SEINblik – uge 10

Russisk politiker i spaghetti-protest mod Putin

I løbet af Ruslands invasion af Ukraine er det i den grad gået op for mange i den vestlige verden, hvor totalitært og militaristisk et styre, Putin har underlagt den russiske befolkning. 

Kort efter invasionen blev der vedtaget en ny paragraf i russisk lovgivning, artikel 20.3.3, som ulovliggør miskreditering af de russiske militære styrker og dermed også begrænser ytringsfriheden i landet. 

Den paragraf har lokalpolitikeren Mikhail Abdalkin nu gjort op med. Han er netop blevet anklaget for at hænge kogt spaghetti over ørene, mens han lytter til præsident Putin holde tale. Det er en seance, som han har filmet og postet på VKontakte (russisk socialt medie, red.), hvor man i 30 sekunders tid ser Abdalkin nikke ivrigt, så spaghettien dingler til præsidentens tale, der vises på computerskærmen foran ham. Det virker umiddelbart som en uskyldig prank, så hvordan kan han blive anklaget for miskreditering af de russiske tropper? Jo, udtrykket ‘at få hængt spaghetti på ørerne’ svarer nemlig på russisk til at blive bildt noget ind. Derfor fremstår videoens billedtekst også sarkastisk: “Jeg bakker fuldstændigt op, jeg er helt enig, fremragende præstation.” Dette nummer har ført til, at Mikhail Abdalkin har modtaget en indkaldelse til retten, hvor han blev tiltalt efter den førnævnte artikel 20.3.3, da han anklages for at ‘miskreditere de væbnede styrker i Rusland’. 

Abdalkin nægter selv, at han har begået noget ulovligt, og på sin VKontakte-profil meldte han sig klar til kamp, da han skulle stille i byretten d. 7. marts.

Der er indtil videre ikke noget nyt om, hvad dommen endte med at blive under retsmødet i byretten. 

Moderat ballade hos Moderaterne 

Man kan formode, at Jon Stephensen i disse dage er en presset mand. Oven i anklagen om dokumentfalsk stod over 30 kilder (herunder ti med navn) frem med anklager om dårligt arbejdsmiljø, overfusninger og trusler under Jon Stephensens ledelse. I artiklen, som kan læses på TV2s hjemmeside, beskriver en skuespiller ved navn Kimmie Liv Sennova, hvordan Jon Stephensen blev ved med at plage om at få lov til at bringe et pressefoto, hvor man kunne se noget af hendes bare bryst og numse. Selvom hun svarede nej, offentliggjorde han billedet alligevel. Hun udtaler til TV2: “han tog retten til at sige nej fra mig.”

Talsperson for Jon Stephensens opstillingskreds, Katja Piecko, udtaler til TV2, at hun ikke har nogle kommentarer til, om han bør få lov at gå. Men hun siger dog, at: “hvis det forholder sig sådan, så er det – både som moderat og som menneske – en måde at opføre sig på, som man må lægge afstand til.”

Podcasts rimer pludselig på retfærdighed

Søndag sidste uge udkom DR’s nye podcast ‘En beklagelig fej’. Titlen refererer til en sætning, som bliver brugt i flere voldtægtssager, som er blevet tabt på gulvet uden nogen særlig årsag. Og sætningen, ja, den tages i brug af det danske politi. 

Særligt har den første episode – Emmas episode – fået opmærksomhed i medierne. Og det er heldigvis af lykkelige årsager. Emma er kilde i podcasten og får nu hendes voldtægtssag taget op af Menneskerettighedsdomstolen. Det er et sjældent tilfælde at EU tager sådanne sager fra domstolen op, hvorfor det ikke kun er en (måske lille, men vigtig) sejr for Emma, men også for sager, der ligner hendes. 

I første omgang kom Emmas voldtægtssag nemlig aldrig for retten. En statsadvokat havde glemt at give videre besked om sagen, så tidsfristen slap op for Emma. Ergo den “beklagelige fejl”, som det skal vise sig, at politiet har lavet i følge podcasten.

Det er ikke den eneste gang i år, at vi ser podcasts have en politisk effekt. “Det levende bevis” vandt den prestigefyldte Cavlingpris tilbage i januar, som den første podcast. En podcast, der undersøger det mulige justitsmord på en dansk-somalisk familie. En podcast, der muligvis har fået lytternes øjne op for hvordan børn også behandles i retssager. 

Hurra for podcasts. Hurra for retfærdighed. Hurra for “En beklagelig fejl”, som du kan lytte til lige her. 

Ikke-glædelig kvindernes kampdag

Onsdag sagde kalenderen endnu engang “8. marts”. Datoen rimer på Kvindernes International Kampdag. Måske har du opdaget at SEIN har dækket dagen?

“Vi fejrer jo ikke. Man er jo mere opmærksom på, hvor meget der er at kæmpe for,” fortalte Karoline til SEIN i vores interview fra kampdagen. En tendens, der er ved at sprede sig. Tendensen der er fortaler for, at der er noget helt retorisk galt i den måde, vi taler om kampdagen på. 

“Glædelig kampdag” eller “Hvordan skal du fejre kampdagen?” er måske sætninger, som du har hørt blive brugt flittigt i forbindelse med dagen. Men nu bliver flere altså fortalere for, at vi ikke skal bruge ord som “glædelig” i forbindelse med dagen. 

Mememageren @krænkelseskulturellememes opsummerer pointen ret godt: “Det har aldrig været glædeligt at kæmpe for sine rettigheder. Kampdagen er ikke glædelig for den markerer at vi stadig har lang vej igen. Kvinder og kønsminoriteter på tværs af intersekter i alle lande i hele verden har forskellige kampe. Vi skal kæmpe sammen hver eneste dag og kampen er IKKE glædelig.”Selvom kampdagen til dels kan være glædelig, når du mindes alle de seje damer i dit liv, så husk også dem, hvor kampen ikke er helt så glædelig endnu: afghanske kvinder, færøske kvinder, iranske kvinder, ikke-cis kvinder, queer kvinder, kronisk syge kvinder, POC kvinder og ja, kvinder. Du kan eksempelvis støtte dem, når du følger, når du handler og når du stemmer.