Portræt af Adam

17. december 2018

Da SEIN i sommer var på roadtrip, mødte vi Adam i Aarhus. Vi talte med ham om at bruge kroppen. I skoven, på cyklen, i uddannelse og i midlertidige projekter, men altid for livet.

I sommer mødte vi Adam på Godsbanen i Aarhus. Vores veninde Klara introducerede os til ham ved at lede os ind i et udefinerbart rum indeholdende et bord og nogle få stole på et sted kaldet Institut for (X). Her stod Adam og skålede med sin bror og sine venner, mens han viste en frisklavet tatovering frem. Uden at vide noget specielt om ham spurgte vi, om vi måtte få lov at møde ham igen. Dagen efter sidder vi med ham i et lille hjørne af et fællesrum for beboerne på instituttet og har tændt for mikrofonen.

Adam er 19 år og går til daglig på en skovskole i Djursland.

”Det er alt fra formidling af natur og skov til helt almindeligt skovarbejde, fældning af træer og skovbrug. Og mit speciale er arborist, som er det, hvor man klatrer op i træer og topkapper dem.”

Men du bor ikke i en skov?
”Jeg bor ikke i en skov, jeg bor inde i Aarhus. Jeg har altid boet i Aarhus, og jeg er egentlig sådan et rigtigt rendestensbarn. Men ja, så jeg så bare lige et sidespring. Så tænkte jeg: Det dér, det lyder som en fed skole, og så hoppede jeg på det. Og nu skal jeg til Norge i tre måneder her til august. Ude i ingenting. Faktisk med en fyr, jeg kender gennem det her sted, Godsbanen, som har noget skov. Så skal jeg bare arbejde for ham. Så det er perfekt.”

Hvor bor du henne nu så?
”Jeg er lige flyttet ud. Jeg har boet sammen med nogle venner. Så jeg bor faktisk ikke noget sted lige nu. Jeg crasher lidt på min mors sofa og lidt hjemme hos venner. Det passer mig fint, og jeg skal jo ud at rejse.”

Hvordan fandt du ud af det her med træer, og så sagde du formidling af natur? Det forstår jeg slet ikke, hvad er.
”Det er også bare for at gøre det lidt bredt. Når man siger skovarbejder, så tænker folk ’skovhugger, så går man nok bare og hugger træer hele tiden’. Og det bruger man også meget tid på, men det er også bare for at sige, at der er forskellige linjer og alle mulige forskellige ting, man kan lave.”

Hvorfor blev det lige trætoppe?
”Jeg kan egentlig bare godt li’ action. Stort set de fleste ting, jeg har lavet, har været noget, hvor man er ude at bruge sin krop. Jeg gik fra at være cykelbud i Aarhus, hvor jeg kørte på cykel i et år i mit eget firma, hvor jeg tonsede rundt og har haft det sjovt med det, til at blive skovarbejder, som er rimelig hårdt arbejde. Sådan meget hårdt arbejde, jeg ved ikke hvorfor. Det kan jeg forholde mig til.”

Fordi det er i din krop?
”Jeg kan godt li’ det der med, at man kan lave noget og så glemme tiden og alt andet. Det er måske bare… jeg ved ikke, om det er en afhængighed. Det kan jeg bare godt li’.”

Hvornår kan du huske, at du sidst har gjort det? Lige præcis helt glemt tiden?
”Når jeg kører hurtigt på cykel. Det gør jeg hver dag. Hvis man bare træder nok til, sådan virkelig kører hurtigt i trafikken, uden at være et svin, selvfølgelig. Det er lidt en balance. Dér kan jeg sgu godt glemme tiden. Glemme alt andet, ikke kunne tænke på andet, fordi man skal koncentrere sig så meget. Og det samme, når jeg klatrer: Jeg klatrer også i træer, og der skal det også bare… der skal man bare hænge fast, ikke? Det er det, det handler om”.

Har du en højde, du gerne vil opnå, vil man højere og højere op?
”Jeg tror, at lige med dét har jeg ikke lært at kende mine grænser endnu. Med cykling har jeg fundet en grænse for, hvad jeg synes, jeg kan tillade mig. Både for mig selv og for andres skyld.”

Hvordan har du fundet den grænse?
”Bare ved at gøre det. Komme udover grænsen. ‘Okay, det her var nok for farligt’. Det er sket flere gange, fx når jeg har været ved at blive kørt ned, eller ved at det her, det var bare uhyggeligt, det var nøjern.”

Men det har du ikke prøvet med klatring endnu? Tror du, man skal finde den grænse?
”Det ved jeg ikke, det tror jeg sgu, man bliver nødt til. Man kan jo ikke bare være frygtløs, så falder man jo ned og dør. Først så skal jeg ligesom… min højdeskræk skal helt væk. Jeg har kun klatret i måske et år. Så min højdeskræk skal også lige helt væk, mere og mere og indtil man kommer derud, hvor det så rent faktisk kan blive farligt.”

