SEINblik

05. juni 2022

Nyhedsredaktionen har udvalgt 3-6 historier fra ind- og udland, som er relevante og aktuelle for dig og din hverdag. I dag kan du bl.a. læse om den hypede retssag mellem Johnny Depp og Amber Heard samt corona i Nordkorea. 

Forsvarsforbeholdet er væk

I onsdags, den 1/6/2022, stemte 66,9% af danskerne for at fjerne forsvarsforbeholdet. Forsvarsforbeholdet opstod i 1993 og betød helt basalt, at Danmark ikke deltog i den del af EUs udenrigs- og sikkerhedspolitik, der havde med forsvaret at gøre. Forbeholdet, vi har haft i næsten 30 år, er nu væk. 

Danmarks Statsminister Mette Frederiksen udtaler til DR: Jeg er glad og stolt på vegne af Danmark.” Venstres formand Jakob Ellemann var ligeledes glad efter folkeafstemningen i onsdags: Det er et vigtigt signal at sende. Både til vores fjender og vores allierede. Jeg synes, at det er vigtigt, at vi viser sammenhold.

De partier, som opfordrede til at stemme ja, var Socialdemokratiet, Venstre, Socialistisk Folkeparti, Radikale Venstre, De Konservative, Liberal Alliance, Frie Grønne, Alternativet, Kristendemokraterne og Moderaterne.

De partier, der derimod ønskede et nej og blev skuffede i onsdags, var Enhedslisten, Nye Borgerlige og Dansk Folkeparti.

Dansk Folkepartis formand Morten Messerschmidt udtaler efter skuffelsen til DR: Jeg ændrer ikke synspunkt, og jeg synes stadig, det var klogt at holde igen, men jeg synes jo, at folkeafstemninger er en smuk ting. At man lægger beslutningen ud til danskerne.”

Og selvom Messerschmidt synes, at det er smukt at lægge valget ud til danskerne, var det den folkeafstemning med næstlavest antal stemmer. Kun 65,9% af de stemmeberettigede danskere valgte at stemme i onsdags. Det er kun folkeafstemningen i 2014 om patentdomstolen, der have lavere valgdeltagelse

Heard er på dybt vand, mens Depp solbader sig i hyldestråb og twitterhashtags

Selv om nogle vil huske d. 1 juni 2022 som dagen, hvor vi stemte om forsvarsforbeholdet, så vil jeg altid huske dagen som dagen, hvor vi – næsten – fangede kaptajn Johnny Depp.
Den hypede retssag mellem Johnny Depp og Amber Heard er endelig kommet til en ende: Depp fik medhold i alle tre af sine anklager, og dermed skylder Heard nu Depp 15 mio. $ i erstatning. Depp skylder derimod Heard 2 mio. $. 

Det er et skridt tilbage til den tid, hvor en kvinde, der ytrer sig, kan blive udskammet offentligt og ydmyget. Det er et tilbageskridt i forhold til det, at vold mod kvinder bliver taget seriøst.”

Sådan lyder det fra Heard i en udtalelse umiddelbart efter offentliggørelsen af dommen.

Sagens opmærksomhed på sociale medier kan kun sammenlignes med O.J. Simpson- sagen , hvor hele retsforløbet ligeledes blev streamet til den gængse offentlighed. Faktisk har undersøgelser vist, at amerikanerne generelt har været mere interesseret i retssagen end krigen i Ukraine.

Forløbet har delt amerikanerne i to fløje: de konservative på Depps side og demokraterne på Heards side. Depps tilhængere udtrykker i sammenhæng med støtten, en utilfredshed over wokeismen fremgang – ironisk nok florerer mange af brugernes udtalelser på twitter under #MenToo. 

Efter dommens offentliggørelse erkendte Heards advokat, at Heard ikke har midlerne til at betale erstatningskravet. Men hun løftede også sløret for, at Heard sandsynligvis kommer til at anke dommen. Det betyder også, at der muligvis er mere Hollywoodsladder i vente. I mellemtiden må vi stille os tilfredse med borgens løbende sladder om forsvarsforbeholdet. 

Corona er først nu kommet til Nordkorea – hvis man altså skal tro deres leder Kim Jong Un.

Efters to års stram nedlukning berettede Nordkorea om deres første tilfælde af Corona d. 12. maj i år. Det er varianten Omikron, der har sneget sig ind til det ellers fuldstændig lukkede land og har i skrivende stund erklæret over 3 millioner smittede. Men ikke med corona… med “feber sygdom”. 

Ifølge Kim Jong Un er det embedsmændenes skyld, at et udbrud endelig ramte Nordkorea. De har udvist en ‘uansvarlig arbejdsmoral’, hvilket har resulteret i, at Kim Jong Un selv tog styringen over smittehåndteringen. Alle landets byer er nu lukket ned, og der er skruet op for overvågningen af grænseovergange på landjorden, til havs og i luften. Derudover skal alle blive indendøre og bære mundbind – ud over Kim Jong Un selv, selvfølgelig. 

Corona har formentlig været i landet meget længere tid. Ifølge DRs Asien-korrespondent, Philip Khokhar, er det bare først nu, at landet har været nødt til at indrømme det. Myndighederne har ikke længere kunne holde det skjult. 

Nordkorea har i denne uge udtalt, at smitten (af ‘feber’) er faldende. En påstand WHO ikke tror på – den er højst sandsynligt stigende. Informationerne, der kommer ud til offentligheden, er meget begrænset. Nordkorea har en meget begrænset sundhedsinfrastruktur og mangler testkapacitet, medicin og udstyr. Trods dette har Kim Jong Un afvist at modtage vacciner fra FN, Nato, Kina og USA. Der er altså ikke nogen i Nordkorea, der er vaccineret. Nordkorea er udover det lille afrikanske land Eritrea det eneste land, der har afvist at udrulle et vaccineprogram mod corona. 

Kilder

https://www.dr.dk/nyheder/politik/exitpoll-stort-flertal-har-stemt-afskaffe-forsvarsforbeholdet

https://1juni.dk/?utm_source=google&utm_medium=cpc&utm_campaign=forsvarsforbeholdet&utm_agid=1331229

https://www.dr.dk/nyheder/seneste/amber-heard-kan-ikke-betale-sin-erstatning-til-johnny-depp

https://www.dr.dk/nyheder/kultur/johnny-depp-vinder-spektakulaer-retssag-over-ekskonen-amber-heard

https://www.bbc.com/news/live/world-us-canada-61633236

https://www.dr.dk/nyheder/udland/coronavirus-brager-loes-i-nordkorea-landet-er-paa-ingen-maade-forberedt-paa-et

https://www.dr.dk/nyheder/udland/et-presset-nordkorea-melder-om-foerste-officielle-coronaudbrud

Hvad tænker du?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Psst!
Læs mere her