Tak, Michael og Ingar

03. december 2018

Linnea blev introduceret til kunstnerduoen Elmgreen & Dragset i 3.g, og siden da har hun ikke kunnet glemme dem. Hun beskriver her, hvad de kan, hvorfor deres kunst giver mening for hende, og hvordan en lille, skinnende statue kan gøre en kæmpe forskel i måden, hvorpå livet anskues.

Illustration af Emilie Jensen

BIOGRAPHY. Bogen læner sig i min vindueskam. Ved siden af Rupi Kaur, American Psyco og den plante, min mor gav mig med i en skotøjsæske, da jeg flyttede hjemmefra. BIOGRAPHY. Den står fint og minder mig om mange af de ting, I har lært mig.

Jeg har set jeres værker i Danmark og Tel Aviv. Læst om jeres værker i Texas, Firenze, Berlin og London. Skrevet en SRP om jer. Jeg drømte endda om jer for et par måneder siden. Om at vi røg cigaretter sammen indenfor med en åben terrassedør med ‘Too Late’ på pladespilleren.

I hedder Michael Elmgreen og Ingar Dragset, og I har lavet kunst sammen siden 90’erne. I har fået mig til at føle, smile, grine, mærke, tænke, snakke – og nu også skrive ved måden, I fortæller om det absurde i vores hverdag på en enormt ydmyg og umiddelbar måde. I to mænd har, siden I var unge, kærester og nøgne i jeres studio, arbejdet med kunst som en uadskillig del af vores sociale verden med blikket rettet mod de forhold og handlemåder, der fortæller os om kulturelle, sociale, politiske og historiske sammensætninger i kunstverdenen såvel som de liv, vi alle går rundt og lever.

Jeres kunst taler højt, og den fortæller om eksistentielle og politiske temaer som seksualitet, død, nationalisme og samfundsstruktur – og samspillet mellem dem. I piller ved min og andres opfattelse af det, vi ellers er komfortabelt bekendte med, ved at vende tingene på hovedet. En omvendt køjeseng, malerier som mangler, et bord, der er savet midt over.

Som da I i 2012 opsatte den fjerde sokkel på Trafalgar Square i London. En 4,1 m meter høj bronzepoleret statue af en dreng på en gyngehest. Statuen forårsagede en del forargelse, da det var en direkte parallel til allerede eksisterende statuer af store konger i krige verden over. Som var det en latterliggørelse af dette. Jeres svar til kritikken var simpel: Hvorfor hylde død? Hvorfor ikke hylde barndomsglæden? Hylde livet?

Elmgreen og Dragset, I rækker jo fuck uden at bruge hænderne.

Eller jeres statue ‘HAN’, der stråler i stål ude for enden af molen på Helsingør havn. En by kendt for industrialisering og handel på havnen gennem flere århundreder, inden skibsværftet blev nedlagt i 80’erne. For det fysiske job på molen og generationerne af patriotiske mænd, der gik sammen på arbejde hver dag. Der stillede I en statue i menneskestørrelse af en nøgen teenagedreng, der slanger sig præcis som den lille havfrue. Ydmygt og alene. Men det er en fyr, og han er ikke overnaturlig. Han er ganske almindelig. Der udbrød et drama, da folk i byen ikke mente, at en ‘bøssekarl’ som ‘HAN’ repræsenterede dem det mindste. Der blev endda opført en skulptursamling af fire værftsarbejdere to år efter, som nærmest protest, der både materiale- og udtryksmæssigt var den totale modpol til HAN. I kommenterede simpelt til kaosset, at det jo netop var derfor, ‘HAN’ skulle stå der. For at give plads til de, som ikke passede ind i byens kollektive opfattelse af, hvad der er rigtigt og forkert. For at hylde de naturlige og det naturlige og gøre det til en naturlig del af stedet. For den drengs skyld, der måske boede nogle gader fra molen og var forelsket i en anden dreng, men hvad ville far ikke sige. ‘HAN’ måtte da også gerne være i Helsingør.

Elmgreen og Dragset, I rækker jo fuck uden at bruge hænderne.

Det er ikke, fordi I bruger jeres kunst til at forskrue folks opfattelse af tingene – I bruger den til at gøre os opmærksomme på, at tingene er forskruede.

Jeg kan nogle gange føle, at jeres kunst bliver tænkt mere igennem af alle andre end jer selv. At I ligesom bare kom ind på et museum i jeres slidte Converse og afblegede jeans uden en forudbestemt opfattelse af, hvad I gik ind til, og så begyndte I at lave kunst uden at se andre over skulderen. Hvilket har gjort jeres kunst rå og logisk. Uparfumeret. Humoristisk. Hvilket gør, at I har skidt lidt på den elitære kunstverden, hvor kunst aldrig kan være latterligt, fordi det er kunst, og joken er én selv, hvis man stadig er et stort spørgsmålstegn halvvejs gennem udstillingen. Dér laver I kunst, hvor man forstår parallellerne, kender følelserne eller smiler af ironien. Så tak. Tak for at bruge jeres humor i kunsten til at tage pis på den prætentiøse kunstverden.

Vigtigst af alt, det, jeg synes gør jer til nogle superhelte: I fortæller en historie om et samfund, der stirrer sig blindt på eget spejlbillede. Om et normalitetspres, hvor det, der skiller sig ud, er en fejl i systemet. Hvor vi har så travlt med at rette vores egne fejl og gå i selvsving og få depressioner over dem, at vi ikke ser, at alle, ja alle andre, også har dem. Ensomheden, der rammer os alle. Overklassen i deres store huse, som I viste gennem kurateringen til ’The Collectors’. Middelklassen i offentlige insitutioner, som installationen ‘Please, keep quiet!’. Og underklassen i lukkede boligblikke, som i totalinstallationen ’The One & The Many’.

Det er ikke, fordi I bruger jeres kunst til at forskrue folks opfattelse af tingene – I bruger den til at gøre os opmærksomme på, at tingene er forskruede. Jeg synes, det er det, der gør jeres kunst til en intervention før noget andet. I viser os den drejning, vi måske allerede har taget og inviterer ind til en snak om måder, vi kan undgå stenbruddet forude. Og I gør det jo ikke for at skælde nogen ud. Ikke for at tale nogen ned for ikke at kunne acceptere den nye generation af kønsminoriteterne. Homoseksuelle, transkønnede, feminine mænd og maskuline kvinder. Slet ikke. I prøver bare at hylde dem på lige fod med resten. Prøver at vænne en generation til tanken. I tager os, jeg og resten, ‘The One & The Many’, i hånden og fortæller os, at der er mere end det, vi er vant til, at vi alle er alene i dele af livet og at det mønster, vi lever i, er ved at spænde ben for os.

Så tak, Michael og Ingar. For at tage mig i hånden og vise, hvad kunst også kan være. For at få mig til at føle, smile, grine, mærke, tænke, snakke og nu skrive. For at hylde livet og alle os, der lever det. For at gøre det mindre normale mindre unormalt. For ’HAN’. For påpegelsen og invitationen. Jeg takker.

Og lad os mødes til den cigaret en dag.

Hvad tænker du?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *