SEINblik – uge 7

19. februar 2023

Velkommen til dit ugentlige nyhedsoverblik. 

Hver søndag samler nyhedsgruppen op på 3-6 historier fra ind- og udland, tech og fællesskab, alvor og fnis. I denne uge dykker vi ned i kokkebranchen, (pop)kultur og ikke mindst de forfærdelige ødelæggelser forsaget af jordskælvet i Tyrkiet og Syrien.

Kokkebranchen i flammer

Måske er Gordon Ramsays realityserie tættere på virkeligheden end vi går og tror. I hvert fald kan man ifølge et akademisk studie fra Cardiff og Lyon universiteterne, ved navn Bloody suffering and durability: how chefs forge embodied identities in elite kitchens, læse flere kokke beskrive hvordan fysisk og psykisk smerte i de forskellige køkkener er med til at skabe respekt og frygt. 

Klik her og Støt SEIN

En kok beskriver bl.a. i studiet fra oktober 2022, hvordan han blev forfremmet, efter hans chef havde truet ham. En anden kok beskriver, hvordan at jo mere robust man er, jo større chancer er der for at blive forfremmet. Han fortæller blandt andet til forskerne: “Kokke er nødt til at udholde lidelse og kunne smile af det bagefter. Ellers er man bare en lille tudeprins ovre i hjørnet. Jeg ved det lyder destruktivt at sige, men du skal ikke være en tudeprins.“ 

Det går heller ikke meget bedre herhjemme i gamle Danmark. I sidste måned offentliggjorde Noma at de lukker i 2024,  efter den i sommers blev kritiseret af Financial Times for dårlige arbejdsvilkår. I forbindelse med lukningen fortalte ejeren Rene Redzepi i et interview med The New York Times dateret 3. januar 2023, at: “Vi bliver nødt til at gentænke hele industrien. Det er simpelthen for hårdt, og vi bliver nødt til at arbejde på en helt anden måde” 

I de seneste år er flere og flere kokke flygtet fra michelin restauranter og ind i de forskellige cateringfirmaer og kantinekøkkener. Intet ondt ord om catering og kantine, men hvis man ikke løser de her problemer, kan vi desværre kigge langt efter den arbejdskraft som  branchen skriger på. Danmark er et af hovedstæderne for moderne gastronomi men hvis ikke branchen snart får bedre arbejdsforhold, kan vi risikerer at vente i lang tid på en ny (Michelin)-stjerne.

Superbowl Sunday fejrer Black History Month

Natten til mandag udspillede den amerikanske fodbold turnering, Super Bowl, sig på traditionel vis. På utraditionelt vis var begge quarterbacks i år dog sorte. 

Quarterback. Et velkendt ord for amerikansk-fodbold-fanatikere, et mindre velkendt ord hvis du blot kender til det igennem Glee eller Riverdale. Det er dog en af de mest betydelige placeringer i sporten. Det er nemlig dén spiller, som starter hele spillet. En spilleposition, der har været domineret af hvide spillere. 

Patrick Mahomes, quarterbacken for Kansas City Chiefs, fortæller, at han håber på at inspirere fremtidige amerikanske fodbold-stjerner: “Gutterne, som kom hertil før Jalen og jeg, satte scenen for det. Og nu er jeg glad for, at vi kan skabe platformen for de unge, der er på vej frem,” udtaler han til nyhedsbureauet AFP. Det blev altså også Kansas City Chiefs som løb med sejren, da de i sidste minut sikrede slutresultatet. 

Og hvis du mangler endnu en grund til at fejre Black History Month i februar, så kan du se Rihannas Half Time performance lige her.

Kulturlivet har det overraskende godt

DI Turisme og Oplevelser har lavet analyser, der viser, at kulturlivet i Danmark har haft et overraskende godt år trods inflation: “Typisk er det sådan, at man skruer ned for kultur og oplevelser, hvis pengepungen er presset, men det er ikke sket denne gang,” udtaler Chef for DI Oplevelser og Turisme Maria Krüger til Ritzau i februar 2023.

Men trods inflationen har forlystelser ifølge DI rekord i besøgstal og salg af årskort. To ud af tre museer melder også ud, at de havde samme eller højere besøgstal end i 2019, året før corona: “De her coronaår har gjort det tydeligt for os alle, at vi ikke vil undvære det at komme ud og opleve noget sammen med familie og venner. Det, at vi har været indespærret under coronaen, har måske skabt en modreaktion, der er langt større, end vi overhovedet havde regnet med,” udtaler Krüger. 

Selvom det selvfølgeligt er positivt, at der er mange, der vil ud og se kultur igen, gør Krüger dog opmærksom på, at det ikke betyder at pengene svømmer ind i kulturbranchen, blandt andet på grund af driftsomkostninger, der er steget grundet de høje energiomkostninger. 

Hvis du selv har lyst til at støtte op om kulturlivet, var jeg i tirsdags på Charlottenborg, hvor entreé koster en flad 50’er for studerende, derefter tog jeg ind og så “Tour de Chambre” på Det Kongelig Teater med mit sceneskift abonnement, der fungerer ligesom et Netflix-abonnement, hvor du giver 99kr om måneden og så kan se alt på Det Kongelige Teater. Begge oplevelser var klart anbefalelsesværdige og  hvis du vil have mere inspiration, kan du tjekke SEINs kulturgruppe ud, der har mange fede ideer til, hvad din næste oplevelse skal være.

Jordskælvet i Tyrkiet: hvad sker der nu?

Siden 6. februar har Tyrkiet været i landesorg. Et voldsomt jordskælv ramte ned i epicenteret i Gaziantep-provinsen. Store dele af landet er skælvet til jorden, sammen med nabolandet Syrien. Per lørdag d. 18. februar skriver nyhedsbureauet Reuters at 45.000 personer i begge lande er fundet døde efter jordskælvet. 

Håbet er dog ikke helt ude. Under murbrokkerne findes stadig folk i live, over 250 timer efter skælvet. Det skriver det mellemsøstlige medie Aljazeera. Blandt de fundne var blandt andet et barn, samt en mand og en kvinde. 

Gruppen var langt fra de første af slagsen. Hver dag dukker lignende historier op. Men alligevel stiller store dele af den vestlige verden spørgsmål til, om jordskælvet og resultaterne af dem vil have indflydelse på Tyrkiets nærmeste fremtid. Om tre små måneder er der valg i Tyrkiet. For 20 år siden sikrede Erdogan sig magten, da han blandt andet snakkede om flere jordskælvssikrede bygninger i landet. Mon 2023-jordskælvet vil få indflydelse på præsidentens rolle?

Hvad tænker du?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Psst!
Læs mere her