Skuffet over at være skuffet: Dating i København og kunsten at lade, som om man er ligeglad

Forleden skulle jeg have været på en date. Jeg var nervøs, for jeg havde efter mange mislykkede date-forsøg lidt mistet håbet om succes på dating-apps og har like clockwork slettet og gen-downloadet appen i gennemsnit en gang om måneden.

Jeg kan ikke tælle på mine hænder, hvor mange gange jeg eller mine veninder har oplevet at være millimeter fra en date, og så sker det uundgåelige: De stopper med at svare, de skal spontant til Bali den dag (what the fuck?), eller man ender som Instagram-mutuals, der trofast ser hinandens stories for life.

Men ham her virkede sjov og begejstret for at se mig. 

En besked tikker ind på min telefon: 

“Jeg er syg, kan vi rykke det til en anden dag?”

Så står jeg der med nyvasket hår, en indøvet icebreaker i mit hoved og mit outfit lagt ud på sengen, som var det aftenen inden første skoledag i 6. klasse. Få timer inden vores date, ser jeg det universelle kodeord for: “Jeg har faktisk ikke lyst til at tage på den her date.”

Jeg bliver skuffet. Og det er faktisk lige præcis den følelse, og ikke det at han aflyste, der i hele denne situation går mig allermest på.

Jeg fanger mig selv i at tænke: “Hvorfor havde du så høje forventninger? Hvorfor lader du en fremmed mand ødelægge dit humør? Nu synes jeg, du bliver lidt for følelsesmæssigt investeret, Anna. Det er ikke særlig nonchalant og girlboss-agtigt af dig.”

Og det fik mig til at tænke. For det er ikke sjældent, at jeg modtager en besked fra en af mine mange single-veninder med enslydende format: 

“Jeg ved ikke, hvorfor det går mig så meget på, at han aflyser, men jeg synes bare, det er nederen,” efterfulgt af et forsøg på at retfærdiggøre deres følelse af nederlag. Det er altid noget med at man har spildt sin tid, eller at man har gjort sig klar for ingenting.

Men der er en følelse, der ulmer under overfladen, som ingen af os rigtigt gider at stå ved. Fordi i en tid hvor dating aldrig har været mere tilgængeligt og uforpligtende, tør vi ikke indrømme, at vi faktisk har forventninger til hinanden, og at det gør ondt, når de ikke bliver indfriet. 

Klik her og Støt SEIN

Men hvornår er det også blevet fælles konsensus, at dating er noget, vi ikke skal tage seriøst, og at man kun kan vide med sikkerhed, at daten faktisk bliver til noget, når begge fysisk er mødt op og ser hinanden i øjnene? Hvorfor har vi et narrativ, der fortæller os, at det er desperat at skrive med nogen, som man oprigtigt synes, er sød og spændende?

Selv mens jeg skriver den her tekst, fanger jeg mig i at tænke, at jeg lyder overdramatisk og en smule småborgerlig og prollet. Jeg får lyst til at forsvare mig selv med, at jeg ikke engang leder efter en kæreste, at jeg i hvert fald ikke er sådan en konservativ, villa-volvo-vovsepige eller at denne her date ikke engang betød særlig meget for mig.

At det er en større tendens, jeg er træt af, og at et enkelt, fremmed menneske ikke engang kan påvirke mig så meget. Men virkeligheden er, at jeg faktisk så frem til den her date. Men altså, hvad er pointen også med at tage på en date, hvis ikke jeg synes, han virkede nice? Hvorfor skal det føles så flovt at sige højt?

And I couldn’t help but wonder, om det ikke også taler ind i en større tendens, der resulterer i, at alle kollektivt sukker, når de snakker om dating i København. Absolut ingen, jeg kender, elsker dating-apps, men absolut ingen, jeg kender, kan holde sig fra dem. Det er jo også et mysterie, for onlinedating indeholder i teorien alle ingredienserne til at finde kærligheden.

Især med apps som Hinge er det nu muligt at høre folks stemme, se deres politiske overbevisning og vide, at deres mest irrationelle frygt er Planet Nusa-piger (megasjovt og originalt).

Men på trods af det er det langt sværere at få en date i hus i dag, end da vores forældre var unge. Du har sikkert fået den klassiske: “Hvordan kan det være, du ikke har en kæreste? Havde jeg været på din alder, havde jeg hapset dig med det samme” (tak, far, og lov mig, du aldrig siger det der igen).

Noget er skiftet, og de fleste af os kan godt komme med kvalificerede bud på hvorfor: Vi er blevet mere kræsne, vi har en forbrugskultur, der har gennemsyret datingmarkedet, vi er bange for at misse noget, vi bliver handlingslammede af for mange muligheder.

