Sat på pause

Jeg går ned ad Frederiks Allé med Barselona rungende i mine ører.

Asfalt der dufter af jern.

Det har regnet.

Rodekassen har først åben klokken 10.

De har bøger til en 5’er.

Jeg leder alle genbruger igennem efter gamle sko.

Mine egne er for hvide.

Hus Forbi med hurtige, sorte solbriller.

Fedtet, gråt hår.

Mågerne skriger

og byen lugter surt af nyvasket tøj.

Jeg er fortvivlet over valgene

over hvornår

og hvorhen jeg skal.

Mobilen vibrerer.

Endnu flere instabilleder

fra Vietnam, Thailand og Rom.

Mine lommer er fyldt med tyggegummipapir og slidte kvitteringer.

Jeg tømmer det hele ud på gaden

blandt skodder og ødelagte flasker.

Mine læber er blå, og næsen løber.

Gad vide om jeg er gået tilbage.

Gået forkert.

Min mor sagde at jeg skulle tage et sabbatår.

Jeg ville egentlig hellere læse.

 

Montanagade-gården.

Jeg kigger ind imellem stålportens tremmer.

Der holder de selvsamme cykler i cykelstativer

og stien går i cirkler

langs lejlighedernes rustne altaner.

Jeg ved hvor jeg er.

Der i gården var jeg tryg.

Jeg står uden for porten og drømmer mig tilbage

til fangeleg med nabobørnene.

Far råbte fra køkkenvinduet.

Vi skulle ikke kravle på murene.

Det er farligt at falde.

Man kan brække en arm eller

slå hul i hovedet.

Min mor lærte mig at det kan være godt at falde.

For når man falder

bliver man slået ud.

Ud af der

hvor man er.

Man tager stilling til sit rum

og sit fald.

Jeg savner bare tiden hvor min far greb mig

inden jeg ramte jorden.

Jeg hiver i den låste port.

Koden er glemt.

 

Usynlige trækroner gemt bag nåle.

Jeg faldt over valgene, så mine knæ blev røde.

Blandt træerne fandt jeg grene til at fjerne sårskorpen.

Han skubbede mig

og jeg væltede igen.

Min krop blev dækket af hvide pletter.

De sved

så jeg kløede dem til blods.

Jeg vågner og kigger mod skyerne.

Mosset omfavner mig

som en dyne af græs.

De gør ikke ondt længere.

Jeg tæller brændenældens pletter på mine ben.

Deres mange mønstre

som priktegner på kroppen.

Jeg finder løsningerne og vasker dem rene med jordbundens mudder.

Jeg har fået endnu et nyt job.

En ny start.

Det er hårdt hele tiden at starte forfra.

Jeg ved aldrig hvor træernes rødder venter på at fælde mig.

Men det er også dejligt

at finde nye veje.

Jeg samler blomster.

De blomster som jeg gerne vil samle.

Det tager lang tid at finde ud af

hvad jeg gerne vil.

Alle har en mening

og noget at sige.

Højskole, Asien og fuldtidsjob.

Jeg har snart været det hele igennem.

Men var det det jeg ville.

Jeg vil gerne noget jeg vil.

Noget der får min mave til snurre.

Og giver mit liv vilje og lyst.

Jeg samler blomster.

Dem jeg gerne selv vil samle.

For nu ved jeg hvad jeg kan

og hvad jeg vil.

Jeg ved ikke helt hvilken vase

jeg vil bruge

men den skal være min egen.

festlig

enkel

og stille.

Den skal bule ud.

For det er i bulerne

at jeg finder svar.

 

Våde ruder dugger på ydersiden af Lystrup svømmehal.

Hun fik mig til at springe fra femmeren.

Jeg har ellers højdeskræk.

Vippen var glat, og mine fødder klæbrige.

Jeg ligger i det dybe bassin

med næsen opad.

Børnene leger ved siden af.

Jeg lader min krop flyde.

Flyde sammen som dagene.

Vandet og min krop.

Jeg har det som om

jeg er sat på pause.

Jeg er en CD uden lyd.

Af og til føles det også som om

det er min sidste sang der spiller.

De siger

at det er nu

at jeg skal leve livet.

Det bliver ikke bedre end disse år

siger de.

Jeg når ikke alt det jeg vil.

For jeg har brug for at dagene flyder sammen.

Jeg har brug for at CV’en sommetider er på pause.

Vi står udenfor nu og kigger.

Den kolde luft har sat sig i mit hår, så huen ikke kan komme ned over hovedet.

Mine fingre er stive og ubevægelige.

Jeg vil gerne være med.

Være på.

Men sommetider har jeg også bare lyst til at lukke døren til omklædningen

og bare være mig.

Jeg studerer mine kinder

og hvordan mit hovedet altid lægger sig på skrå.

Jeg får nye vaner

og gennemgår de gamle for fejl og mangler.

Mit rum er til dampet fra saunaen.

Varmen får min krop til at svede.

Det drypper fra mine albuer

halsen

og mine øregange.

Jeg kan mærke giftstofferne forlader min krop.

Griber ud efter dem.

Jeg skal have det hele med.

Giftstoffer, gamle sko

og blomster.

For disse år er min rodekasse.

En kasse jeg aldrig helt kommer igennem eller vil forstå.

 

Mine tanker ændrer sig

fra dag

til dag.

Flyder sammen i bassinet.

Kassen er våd.

Det skal nok gå

for det har regnet

og byen lugter af nyvasket tøj.

Jeg har mine nye sko på.

De er fra genbrugen.

Brugte og jordet.

Mine sko.

De passer mig perfekt.

Jeg plukker blomster mellem fliserne

og sætter dem i hullerne

hvor snørebåndet plejer at sidde.

En bag øret.

Jeg ved ikke

om jeg er gået tilbage.

Gået forkert.

Jeg går bare.

Går præcis som jeg vil

i mit helt eget tempo

hvor dagene flyder sammen.

Jeg er i den mest fyldte rodekasse

jeg overhovedet kan finde.

Med plads til pauser, stress og oplevelser for livet.

Det er sådan min kasse er.

Sådan jeg vil have det.

Jeg vil have lov til at være forvirret.

Til at vælge til og fra.

For med den rummelighed

skal det hele nok gå.