Tilbage til hvor vi var

12. november 2018

For Caroline kan kun sengen skabe tryghed lige nu med et nyt arbejde og en dalende lyst til at få skrevet. Hun tænker tilbage på en tid, der emmede af kreativitet og kultur og prøver at give sin hjerne en kærlig opsang for forhåbentligt snart at kunne komme tilbage til samme mindset igen.

Foto af Rebecca Pless

Kære finurlige hjerne

Det er ikke ofte, at det er sådan her. Du er i en periode med ubalance, og det er fucking svært, for at sige det mildt, at komme back on track. Det er nok lidt, som om jeg har glemt at tage dig med hjem fra Berlin nogle gange. Hvor du for lidt over et år siden huskede mig på at medbringe bog, notesbog og høretelefoner overalt i de berlinske gader, drak uanede mængder Club Mate og kaffe på caféer og læste og skrev i mellemrummene mellem muséernes gratis entréer, i parker og i U-Bahnen mod vintageskatte. Det var dage fyldt med That 70’s Show-marathon på det tyske Netflix, og du var en klæbehjerne for alt, der havde med kultur at gøre. Du fandt på digte, dagbogsindlæg og collager med det holografiske klisterpapir fra Modulor. Jeg kan sagtens forstå, at det ikke er nær så spændende, at den lidt mere spontane og lystbaserede hverdag er udskiftet med den fornuftsbaserede. Tidsrummet inden arbejde bliver udfyldt med absolut ingenting. Du får stadig min mave til at vende sig, indtil jeg møder ind klokken 16. Min seng er mit safe space både før og efter arbejde, for her er der ikke noget, der kan fejle. Jeg kan ikke skrive en dårlig tekst eller overvande mine planter. Men jeg kan spilde min tid på at tænke over idéer til digte og noveller, jeg aldrig skriver og se mine planter hænge med hovedet. Planterne observerer dig og mig i sengen med computeren i mit skød for at se den nyeste sæson af RuPaul’s Drag Race på Netflix. Selv støvet i hjørnerne af værelset bliver tykkere for hver gang, jeg blinker. Har du helt glemt, hvor god du var til at multitaske?

Du får stadig min mave til at vende sig, indtil jeg møder ind klokken 16.

Jeg tror faktisk ikke, der skal så meget til, som du måske er bange for. Jeg ved, det frustrerer dig, at vi ikke kan fokusere på at skrive, når der er en deadline for en forfatterskoleansøgning, der kommer tættere og tættere på. Tanken om at have skrevet det hele færdigt i november falder rimelig stærkt til jorden lige nu. Men det betyder jo ikke, at vi ikke kan nå det! Vi kan sagtens klare det sammen, hvis vi strammer os lidt op og får både arbejde, skrivning og pleasure til at fungere.

Først skal vi lære at få en bedre døgnrytme. Hvis vi skrev til langt ud på natten, ville jeg ikke klage, men vi ser jo bare YouTube og Netflix. De dage, jeg kommer sent hjem fra arbejde, forstår jeg sagtens, du har brug for en pause og for at koble af. Det er sygt stramt at kigge ind i en skærm og tale i telefon i så lang tid som telefoninterviewer, men måske vi burde slappe af med en bog i stedet for? Så er det sikkert også meget nemmere for dig at falde til ro og lade mig falde i søvn tidligere og ikke ligge i et for omklamrende mørke i flere timer, søvnløs.

For det andet skal vi lære at flytte skrivningen væk fra hjemmet igen. Du ved jo godt, jeg arbejder bedst med baggrundsstøj, så måske burde du presse mig mere til at tage ud på caféer for at skrive alene. Det er blevet en vane ikke at tage ud uden et vigtigere formål. Men hvad kunne være mere vigtigt i det her sabbatår end at få skrevet så meget som muligt, når tiden i princippet er til det? Kan du huske i Berlin, hvor vi sad og ventede ved Potsdamer Platz, inden der var fri entré til filmmuséet med udstillingen for fotografen, der har filmet ”Paris, Texas”? Hvor du først lod mig nyde solen, læse og skrive noter til tekster, for det var det eneste, vi skulle nå den dag og derefter for at sidde og bruge næsten to timer på at se klippene på udstillingen om og om igen. Der var ingen forpligtelser, og det er der i princippet heller ikke nu, selvom der er et arbejde, der fylder lidt af ugen. Så skal vi ikke invitere hinanden på en skrivedate i næste uge? Måske et par timer inden en kaffeaftale med en ven?

Men hvad kunne være mere vigtigt i det her sabbatår end at få skrevet så meget som muligt, når tiden i princippet er til det?

For det tredje skal vi lære at meditere igen. Du er så fyldt op med bekymringer, tanker og planer, at der snart ikke er mere plads tilbage. Du kan godt glemme alt om integralregning fra matematik på gymnasiet for at frigive lidt. Det gør skam ikke mig noget. Vi skal lære at cleare sindet igen, give det lov til at vandre og snørkle rundt i alle afkroge og afprøve nye ting. Det tror jeg især, at meditation kan hjælpe med, og jeg tror ikke engang, du har husket mig på at slette meditationsappen Headspace fra sidste forsøg endnu. Så som jeg plejer at sige i telefoninterviewene: Skal vi ikke bare give det et skud?

Så kære hjerne, du er lidt fastlåst lige nu i et negativt mønster. Men jeg ved, at vi sagtens kan rette op på det igen. Nu er jeg oprigtig opmærksom på det, og jeg vil også gerne rose dig for at holde vores dagbogsrytme ved lige. Der er snart gået tre måneder, og jeg får stadig skrevet hverdagsfrustrationer og glæder ned. Og det synes jeg er sejt, for dét har jeg aldrig kunnet før! Skal vi ikke tage det én dag ad gangen og lave nogle ugentlige mål? Jeg skriver i hvert fald ned nu her, at vi skal på skrivedate i næste uge og meditere lidt senere i dag. Så ved jeg, du husker det bedre.

Kram Caroline

Hvad tænker du?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *