Samantha Harveys bog Seksten solopgange minder os om, hvor små vi er i det store kredsløb

Link til bogen: https://gad.dk/seksten-solopgange

Louises anmeldelse: 🧡🧡🧡🧡🧡💛

Under min morgenkaffe tilbage i december faldt jeg over en artikel med overskriften: “Læs denne bog, hvis du vil genopdage kærligheden til Jorden”. Den sætning fangede mig, og jeg læste interesseret videre. Artiklen handlede om den engelske forfatter Samantha Harveys bog Seksten solopgange, som for nylig var udkommet på dansk. Artiklen gjorde mig nysgerrig efter mere, og straks skrev jeg bogen på min liste over julegaveønsker – til mit held blev det ønske indfriet.

Jeg fik bogen på det helt rigtige tidspunkt. Vinterens mørke havde lagt en tung dyne over mit sind. En dyne, jeg mest af alt havde lyst til at blive liggende under. At ligge derunder og glemme alt om verden omkring mig. Om nøgne træer og dybfrossen skovbund. Samantha Harveys Seksten solopgange skulle vise sig at blive julegaven, der ikke bare var poetisk underholdning. Den gav mig også lyst til at kaste dynen af mig og træde ud i verden igen.

Observatører i 400 kilometers højde

Bogen handler om seks astronauter, der er i kredsløb om Jorden. Med 27.700 kilometer i timen passerer de kontinenter, forskellige årstider og i løbet af dét ene døgn, romanen udspiller sig i, oplever de hele 16 solopgange. På bogens 208 sider undersøger forfatteren bogens centrale spørgsmål; hvad er mennesket uden Jorden?

Bogens plot er ikke-eksisterende. Selvom vi følger seks astronauter, er de i virkeligheden kun bikarakterer, imens bogens egentlige hovedkarakter er Jorden. Godt nok følger man astronauterne, der sover, spiser, går på arbejde, træner og går på toilettet, men det er som læser svært at skille disse karakterer fra hinanden. Selvom Nell præsenteres som englænder, og Chie som japaner, flyder karaktererne sammen på en måde, som fik mig som læser til netop at forstå, at bogen ikke handler om de enkelte astronauter.

Fra rumstationen, omkring 400 kilometer over Jordens overflade, drages astronauterne mod udsigten til Jorden gennem stationens vinduer. Astronauterne er tæt nok på Jorden til at se dens detaljer, men langt nok væk til at føle afstand til menneskelivet dernede. I kredsløbet er de sat udenfor menneskeheden, som observatører snarere end deltagere. At være menneske væk fra Jorden oplever den italienske astronaut Pietro således;

”De liv vi lever her, er ubeskriveligt trivielle og altafgørende på samme tid (…). Både repetitive og uden fortilfælde. Vi er dybt betydningsfulde og betydningsløse”

Selv forestillingen om døgnet og dets 24 timer kastes op i luften. For astronauterne, der ikke skal indrette deres hverdag i rummet efter noget 8-16 job, bliver tiden gjort relativ, og Harvey gør fornemmelsen af døgnet evigt langt;

”De kan mærke rummet forsøge at afvikle deres forestilling om dage. Det siger: Hvad er en dag? De insisterer på at det er firetyve timer, og holdene på Jorden bliver ved med at bekræfte det. Men rummet ser deres firetyve timer og giver dem seksten dage og nætter tilbage”

Billede fra Gads forlag

Klimafiktion og dens popularitet

Seksten solopgange relaterer sig til en række andre litterære værker, der beskæftiger sig med klimaet som omdrejningspunkt. Klimafiktion og økokritik-genren har fået en stadig større plads i dansk litteratur siden 2000’erne, hvor flere forfattere begyndte at skrive om klimakrise, naturens sårbarhed og menneskets forhold til miljøet.

Klimafiktion er blandt de hurtigst voksende litterære genrer i dette årti. En analyse estimerer en årlig vækst på omkring 30% i salg af klimafiktive bøger på tværs af engelsksprogede markeder. Herhjemme bruger blandt andre Theis Ørntoft og Rasmus Daugbjerg deres position som forfattere til at råbe op om klimaforandringer.

I Ørntofts bog, Jordisk fra 2023, skildres tre generationers sammenbrud både hvad angår samfund, klima og nære relationer, bundet sammen af temaer som olie, kapitalisme og den menneskelige søgen efter mening i en kaotisk verden. Og i Daugbjergs Trold fra 2022 møder man en trold, hvis skæbne er bundet til den natur, som menneskene inde i byen gør vold på ved at fælde træerne, opdyrke Jorden og slagte og spise dyrene.

Mennesket i perspektiv

Da jeg læste Samantha Harveys Seksten Solopgange, standsede jeg op efter at have læst følgende; “Vi tror, vi er vinden, men vi er bare bladet”. Den sætning skulle jeg læse et par gange, før den bundfældede sig. Vi er bittesmå mekanismer, der befinder os i en meget større verden. På Jorden heldigvis. Uden den, er vi ingenting. Når jeg tænker på bogen, er det det budskab, jeg står tilbage med.

Overskriften på artiklen, der i første omgang fik mig til at skrive bogen på ønskelisten, endte med at holde stik. Samantha Harveys poesi fik viklet mig ud af dynen og hjalp mig til at genopdage kærligheden til selv de små ting i naturen. Nu kigger jeg ud ad mit vindue – på en af forårets første solstråler. I dag vil jeg tage min eftermiddagskaffe med ud og hilse på fuglene i skoven.

“Jorden er svaret på alle spørgsmål. Jorden er en triumferende elskers ansigt; de betragter den sove og vågne og fortaber sig i dens vaner. Jorden er en mor, der venter på at hendes børn kommer hjem, fulde af historier og henrykkelse og længsel. Med lidt mindre kompakte knogler, lidt spinklere lemmer. Øjnene fulde af syn der er svære at beskrive”

– Samantha Harvey, Seksten solopgange

Tekst: Louise Agerfeld

Redaktør: Trine Lillegaard Johansen