Hvad var det for et cykelbud, du var?
”Jeg har bragt alt fra tis til store designermøbler til juletræer til breve til…”

Tis?
”Altså, hvad jeg har bragt ud? Jamen, alt fra tis til små breve til – jamen, det kan være nede i retten. Det kan være, de skal have et papir i retten. Så er det der, det giver mening.”

Og det var dit eget?
”Det var mit eget firma, ja. Jeg har været i cykelmiljøet, siden jeg var 13. Jeg mødte nogle mega gode gutter inde i Århus, som præsenterede mig for den her verden. Så tog de mig bare ind, og så blev jeg mega hooked, og vi har været på ture sammen, og vi har cyklet til København og besøgt alle de her cykelbud i København, og nu er vi også blevet venner. Det har været en lille cykelbande, en lille familie. Så det fangede mig bare. Jeg har altid haft lidt krudt i røven, så jeg tænkte: Okay, det er bare det, jeg skal lave. Efter niende klasse tog jeg på produktionsskole, og så fandt jeg ud af dér, at jeg ville prøve at starte min egen virksomhed. Det var altid meningen, at det bare skulle være et projekt, det var ikke meningen, at det var noget, jeg skulle gøre for life. Jeg tror altid, jeg vil vende tilbage til det med cyklen, det vil jeg altid gøre. Men så stoppede jeg med virksomheden. For så skulle jeg videre, så skulle der ske noget nyt. ”

Og hvad er Institut for (X) for et sted?
”Institut for (X) er en platform, hvor folk kan mødes og lave alt muligt forskelligt. Folk sammenligner det tit med mini-Christiania, når man lige kigger på det. Men det er altså også en arbejdsplads. Der sker rigtig mange ting, der er værksteder rundt omkring, og der er alt fra lydstudier til smede, til tømrere, til arkitekter. Så er der også bare folk, der hygger, der er en dejlig have, det er et dejligt sted.”

Men din bror, som vi også kort mødte, hvem er han?
“Han hedder Johan. Han arbejder hernede. Jeg tror, han selv vil sige som pedel, han er altmuligmand. Han laver alt fra almindelig husholdning til tømrerarbejder til administrativt arbejde.”

Ser du op til ham?
”Ja, han har jo altid været min storebror, så jeg har set mega meget op til ham, gjort alt for ham og været lillebror, så jeg har jo syntes, han var sej og stor. Men lige nu ses vi med mange af de samme venner, vi er meget på lige fod. Vi fik jo faktisk en tatovering sammen i går. Vi kender en fyr, der hedder Esben, der lige er trillet til Århus, og han laver nogle virkelig fede tatoveringer. Og så havde Johan lige fanget ham og lavet en aftale med ham, og så var jeg sådan: Hey, det kommer jeg lige og er med til, det der. Og så endte vi med faktisk at være et par stykker, det var ret hyggeligt.”

Og hvad var det, I fik tatoveret?
”Han fik lavet en virkelig sej en med en myre med et overvågningskamera som hoved, og så ude på linsen er der en smiley. Mega fed, den er mega blæret. Og så var jeg sådan: Okay, så skal jeg også lige have en. Det var lidt spontant, og så fik jeg en på ballen. Det havde jeg tænkt på. At det kunne være sjovt at have en tatovering dér. Han var lidt træt, så det skulle være lidt simpelt, og det blev en legoklods med en smiley på. Døde øjne, altså et X, og så tungen ud af munden.”

Er I ens, du og din storebror?
”Ja og nej. Jeg tror, han sagde i går, at han var født med hjernen, og jeg var født med kroppen. Jeg synes, vi lærer noget af hinanden hele tiden, så det går sgu meget godt. Vi inddrager hinanden. Vi kommer meget de samme steder, så derfor lærer vi noget af hinanden hele tiden. Retter på hinanden. Han kan godt gøre mig lidt utålmodig nogle gange. Det er typisk en eller anden detalje, som han gerne lige vil ha’ skal være på en eller anden måde, hvor jeg bare er sådan: Det skal bare være fucking lige meget, det der. Det ku’ være, hvis vi byggede noget sammen. Nogle gange går det rigtig fint, men man kan godt bare blive sur på sin bror. Det kan godt bare være små ting… om der skal sidde et brat her eller dér. Men vi har det virkelig godt sammen. Vi er i gang med at finde noget sammen.”

Så det er fremtiden lige nu for dig?
”Så langt har jeg faktisk næsten ikke engang tænkt. Jeg skal lige til Norge og det der. Så skal vi finde et sted at bo sammen. Men det er til den tid. Men jeg skal helt sikkert være arborist og bruge min uddannelse og komme lidt rundt og forhåbentligt arbejde med nogle folk.”

Hvad tænker du?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *