SEIN smager på fastelavnsbolle-hypen

02. februar 2022

Sidste år var fastelavnsbollen med til at forsøde tilværelsen under corona-nedlukningen, og igen i år hjælper den os i den mørke vinter. Fastelavnsbollerne hører ikke længere kun til søndagen syv uger før påske, hvor der bliver slået katten af tønden og lavet fastelavnsris. For igen i år var bollerne allerede at finde på bagernes hylder i midten af januar og bliver der måske helt til påske?

SEIN har smagt på fastelavnsbollerne i Aarhus og vil guide dig gennem jagten på de hypede boller med fyld.

Abra La Cabra

Wow – La Cabra har tryllet igen. Hvis du kun skal have én fastelavnsbolle i år, skal den være fra La Cabra. Den er både smuk, smager himmelsk og rent faktisk alle pengene værd. Den bliver sat til salg klokken 10 i deres bager. Det magiske værk består af en briochebolle med vaniljecreme (tjek lige de mange vaniljekorn) og hindbærkompot. De har også lavet en version med solbær og en med passionsfrugt, som jeg ikke kan vente med at smage.

La Cabra Bakery
Pris: 38 kroner
Adresse: Borggade 4F, Aarhus

Jumbos kardemommebolle

Jumbo er kendt for deres gode kardemommesnurrer, og heldigvis for os har de overført den dejlige smag af kardemomme til deres svenske fastelavnsbolle ’semla’. De åbner salget klokken 12, og du kan godt forvente kø. Semlaens smag af kardemomme er ret kraftig, men en dejlig kontrast til den søde flødeskum og marcipancreme. OG i midten gemmer sig det allerbedste – knasende kandisererede mandler!

Udover Semlaen sælger Jumbo også en klassisk fastelavnsbolle.

Jumbo
Pris: 42 kroner
Adresse: Ankersgade 12 eller Mindet 4, Aarhus

Ung bager – gammeldags fastelavnsbolle

Surdejskongen DavidBreadHead startede med at sælge brød via Instagram. Siden da har han åbnet flere bagerier i Aarhus, og i år har han også givet sit bud på en fastelavnsbolle. Selvom bageren David Milberg kun er i midten af 20’erne, har han valgt at lave en gammeldags fastelavnsbolle. Bollen har et enkelt look med fine spiselige blomster på toppen, fyldt med vaniljecreme og lidt brombær.

Så hvis du er til den helt klassiske fastelavnsbolle, kan du trygt stille dig i kø på J. M. Mørks Gade klokken 11.

DavidBreadHead
Pris: 35 kroner
Adresse: J. M. Mørks Gade 7, Aarhus

En klassisk keeper

Hvis du ikke er til de store overraskelser og prioriterer fastelavnsbollens smag over udseendet, så skal du besøge Mor Anna. Her får du en rigtig lækker fastelavnsbolle til en god pris.

En klassisk bolle, fyldt med vaniljecreme, remonce og chokolade. Lidt af en bombe i maven, men ikke en der sprænger budgettet.

Mor Anna sælger også flere varianter fastelavnsboller af wienerdej med flødeskum.

Mor Anna
Pris: 25 kroner
Adresse: Mejlgade 5, Aarhus

Den SU’venlige

Hvis fastelavnsbolle-cravingen rammer dig sidst på måneden, er det muligt at få stillet trangen i Føtex bageren. Til en 10’er kan du få dit fastelavnsfix uden at blive ruineret. Hvis du kender smagen af et kærnemælkshorn fra tanken, ved du, hvordan Føtex’s fastelavnsbolle smager. Og hey, her er ingen kø!

Føtex bageren
Pris: 10 kroner
Adresse: Google din lokale Føtex

Hvad tænker du?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Psst!
Læs mere her