SEINblik – uge 8

26. februar 2023

Velkommen til dit ugentlige nyhedsoverblik. 

Hver søndag samler nyhedsgruppen op på 3-6 historier fra ind- og udland, tech og fællesskab, alvor og fnis. I denne uge skal det handle om Store Bededag og TikTok på Borgen.

Slut med TikTok på Borgen

Det er nu slut med dansevideoer og roasts, hvis du er folketingsmedlem eller ansat på Christiansborg. Center for Cybersikkerhed frarådede for nyligt alle ansatte i staten at have TikTok installeret på tjenstlige enheder som f.eks. mobiltelefoner. 

Det sker efter det tidligere er blevet dokumenteret, at TikToks kinesiske moderselskab, ByteDance, har adgang til TikToks brugerdata, som de mistænkes for at videregive oplysninger om til det kinesiske styre. Flere partier har lyttet til anbefalingerne som udkom i torsdags. Herunder er partiet Radikale Venstre. I partiet har man bedt alle folketingsmedlemmer og ansatte om at slette både profiler og den populære app – og anbefalingen gælder også privattelefonen: “Når Center for Cybersikkerhed beder alle ansatte i staten om at lukke deres kontoer, så er det helt naturligt, at vi gør det samme. For vi sidder jo på daglig basis med sikkerhedsspørgsmål i det politiske arbejde”, siger Martin Lidegaard, formand for Radikale Venstre til DR Nyheder.

Der er andre dog helt andre TikTok-boller på suppen hos De Konservative, Alternativet og Nye Borgerlige, som afventer klarere retningslinjer om appen: “Vi har pt ikke udstukket retningslinjer for brugen af TikTok. Det er derfor op til politikere selv, om de vil være på TikTok eller ej”,  lyder det i et skriftligt svar fra De Konservatives pressetjeneste. Nye Borgerlige mener, at en løsning om brugen af appen skal findes indbyrdes blandt Folketingets partier, men har ikke noget umiddelbart bud på, hvad den løsning f.eks. kunne være. 

Udmeldingen fra Center for Cybersikkerhed kom i kølvandet af, at EU-kommissionen og EU-Ministerrådet samme dag havde valgt at forbyde TikTok på de ansattes arbejdstelefoner, men ifølge en talsmand fra ByteDance er det hele baseret på grundlæggende misforståelser. Så er det mon helt slut med Vanopslagh og Rosa Lund på ‘politiktok’?

Partier bryder uskreven regel frem mod store bededagsafstemning 

Enhedslisten, Socialistisk Folkeparti, Dansk Folkeparti, Danmarksdemokraterne og Nye Borgerlige sender alle partiernes folketingsmedlemmer i salen for at stemme imod afskaffelsen af store bededag på tirsdag. De ophæver dermed de clearingaftaler, der normalt gælder i Folketinget.

Det oplyser de nævnte partier i en pressemeddelelse. Det er normalt ikke tilfældet, at alle, eller de fleste politikere, er til stede i Folketingssalen, når der skal stemmes for eller imod et forslag. Men de fem partier mener, at spørgsmålet om store bededag er så indgribende og har så principiel karakter, at flest mulige folketingspolitikere skal have mulighed for at stemme i salen. 

Formand for Danmarksdemokraterne, Inger Støjberg, udtaler: “At regeringen vælger at afskaffe store bededag har kæmpe betydning for danskerne. Derfor er det også kun rimeligt, at hvert folketingsmedlem skal ned i salen og stå ved sin beslutning.” Pia Olsen Dyhr (SF) deler samme holdning og kalder regeringens forslag et angreb på den danske model: “Det er vidtgående både at forbigå arbejdsmarkedets parter og samtidig ikke høre vælgerne før et valg.” Lars Boje Mathiesen (D) fremhæver i forlængelse af Pia Olsen Dyhrs udtalelse, at regeringens beslutning om afskaffelse af store bededag splitter danskerne, der ikke havde mulighed for at tage stilling til spørgsmålet til valgkampen: “Derfor er det rimeligt, at alle medlemmer af Folketinget helt ekstraordinært giver deres holdning til kende og stemmer i Folketingssalen på tirsdag.”

De tre regeringspartier er som følge af de fem oppositionspartiers beslutning tvunget til at sende et tilsvarende antal medlemmer til afstemningen, hvis de vil sikre sig et flertal. 

Tredjebehandlingen af lovforslaget om store bededag finder sted på tirsdag d. 28/2 2023.

Gentleman-aftale

Clearingerne er uformelle aftaler mellem folketingsgrupperne, der gør det muligt for folketingsmedlemmerne at være fraværende til afstemninger i Folketingssalen. Aftalen sikrer altså, at der er lige mange fraværende fra oppositionen og fra regeringen og deres eventuelle støttepartier, så magtbalancen bibeholdes – også det vi kalder for en gentleman-aftale. Det er netop denne uskrevne regel, de fem oppositionspartier nu bryder med, når de vil møde op med alle medlemmer.

Jeppe Kofod kommer tilbage. Hvad siger vælgerne?

Og som om du ikke fik nok af dansk politik i denne uge, så sluttede ugen altså med et brag af en kontrovers. I går, lørdag, blev det udmeldt at tidligere udenrigsminister Jeppe Kofod (S) gør comeback i Folketinget. 

Jeppe Kofod forlod Folketinget tilbage i 2020, da en gammel #MeToo-sag blev gravet op fra det dybe. Et samleje med en 15-årig da Kofod selv var 34 år gammel, skulle med rette få konsekvenser for hans karriere som politiker. Det har både politikerne og vælgerne afgjort. 

Men nu får karrieren et plottwist. Det sker fordi nuværende verdensmålordfører Mette Gjerskov (S) sygemeldes: “- Jeg er virkelig glad for, at Jeppe har påtaget sig opgaven, fordi han med sine mange kompetencer, kan gå direkte ind og overtage mine opgaver med Verdensmål, internationale rettigheder, knokle for det grønne og meget andet,” skriver hun om, at Kofod holder hendes plads i perioden. 

Det får vælgerne til tasterne – og mememagerne til Canva. Det er endnu uvidst, hvordan Kofods tidligere historie i Folketinget vil have indflydelse på hans vikar-periode nu. Men mon ikke vælgerne holder øje med ham?

@speltmemes på Instagram

Hvad tænker du?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Psst!
Læs mere her