Og så er det, som om den måde, vi færdes på online, ikke helt er fulgt med tiden.

På trods af, at internettet ikke længere er det her abstrakte, niche’de univers, som vi kan logge ind og ud af, men nu er blevet en sfære, der løber parallelt med og afspejler virkeligheden, så hersker der stadig en følelse af manglende forpligtelse overfor hinanden.

På trods af internettets forsøg på at kompensere for den manglende fysiske tilstedeværelse med profilbilleder og emojis og lydbeskeder, så er der noget, der mangler. Det er upersonligt og ufarligt at smutte, når man ikke gider mere. 

Måske taler det også ind i en større no toxic bullshit-kultur, hvor vi i et forsøg på at sætte grænser, respektere vores egen tid og ikke gøre noget, vi ikke har lyst til, glemmer at værne om fællesskaber.

Vi glemmer, at der nogle gange sker fede ting, når vi går ud over vores egne grænser, og at andres grænser kan overskrides af, at vi altid sætter os selv først? (ja, jeg har lige draget en parallel mellem, at nogen har aflyst en date med mig, og at vi lever i en hyperindividualiseret tid, hvor fællesskabet udfordres. Du får et fripas til at kalde mig lidt dramatisk). 

Og bevares, jeg er ikke en engel selv. Jeg er også stoppet med at svare folk ud af det blå, jeg har også matchet med personer, som jeg, når det kom til stykket, egentlig ikke var så interesseret i og jeg har, til tider, også brugt dating-apps som et quick fix til bekræftelse.

Og det er unfair og dårlig stil og noget, jeg prøver at ændre på. Fordi the call is coming, delvist, from inside the house, nogle gange. Min Hinge-profil er en stor rodebutik af ironiske svar til alle prompts (for gud forbyde, at man virker som en, der tager dating-apps seriøst), fordi jeg jo helst skal udstråle så meget unbothered cool girl-energi som muligt. 

Det har også en vis kulturel kapital at være en kvinde med et usynligt skjold, som ingen kan trænge igennem. Vi ser det i denne generations kærlighed til Samantha fra ‘Sex and the City’, samt den til tider overdrevne aversion mod Carrie.

Den førstnævnte har sex “like a man” og lever så meget for sig selv, at hun en dag sørgmodigt må annoncere, at hun desværre er blevet forelsket i en mand. RIP. Den anden tropper op i den mest pinagtige, uønskede manér hos den mand, hun aldrig formår at blive lukket helt ind hos, og får uundgåeligt sit hjerte trådt på, gang på gang. 

Jeg tror, vi alle ser glimt af os selv, som vi ikke er særligt vilde med, i Carrie, eller som i hvert fald ikke har meget coolness value i vores generation. Derfor føler vi et behov for at tage kraftig afstand til hende.

Måske er det et opgør med et syn på kvinder, som overdramatiske, overemotionelle og overbesidderiske væsener – alle sammen værdier, der ikke værdisættes særlig højt i vores samfund.

Vi har i årtier ofret os for meget for dem omkring os og fungeret som vores kæresters personlige terapeuter, mødre og sexdukker. Vi har lært at for at have overhånden for ikke at blive udnyttet (følelsesmæssigt eller økonomisk).

For at have noget at sige, så skal vi spille med på patriarkatets spilleregler. Vi skal være centrum i vores eget univers. Vi skal eat, fuck and live like a man. 

Og jeg fanger tit mig selv i at bidrage til at holde den kultur i live ved at give råd til mine veninder, der opfordrer dem til at komme videre og ikke lade nogen komme under huden på dem.

Og bevares, nogle gange skal man minde sig selv om, at så unik var den person heller ikke, og at livet altså er mere, end det der halvvisne situationship med ham, der ikke har skiftet sengetøj siden i begyndte at ses for 4 måneder siden.

Men hvis vi altid er så hurtige til at lukke ned for samtaler om hjertesorg og romantiske nederlag, så efterlader vi ingen plads til de reelle følelser, som ingen mængde af TikTok-datingråd og “if he wanted to he would”-agtig lingo kan få til at forsvinde.

Og så giver vi hinanden skammens hat på. Og det tror jeg faktisk, skader mere, end det gavner.  For det er vigtigt at passe på sig selv i dating og ikke tillade alle at opbruge ens energi og kærlighed. Men det er en evne, der tager tid og – til tider smertefuld – erfaring at mestre. 

Nå, jeg kom måske på lidt af et sidespor der. Jeg tror godt, vi kan blive enige om, at jeg skal holde en pause fra dating apps og prøve lykken lidt mere af i virkeligheden.

Der må folk vel være lidt mere ordentlige … ikke?

Tekst: Anna Pauck Holm
Visuelt: Mie Horsbøl Rasmussen
Redaktør: Laura Rye Bislev