Sabbatår eller ej?

05. juni 2019

Anna har haft fem sabbatår. År, hvor hun prøvede af. År, hvor hun søgte at finde en vej, der passede helt præcist til hende. Hun har vadet hvileløst rundt, og hun har lært om sig selv og den verden, hun lever i.

Illustration af Ida Søegren

Det var egentlig ikke til diskussion. Om jeg skulle have et sabbatår eller ej. Det skulle jeg! Minimum ét, gerne to, måske endda tre år. Det måtte tiden vise. Og det gjorde den også, skulle jeg hilse at sige, for det endte med fem års frihed fra opslidende pensum, skarpe, skrappe eksaminatorer og hastigt noteskriveri på Windows-computeren.

Gymnasiet var ikke just en fest for mig – eller også var det netop det, det var. Med rigelige mængder vodka/appelsinvand indtaget i Kystbanen på vej mod gymnasiefester og dans på bordene i tårnhøje udsalgsstiletter, jeg aldrig ville kunne balancere mit legeme i nu. Foruden en generel opfattelse af, at alt, hvad der ikke interesserede mig lige nu og her, var ubrugelig viden, også i fremtiden. Jeg kunne ganske enkelt ikke se, hvad jeg skulle bruge latinske begreber og blækregning til (det har jeg stadig lidt svært ved).

Jeg var ikke en bølle, men næppe heller yndlingseleven. Set i et ældre perspektiv var jeg på ingen måde klar til gymnasiets disciplin, og andre (mere kreative) uddannelsesformer havde været at fortrække.

Derfor var min sidste eksamensdag en fremragende dag. Jeg husker euforien og lettelsen over, at jeg var ude på den anden side, for NU begyndte livet! Forude ventede studenterkørsel, solskinsdage og sabbatår, hvor jeg kunne gøre noget, jeg havde lyst til.

Dengang var jeg i tvivl om rundt regnet alting.

Så fulgte der arbejde, og fordi jeg var ganske forvirret, stak de i hver sin retning: avisskribent, natklubarbejde, vuggestuemedhjælper og butiksekspedient. Men jeg var glad, for det var alt sammen noget, jeg selv havde valgt, og det føltes befriende ikke at skulle stemples med et tal. Min venindes mor sagde engang, at vi skulle nyde vores skoletid, for at arbejde var grufuldt, men det er det værste sludder, jeg har hørt. At arbejde i årene efter gymnasiet gjorde mig både gladere og klogere.

Mine sabbatår var nogle år, hvor jeg fjumrede lidt rundt, men det skal på ingen måde forstås negativt. Selvom jeg hverken drog på en tremånedersrejse med lommefilosofi i rygsækken eller besejrede et halvt år på en kunstnerisk højskole, var friårene med til at forme mig og gøre mig klog på, hvad jeg ville – og hvad jeg ikke ville. Det kan godt være, at det tog seks år at komme frem til det, og desuden et år på en (forkert) uddannelse, men jeg ville bestemt ikke gøre det om, hvis jeg kunne.

Fordelen ved at tage sabbatår var nemlig, at jeg blev klogere. Jeg blev klogere på alle de ting, der foregik uden for uddannelsessystemet – og det er trods alt en hel del ting. Jeg blev klogere på andre mennesker, og når jeg vovede mig ud på eventyr, blev jeg også klogere på verden og på, hvorfor nogle lever og tænker anderledes end mig selv. Det er den vigtigste viden, man kan have – synes jeg i al fald.

Og så blev jeg klogere på mig selv. Nu er det mig, der bliver lommefilosofisk, men al den forvirring og usikkerhed, der var, da jeg trådte ud af gymnasiets rustbrune dør, har fortaget sig (i hvert fald en smule). Det er jo det, der er det gode ved at blive ældre: At man tør stå lidt mere ved sig selv, fordi man har en idé om, hvem man er, og hvad man mener.

Det vigtigste var bare, at det var noget, jeg selv havde valgt, og som jeg havde lyst til.

Sabbatårene hjalp mig på vej, fordi jeg prøvede så mange forskellige ting i den periode og derfor mærkede, hvad der var godt, og hvad der ikke var. Måske kan man også lære den slags på en uddannelse. Men jeg er sikker på, at jeg havde været langt mere i tvivl om min nuværende uddannelse, hvis jeg var gået direkte fra gymnasiet, for dengang var jeg i tvivl om rundt regnet alting.

Jeg var også i tvivl, om jeg overhovedet havde lyst til at uddanne mig. I lang tid tænkte jeg, at jeg skulle være autodidakt, for at sidde på en plaststol i et overophedet lokale med krøllet litteratur foran mig var ikke det, der tiltalte mig mest. Men efter et par år kunne jeg mærke, at jeg fik lyst til at lære noget nyt. Og det måtte gerne være noget, hvor jeg skulle sidde på en plaststol. Det vigtigste var bare, at det var noget, jeg selv havde valgt, og som jeg havde lyst til.

Det har været lidt af en omvej at starte på en uddannelse som 25-årig, og der har været dage, hvor jeg har vadet hvileløst rundt i København og spekuleret på, om jeg nogensinde fandt en uddannelse, der passede til mig. Jeg har været ærgerlig over, at mens mine jævnaldrende for længst var blevet magelige på deres uddannelser, havde lagt sabbatårene bag sig og var tæt på at færdiggøre den grad, de var i gang med, fór jeg endnu forvirret rundt.

Men nu, en håndfuld sabbatår efter, er jeg det helt rigtige sted. For jeg går på en uddannelse, jeg er motiveret for og glad ved, en, jeg oprigtigt gider at investere min tid på.

Og det er jeg for en gangs skyld ikke et eneste sekund i tvivl om.

Hvad tænker du?

  1. Emilie siger:

    Jeg er ret vild med din tekst, fordi den får mig til at føle at der er håb, selvom at jeg ingenting aner om hvad jeg skal i fremtiden. Den hjælper mig til at tro på at alting nok skal gå uanset hvad. tak.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *