Selverkendelse i 72. time

Det er nemt at gøre sig klog på mange ting – menneskets hjerne er dog blandt undtagelserne.
Vi sætter først for alvor pris på den, når den pludselig ikke fungerer mere. Evnen til at kode og afkode helt basale signaler falder os naturligt, indtil disse koder ikke længere kan knækkes. Og satte vi ikke pris på hjernens dygtighed førhen, gør vi det da slet ikke, hvis den er kaput. Faktisk er det meget sjældent, at man overhovedet bemærker den mindste ændring i mentaliteten, før skaden er sket.

Og så befinder man sig med ét på Glyptoteket og har ikke spist i 3 døgn. 

Det er svært at vide, hvordan det kom så vidt, hvor tit jeg så end forsøger på det. Og det gør jeg rigtigt tit. Jeg tænker ofte, at hvis denne gåde knækkes, kan jeg måske også finde svaret på en langt sværere gåde: ”Hvorfor vil jeg ikke spise?”
Det er absurd. Det er simpelthen absurd at stille sig selv sådan et spørgsmål. Endnu mere absurd at gøre det igen og igen og igen. For det burde ikke være så svært. Det burde ikke være så svært at følge sine drifter. Det burde ikke være så svært at fortælle sin krop, at de 6 liter vand, man drikker om dagen, sagtens kunne erstattes med mad. Det burde ikke være svært at holde op med den systematiske nedbrydning af knogler og organer, jeg langsomt foretager mig.

Så hvorfor er det ikke sket endnu? Hvorfor endte jeg sidste år med at stå skælvende på Glyptoteket og tænke: ”fedt – jeg har slået min rekord! – 72 timer.”

Forklaringen ligger ikke (som jeg ellers i lang tid troede) i, at samfundet presser urealistiske skønhedsidealer ned over hovedet på unge piger. Selvom det er en (mere end) relevant problematik, var det ikke den, jeg behøvede at begrave mig i for at forstå, hvor min spiseforstyrrelse kom fra. Desværre tror jeg, at det gør sig gældende for mange andre spiseforstyrrede unge. De – og mest af alt deres nærmeste – har, ligesom jeg, en forventning om, at forklaringen må kunne findes i det omkringliggende samfund.
Problemet med spiseforstyrrelser – såsom med mine egne anorektiske adfærdsmønstre – er, at de ikke kan forklares ud fra én enkelt faktor. Spiseforstyrrelser forekommer oftest som et produkt af multifaktuelle tilstande og kan derfor være forsagede af både psykologiske, sociale, biologiske, genetiske og selvfølgeligt kulturelle forhold.

Det er også tit misforstået, præcis hvordan spiseforstyrrelser opstår og hvorfor, de vedligeholdes. Man snakker om 3 hovedsagelige forhold i denne sammenhæng; prædisponerede, udløsende og vedligeholdende faktorer. Hjernen er altså i forvejen ”primet” til at udvikle en spiseforstyrrelse, før en egentlig forstyrrelse kan udvikles. Udløseren af denne er typisk en voldsom oplevelse eller livsomvæltning. Derefter er det et spørgsmål om, hvor stor fysiologisk og psykologisk skade man har påført sig selv – og hvorvidt ens omgivelser reagerer positivt eller negativt på de fysiske ændringer, som den syges krop har gennemgået.
Forstår man, at de vedligeholdende forhold kan genigangsætte en ellers (på overfladen) kureret forstyrrelse, vil man hurtigt forbinde denne faktor til et farligt ord. Faktisk så farligt at man næsten ikke tør sige det. Så bliver man ikke taget seriøst. Man kan ikke sige det, uden at folk stirrer; man ved blikket kommer, når man siger:
”Trigger”
Farligt, fordi ordet ”trigger” bliver smidt rundt i kommentarfelterne på sociale medier, som en dårlig punchline om hypersensitive ”social justice warriors”.

Ser man bort fra det, er ordet ”trigger” bare et ord, som spiseforstyrrede (eller andre mennesker med psykiske lidelser) bruger i stedet for ”igangsættere/genigangsættere”. Der er tale om et associationsspor eller en stimulation af den kognitive skade, der er forårsaget af spiseforstyrrelsen. En ”igangsætter” eller ”vedligeholder” sørger altså for, at hjernen aldrig når tilbage til et punkt, hvor den erkender fx sult/mæthed eller korrigerer et anormalt spisemønster.
For mig var det netop en livsomvæltning, der udløste den allerede prædisponerede forstyrrelse, som jeg havde.

I 2015 blev jeg diagnosticeret med mononukleose (kyssesyge) og måtte, som alle andre med sygdommen, ligge hjemme et par uger. Bortset fra at de få uger blev til 9 måneder for mit vedkommende. Så ja, det var en omvæltende oplevelse.
Inden da havde mine veninder og jeg sørget for at prædisponere os selv godt og grundigt; vi var begyndt at træne sammen. Udover træningen skulle vi også omstilles til en sundere, mere bæredygtig kost. Vi dyrkede sundhed, som var det en religion, og vi var ikke til at omvende.

Problemet lå vel i, at det altså var rigtigt svært at være med på sundhedsbølgen, da man juleaften sad med næsten 40 graders feber og prøvede at klemme et par brunede kartofler ned. Det skete jo ligesom ikke.
Eftersom spiseforstyrrelser oftest er en modreaktion på en ufrivillig omvæltning, var mit svar til sygdommen – endnu mere sygdom. Halleluja!
Så (for det syntes jo logisk dengang) jeg holdt konsekvent op med at spise.
Desværre var det nemt. Netop fordi jeg var syg i forvejen.

Det blev mit drive på et tidspunkt, hvor jeg intet andet havde at stræbe efter. Jeg var alene derhjemme med mig selv og den nye stemme i mit hoved. En konstant hvisken fulgte mig, hvor end jeg befandt mig.
Det var frygteligt. At være hjemsøgt i sit eget hoved. Man slipper aldrig væk. Til sidst tænker man, at enden på denne horror, er enden selv. Måske er det meningen med det hele. Måske er det faktisk den eneste måde at slippe væk på. Måske er det slet ikke en dårlig ting, at stemmen er der. Måske har alle mennesker det sådan. Måske skal man ikke slippe væk, fordi flugten selv er fangenskabet, som man deler med stemmen.

Jeg satte person på min spiseforstyrrelse. Vi blev til to individer, der levede i lykkelig symbiose. Men hun var aldrig en del af mig. Det ville jeg ikke erkende. Nu ved jeg, at det skyldtes, at jeg langsomt gennemtævede mit kognitive center dag for dag.
Splittelsen mellem mig og den spiseforstyrrede Julie gik ikke væk. Den går nok ikke væk foreløbigt. Men for et kort øjeblik på Glyptoteket i januar sidste år var den væk. Splittelsen. Da de 72 timer var gået.
Der var jeg én med spiseforstyrrelsen, for der var kun mig og min tomme mave, da jeg smuttede ind på et af Glyptotekets toiletter for at tjekke mit regnskab.

Intet er i virkeligheden mere uhyggeligt end selverkendelse. Det blottede jeg. Måske er det også derfor, at vi tit foretrækker at leve i uvidenhed, når tingene går galt i hjernen. Når koderne ikke længere kan knækkes. Så hellere lade dem være uforløste, så længe vi ikke tvinges til at tage stilling til konsekvenserne. Spiseforstyrrelser er svære at gøre sig kloge på – ligesom resten af hjernen.
Og det er skræmmende.
Totalt skræmmende.

Men mest skræmmende er det nok, at jeg nu kan se tilbage på den dag og tænke: ”72 timer – det er jo ingenting”.