Risengrød til techno-jul i Armenien
Det kan være hårdt at fejre jul uden sin familie, især når man befinder sig i et andet land. Men det kan også være øjenåbnende, og nye traditioner og minder kan blive skabt. Det reflekterer Thea over i denne artikel.
Juleaften nærmer sig, og imens jeg lytter til ‘Last Christmas’, tænker jeg tilbage på min sidste jul. For første gang fejrede jeg jul uden mine forældre og mine søstre. På det tidspunkt boede jeg i Yerevan, Armeniens hovedstad, hvor jeg lavede frivilligt arbejde for en humanitær hjælpeorganisation i 12 måneder.
Jeg valgte at blive dernede hen over julen.
Selvom Armenien er et kristent land, så fejrer de ikke jul den 24. december, men den 6. januar. Så heldige mig fik lov til at fejre jul to gange. Første gang med alle mine venner fra mit kollegie, techno-beats og alt for meget mad. Anden gang med armenske traditioner hjemme hos min kollega og hendes børn.
En anden jul
I Armenien fejrer de som sagt jul den 6. januar, og de har selvfølgelig nogle helt andre traditioner end os. Det var underligt at gå gennem gaderne i december måned, uden at der var pyntet op med lys og guirlander. Der var ingen julemarkeder, hvor man kunne købe æbleskiver eller gløgg.
Så der kom dansk julehygge til Armenien.
Da jeg var på vej i kirke den 24. december, var det bare en helt almindelig dag for alle dem, jeg så på gaden. Det var lidt svært at komme i julestemning, men min søde mor sendte mig den dejligste julepakke med lækkerier, en masse breve og endda en julekalender.
Så der kom dansk julehygge til Armenien.
Vi lavede selv gløgg på mit kollegie, som vi drak om aftenen, mens vi så julefilm. Vi bagte småkager og snakkede om vores bedste juleminder. 24. december ringede jeg til min familie, som lige havde spist brunede kartofler, and og en masse sovs.
De skulle til at åbne gaver og viste mig deres flotte, pyntede juletræ. Vi kunne ikke finde et rigtigt juletræ i Armenien, så vi lavede et minitræ ud af alle de vinflasker, vi havde samlet de sidste måneder. En lyskæde blev viklet rundt om det, og det blev faktisk meget fint.
Dans julen i gang
Det var i Armenien, at jeg fuldstændig forelskede mig i techno og begyndte at tage til raves og danse i ekstase hele natten. Det gjorde jeg også den 23. december. Den fyr, jeg datede på det tidspunkt, spurgte, om jeg ville med til en rave og se nogle dj’s spille på Armeniens mest hippe techno-klub.
Hvis jeg havde været hjemme i Danmark, havde jeg syntes, det var det mindst julede, man kunne gøre. Men når man er i udlandet, bliver man nogle gange nødt til at give slip på sine egne traditioner.
Jeg sagde ja og endte med at have det alt for sjovt. Jeg mødte flere af mine bekendte derinde, som jeg lige kunne catche up med. Klubben var fyldt med røg fra røgmaskiner, kroppe, der dansede tæt, og en elektrisk stemning.
Da klokken ramte midnat, begyndte jeg at ønske alle en glædelig jul, selvom de fejrede den en anden dag. Jeg dansede nonstop i flere timer og kom først hjem ved syv-tiden. Derhjemme fik jeg mig en lur. Bagefter var jeg klar til julehygge på mit kollegie.
Når man er i udlandet, bliver man nogle gange nødt til at give slip på sine egne traditioner.
Det var meget sjovt at starte den 24. december ud med lyden af alt for høje techno-beats, lidt for mange smøger og en masse god energi. Jeg var i festhumør hele dagen. Techno er nu tilføjet til min egen liste af juletraditioner.
Risengrød er lige med jul for mig
På mit kollegie var der frivillige fra hele Europa: Tyskland, Italien, Frankrig, Holland, Belgien og Danmark. Julen var en perfekt måde for os endnu en gang at dele ud af vores traditioner. Jeg elsker at være samlet med mennesker fra hele verden og snakke om vores forskellige kulturer og levemåder.
Vi havde i længere tid snakket om, hvad vi skulle spise den aften, men vi kunne ikke enes, fordi vi alle havde vores egen ret, som vi forbandt med julen, og som i hvert fald ikke måtte mangle juleaften. Vi besluttede os for, at alle skulle lave en ret fra sit hjemland, og så ville vi have en multikulturel julebuffet.
Min absolutte yndlingsmad, som jeg spiser nonstop hele december, er risengrød. Altid med rigeligt smør, sukker og kanel. Min mor har altid gemt en mandel i grøden. Jeg husker, hvordan jeg som barn fik mandlen af min far, når han havde fået den, og de andre ikke kiggede. Så prikkede han til mig og lagde mandlen i min håndflade.
Lille mig skulle jo have glæden af mandelgaven.
Det kunne godt være, at det var min første jul uden min familie. Men det skulle i hvert fald ikke blive min første jul uden risengrød.
Risengrød er megalækkert og nemt at lave, så jeg besluttede mig for at lave det til hele mit kollegie. Det kunne godt være, at det var min første jul uden min familie. Men det skulle i hvert fald ikke blive min første jul uden risengrød. Jeg havde også gjort en mandel klar, som jeg gemte i grøden, og jeg havde købt lidt chokolade til den heldige vinder.
Vi spiste italienske bruschetta, tyske kartoffel-dumplings med sovs, belgisk chokolade og franske desserter. Min danske risengrød endte med at blive aftenens sidste ret, da folk allerede lå i madkoma. Men jeg fik alle til at spise grøden. Jeg havde endda købt overpriced, saltet, dansk Lurpak-smør – og bagefter måtte vi alle ligge på sofaen.
Overmætte og trætte lå vi der. Det er præcis sådan, det skal være juleaften.
Den ene jul slutter, og den anden starter
Min juleferie startede først den 29. december. Da var den danske jul allerede ovre, mens armenernes startede. Min kollega inviterede mig hjem til sig den 4. januar for at lære mig om armenske traditioner. Som på alle armenske helligdage var spisebordet fyldt med masser af mad, skåle med chokolade og flasker af vin.
Vi drak shots af armensk cognac og alle skulle holde en lille tale og fortælle om deres ønsker for det nye år. Maden bestod af tørrede stykker kød, basturma, en slags frikadeller, adskillige salater og til dessert fik vi kage, nødder og tørret frugt. Det hele blev skyllet ned med alkohol og sort, armensk kaffe.
Den 6. januar tog jeg, styret af min egen nysgerrighed, til armensk gudstjeneste. Til deres gudstjenester er det kun præsten, der synger – det var meget specielt, da fællessang er en stor del af dansk kultur. Foran kirken samledes folk og dansede folkedans i flere timer. Det var meget smukt.
Det er helt nostalgisk at skrive om min sidste jul, og jeg savner alle de gode stunder, jeg havde nede i Armenien. Det var fantastisk at dyrke nogle af mine egne traditioner, samtidig med at jeg lærte om armenske traditioner. Det var min mindst traditionelle danske jul nogensinde, men alligevel var det en helt perfekt jul.
For i virkeligheden handler julen jo egentlig bare om at være sammen med dem, man elsker, hygge sig maks. og spise lækker mad, indtil man ikke kan bevæge sig længere.
hyggelig juletekst – tak for den