Vi skriver vores egne selvportrætter

Tove Ditlevsen (© Gyldendal)

Jeg skriver et selvportræt. Jeg sidder her og udfylder en liste, Tove Ditlevsen fandt på, skifter hendes ord ud med mine. Jeg har bedt mine venner gøre det samme. Vi sætter os alle ned og finder ind i os selv. Kender man sig selv bedre, end andre gør? Man kan vel aldrig være objektiv om sig selv. Portrættet fortæller ikke nødvendigvis hele sandheden om, hvordan jeg ser mig selv. Pludselig sidder man med muligheden for at dirigere et narrativ om, hvem man er. Det er som de selfies, man selv har postet, overfor de frasorterede billeder, man er tagget i. Det betyder ikke, at mit selvportræt nødvendigvis er en glorificering, men at alt, der står på listerne, er bevidst valgt. Og bag disse valg ligger der et ønske – et ønske om at påvirke andres og min egen opfattelse af mig. Det er ikke, fordi jeg ikke tilstræber mig ærlighed, men ærligheden kommer simpelthen til kort.

Jeg tror, at det spændende ved selvportrættet ligger i præcis dét. Det vil aldrig kunne frigøre sig fra subjektiviteten. Men hvad skal man også med den objektive sandhed? Jeg er mere interesseret i at kigge på, hvordan vi selv synes vi er, eller hvordan vi ønsker at være, og hvad vi ser som vores fejl og mangler. Og måske særligt interessant: hvad vi selv føler, at vi kan.

Jeg præsenterer her en række unge mennesker mellem 15 og 25, der fortæller, hvad de i deres egne, indre øjne “ikke kan”, “ikke kan holde op med”, og hvad de “kan”. Punkterne ”jeg kan ikke” og ”jeg kan ikke holde op med” implicerer vel ”som jeg føler, jeg burde kunne?”. Måske kan man ved at læse selvportrætterne op mod hinanden se et mønster eller en tendens i, hvad vi føler, vi skal leve op til at kunne. Måske vil man kunne udlede noget om, hvad der presser ungdommen – men det er slet ikke sikkert.

Jeg synes, der ligger noget smukt og stærkt i det sidste punkt, ”jeg kan”. Man snakker meget om ungdommen, som om vi er lammede af alle de valg, vi har, vi er ensomme og stressede og vores liv bliver ødelagt af de sociale medier. Men her bliver det markeret, hvad vi føler, at vi har at byde ind med til verden, hvad der er vigtigt for os.

Jeg vil på vores alles vegne gerne sige tak til Tove Ditlevsen og et lidt forsinket tillykke med de 100 år. Og så til sidst vil jeg virkelig gerne opfordre til, at man byder ind i kommentarfeltet, hvis man har lyst til at dele, hvad man tænker om sig selv under de tre overskrifter

Illustrationer og layout af Freya Lind Jeppesen