Vi skal passe ind, men skille os meget mere ud

Vi lever i dag i et såkaldt ‘præstationssamfund’, hvor vi hele tiden skal præstere og altid holde os udviklings-parate. Man skal være en bedre version af sig selv, har sociolog Anders Petersen udtalt til Kristeligt Dagblad i 2016. Det er et begreb, som jeg bestemt kan genkende mig selv i.

Jeg ser det, som om vi konstant bliver mindet om, at vi skal turde at være anderledes end alle de andre – vi skal nemlig turde at være os selv. Vi skal passe ind, men skille os meget mere ud. Vi skal sammenligne os med andre mennesker og “one-uppe” dem, så vi fremstår bedre end dem – igen så vi kan skille os ud fra mængden. Det er et enormt pres, der kan trykke i hovedet på os unge. Og det minder os om, at vi hele tiden er i kapløb med alle andre om at stræbe efter vores unikheder og være i konstant positiv udvikling.

I dette års X-Factor vandt duoen ROSÉL med deres sang ‘JEG ER ALMINDELIG’, som de har skrevet sammen med den dygtige sangerinde, Pil. Sangen handler om almindelighed og er et opråb til specielt unge om, at der ikke er noget galt med at være helt almindelig. Og at vores almindelighed netop er det, der gør os unikke. Derudover et det en sang, som, jeg selv vil mene, var lidt et power-move for gruppen.

Under hele sæsonen af X-Factor har ROSÉL-pigerne nemlig stået lidt i baggrunden, når det kom til medietid. Pressen har nemlig haft dækket X-Factor rigtig meget i år. Men frem for at have fokus på programmets indhold og deltagernes stemmer samt performance, har det meste af medie-dækningen haft fokus på, hvem der dater hvem, og hvilken farve neglelak Simon Kvamm har pyntet sig med ugen forinden.

Simon Kvamm og Pil havde derfor en snak om, hvad ROSÉLs mulige vindersang skulle handle om. Simon foreslog, at sangen skulle handle om at være almindelig. Jeg har været så heldig at få lov at snakke med Pil omkring sangens budskab samt hendes tanker omkring almindelighed, og hvad det betyder for hende. Omkring sangskrivnings-processen fortæller Pil: “Vi snakkede om [Pil og Simon Kvamm], at ROSÉL havde skulle høre en masse for at være ‘anonyme’, og at det blev opfattet som en negativ ting. Så det var en fed vinkel at tage anonymiteten på sig og bare owne at være almindelig.“

Foto af: Joachim Grau

Almindelighed er egentlig sådan et underligt ord

For pigerne fra ROSÉL var det den helt perfekte sang at slutte X Factor-eventyret af på, da det netop betød for dem, at de havde fået deres egen stemme som artist. “Det, at vi har fået lov til at lave en sang med så vigtigt et budskab, har betydet rigtig meget for os, da vi også har kunne genkende os selv rigtig meget i det. Almindelighed er egentlig sådan et underligt ord, for det er noget, som vi alle føler os som og så alligevel overhovedet ikke.”

Under sangskrivningsprocessen reflekterer Pil også: “Jeg tænkte på det pres, der ligger på mig selv og andre om, at vi skal skille os ud fra mængden. For at blive hørt skal vi retfærdiggøre, at vi overhovedet taler højt, for hvis det bliver for banalt, er det jo kedeligt. Og alt det, der er forbundet med at skille sig ud, kræver for mig at se en masse energi, for at det skal komme til udtryk.”

Sangen er også samtidig en bøn om, at man skal huske at “passe sig selv” og lade være med at have så travlt med sammenligne hinanden så meget og se noget forkert i, at man bare hviler i sit almindelige jeg.

I ROSÉLs øjne bruger folk nemlig meget tid på at skæve til de andre – om det er af misundelse eller forargelse. “Vores generation har generelt brug for at sammenligne os selv med andre hele tiden, og det gør vi både bevist og ubevist. Men det er vigtigt, at vi husker at sige: ‘Det er okay, det jeg har ovre ved mig, og det er også okay, det de andre har ovre ved dem.’ Man behøver ikke have næsen ovre ved alle de andre hele tiden.”

Sangen er blevet taget rigtig godt imod, da den har et budskab, som mange unge har kunne spejle sig i. Sangen er også blevet spillet en del på dansk radio og har for nyligt ramt én million afspilninger på Spotify. Rosa og Selma fortæller også, at de har fået en masse personlige henvendelser fra seere og lyttere, der har takket dem.

“Folk føler sig set med den sang, og det var også det, vi gerne ville have skulle ske. At man kunne føle sig okay sammen med os. Det skulle gerne være sådan, at når man hører sangen, så føler man, at man kan tilslutte sig noget rart, hvor man ikke skal stræbe efter at være noget specielt for at føle sig god nok.”

Hvorfor har vi et behov for unikhed?

Som jeg sad og snakkede med Rosa og Selma, kunne jeg ikke lade være med at blive mindet om en bog, jeg har læst for nyligt af Svend Brinkmann: Stå Fast – et opgør mod tidens udviklingstrang. Bogen handler nemlig om – dog i et endnu bredere perspektiv – at stå fast i sin eksistens og lære at slappe af og føle sig tryg i det, man har.

Her skriver Brinkmann om, hvordan menneskene har fået fødder i stedet for rødder: Vores samfund stiller krav om, at vi hele tiden skal bevæge os og hele tiden være i udvikling i denne accelerede kultur. Dette betyder, at vi får travlt med altid at være et skridt foran de andre. Ifølge Brinkmann bliver vi derfor til rodløse mennesker, som ikke har evnen til at stå fast og sige fra. Og vi mister derfor evnen til at se, hvad der rent faktisk er vigtigt i livet.

Uanset om Pil har læst Svend Brinkmann eller ej, kan man se nogle af de samme tankegange hos hende: “Som ung har jeg selv skulle finde mine ben at stå på og har ledt ihærdigt efter et sted at høre til. Jeg føler mig tryg, når jeg føler mig forstået og forbundet til andre mennesker – og meget utryg, når jeg bliver misforstået. Så jeg tror, at det vigtige budskab ligger i, at der er mange steder at høre til, og at man skal finde de fællesskaber, hvor man kan slappe af. Hvis jeg hele tiden skal bevise mit værd ved at prøve at være sej og skille mig ud, så bliver det sgu et hårdt liv. Hvis jeg i stedet anerkender, at det også er helt fint at være almindelig, så tror jeg, det pres bliver mindre.”

Uanset hvordan fremtiden kommer til at se ud, så synes jeg, at det er nogle vigtige pointer, som pigerne fra ROSÉL og Pil er kommet frem til i deres sangskrivning. Pointer, som bestemt burde have været taget op i medierne for at få os til som mennesker at reflektere over, hvilken retning det er, som vi ønsker at bevæge os i.

Personligt beundrer jeg i hvert fald sangskrivernes budskab om at stå frem som den, man er. I stedet for at blive påduttet en identitet af overfladiskhed og uopnåelig perfektion. Så herfra bliver et stort, klart rungende JA TAK til fællesskaber og almindelighed.

Lad os sammen hylde det nye unikke!