lige her, blandt æbler og græskarudskæringer.
Men deres historie er alt andet end fiktion. Det er en virkelighed, som amerikanerne dagligt bliver mindet om. Deres rejse er ikke blot en fortælling om flugt, men som en del af den nationale fortælling – en evig påmindelse om, hvad det vil sige at håbe på et nyt liv.
Mødet mellem amerikanske klange
Rundt om bordene på jazzbaren i Chicago sidder folk med hver deres historie, nogle tavse, nogle snakkesalige, men alle en del af det samme rum, hvor musikken væver dem tættere sammen, selvom de måske ikke ved det. Vinen i glassene er ved at slippe op, og de sidste toner fra saxofonen hænger i luften ved baren.
Et land, der i al sin kompleksitet forsøger at finde et fælles tempo. Et sted, hvor alle stemmer kan mødes og skabe et nyt.
På tværs af det amerikanske landskab – fra Chicagos travle hjørner til Milwaukees marked – mødes verdener, der er lige så vidt forskellige som instrumenterne i jazzkvartetten, og alligevel træder de ind i det samme rum. En smeltedigel. Et land, der i al sin kompleksitet forsøger at finde et fælles tempo. Et sted, hvor alle stemmer kan mødes og skabe et nyt.
Ligesom i jazzens intime nuancer bestræber USA sig på at skabe en rytme, hvor alle de forskellige klange kan finde plads. Det er ikke uden skarpe kanter og forvirrede toner, men måske er det netop i den ufuldendte symfoni, at landets unægtelige charme også er gemt.
Hvad tænker du?