Røde roser på en hvid kiste

Det er den femtende oktober. Mit gulv er fyldt med min farmors tøj. I går fjernede min familie og jeg hendes tøj, sko og makeup fra, hvad der nu kun er min farfars hus. Jeg kan se hende for mig i sine sorte bukser med vidde, skjorte og mørkeblå og sølv jakke, som hun havde på til min konfirmation. Der er måske ti forskellige varianter af de samme sorte bukser, der var hendes uniform de sidste mange år. Meget af tøjet kan jeg genkende, men der er også meget, jeg ikke kan huske at have set hende i. Tøj, der har hængt i skabet i flere årtier. Havde mit gymnasiejeg vidst, det lå i skabet, ville jeg måske have brugt lidt færre penge og mindre tid i vintageforretninger. Dog er jeg virkelig glad for at opdage det nu. Minder er smukke og værdifulde, men det betyder også meget for mig, at jeg kan have en del af hende med mig fysisk i form af hendes tøj og tasker. At jeg, når jeg tager dét på, ved, det har en del af min egen historie med sig, ikke en fremmedes fra en vintagebutik. Selvom det lugter af røg, parfume og kattehår. Imens jeg prøver tøjet, åbner jeg mit vindue for ikke at få helt kriller i næsen over de løse hår. Jeg beholder nok lidt mere tøj, end hvad der er nødvendigt. Jeg kan ikke nænne at skille mig af med det endnu. Det var alligevel også på tide at få organiseret mit skab bedre. Nu hvor jeg tænker over det, ville jeg nok hellere have haft noget af hendes tøj på til begravelsen i stedet for at købe et par nye sorte bukser.

Det er en uge siden, min farmor døde. Det er anden gang, jeg oplever at miste en bedsteforælder. Det er nemmere for mig at forholde mig til det den her gang. Et længere sygdomsforløb, der fik sin vejs ende, og jeg føler skyld for at være lettet. Men det er også min retfærdighedssans, der spiller ind, for mine bedsteforældre skal dø værdigt. Det håber jeg, de alle fire i sidste ende kommer til. Jeg er lykkelig for, at jeg først mister mine bedsteforældre i en ældre alder. Jeg er ikke sikker på, at jeg ville kunne klare chokket over, at bedsteforældre ikke lever for evigt, hvis jeg stadig var ti år. Den eneste død, jeg oplevede i min barndom, var mine slørhaler. Jeg er nok glad for at kunne være mere moden og forstående overfor situationen i dag og ikke være så umiddelbar i mine følelser, som jeg var, da jeg var yngre. Nu er jeg tæt på tyve og har mistet min morfar og farmor med to års mellemrum. Jeg ved godt, at min farfar og mormor ikke lever om ti år. Ellers er det i hvert fald nikotinen fra cigaretter, der holder dem i live. Jeg havde sværere ved at håndtere min morfars død. Jeg havde utrolig svært ved at slippe følelsen af ikke at blive fortalt sandheden af mine forældre om hans tilstand op til hans død. Det er noget, jeg gerne vil vide fremover. For jeg hader nok bare i bund og grund at være uforberedt. Derfor har jeg måske også haft nemmere ved sorgen denne gang, for jeg har vænnet mig til den, før det skete. Jeg kunne også sidde i kirken og kende til begravelsesritualet. Jeg vidste, en hvid kiste ville møde mit blik, som det første, når jeg trådte ind i kirken. Jeg vidste, jeg skulle lægge en rød rose på kisten, før den blev kørt afsted i bedemandens bil. Jeg vidste, gravøl er nemmere at håndtere, hvis vi taler om de gode stunder. Jeg vidste, at når begravelsen er overstået, så er det lettere at bære sorgen, når den afdøde for en sidste gang er blevet fejret.

Nogle gange nager en lille misundelse i mit indre overfor min søster. Hun er syv år ældre, hvilket vil sige, hun har haft syv år ekstra med mine bedsteforældre. Syv af de gode år. De yngre år. Det er jo ikke noget, jeg selv kan ændre på, at være født længere inde i deres liv. Men når mit sind bliver grønt, så er det, fordi jeg har det med at lade minderne af dem i deres alderdom fylde. Det er lidt, som om jeg glemmer min egen barndom, og hvor meget de fylder i den. Jeg glemmer rejser, slikskuffer, yatzy og utallige overnatninger og timer efter skole hos begge par. Det var det bedste, jeg vidste, og jeg sætter stor pris på, at mine forældre har prioriteret samvær med dem højt, da jeg var yngre. Det er mærkeligt at tænke på, det ikke kan forblive sådan for evigt. Men ligesom jeg er blevet ældre, så har de fulgt med og ældes forskelligt. Jeg elsker dem højt, og det er mærkeligt at tænke på, at der kommer en dag, hvor ingen af dem er her længere. Men jeg er glad for at vide, jeg har små stykker af dem med mig videre, som tøjet fra min farmor.

Det hele bliver lidt nemmere, når selve de materielle ting får nyt liv og ikke længere føles som datid. Jeg ved stadig ikke, om jeg tror på, at vi kommer i himlen, når vi dør. Måske findes der et efterliv, det er i hvert fald en smuk tanke. Og når jeg kigger på den klare blå himmel en smuk oktobermorgen og ser to svaner flyve over den, så kan jeg ikke lade være med at føle mig lidt lettere i et dagdrømmeri over, at de er et trygt sted, hvor min morfar kan skrive sine lister og nørkle med sine små dimser, og min farmor kan ryge uendeligt mange cigaretter, imens hun læser Billed-Bladet og drikker rødvin.