Syd For Solen: I Søndermarken er der både fladskyggede kasketter fra outdoor brands, fishnet-trøjer og topløse ølvomme

Det er en solrig torsdag i juni, og jeg er taget forbi Københavns nye, tredelte og overraskende velbookede musikfestival Syd For Solen i Søndermarken. En god ven og jeg havde browset gennem sommerens festival-katalog, og vi blev lykkelige over annonceringen af den elektroniske pioner Aphex Twin, så vi købte med det samme billetter. Jeg havde kigget på de forskellige artister og ærgret mig over, at der ikke var partout-billetter tilgængelige; At de udelukkende kaldte festivalen en ”endagsfestival – tre dage i træk.” Men hvorfor egentlig dele festivalen op? Er det en spekulativ salgs-strategi, eller er festivalen snarere den privatfest, vi alle har savnet? En mulighed for at tumle rundt i sit eget musikalske ego?

Efter at have slentret over Søndermarkens tørkeramte og gulbrune græsplæner i en pilgrimsvandring af åbne sommerskjorter og Birkenstock-sandaler, bliver jeg lukket ind gennem VIP-/presse-indgangen. Her står et par piger og brokker sig til en vagt over massive kødannelser ved hovedindgangen. Og derinde er der heller ikke mange, som er kommet gennem security endnu. Så jeg sætter mig behageligt i græsset i en lille sø af mennesker på tæpper midt på festivalpladsen.

Herfra vil jeg (i mit eget kaotiske koncept) være i stand til at blive siddende de kommende tre dage og stadig opleve hver eneste koncert i fuldt omfang. Dette grundet de kun to sceners korte mellemliggende distance og det aldrig overlappende program. Stemningen er hyggelig og rolig, og der lyder småsnak rundt omkring fra de medbragte tæppers picnic-øer i græsset. Bremer/McCoy har startet sit sæt, og jeg har det, som om jeg enten er ved at vågne langsomt op fra en varm drøm eller glide ind i en.

Foto: Sara Thy

Rundt om på festivalpladsen kan jeg se en håndfuld boder, der skal gribe og bære alle de tre dages vibes: tre normale barer dækket i lysegule farver, en stor centerbar i midten, som næsten deler pladsen i to. En bar med dyrere specialøl fra To Øl, en tequilabar, en økologisk kaffebar. En indhegnet vinbar med intet mindre end 18 forskellige glas på menuen samt en (i dag) noget sørgelig petanquebane. En lille kunst-installation, en merch-bod og en enkelt madbod, der både tilbyder vegetariske og veganske alternativer.

Og det føles umiddelbart som et smule højstemt udvalg af boder på pladsens ellers noget begrænsede råderum. Men i løbet af de kommende timer, hvor resten af torsdagens festivalgæster kommer strømmende gennem indgangens smalle sluser, får jeg et klart billede af, hvilken ”type”, der har købt billet til dagens indie-prægede musikprogram – og hvilke boder, de foretrækker. Foran To Øl-baren og den økologiske kaffebar danner sig slanger af mænd og kvinder omkring 30-års alderen med åbne hawaiiskjorter, farvede solbriller og Birkenstock-sandaler. Der er flad-skyggede kasketter med logoer fra outdoor brands og stor skægvækst. Lange guld-øreringe, som hænger og svajer ved grin, eller når en sjælden vind kommer ind gennem træerne til pladsen. De fleste står i par og ligner, at de enten lige har fået børn eller skal til at have det og ikke kan vente med at indtage Københavns café-hjørner med et arsenal af barnevogne og caffe latter.

Musikken er god. Særligt torsdagens program er enormt godt skruet sammen. Bremer/McCoys rolige opvågnen efterfulgt af Melody’s Echo Chambers bløde sommerindie og Bonny Light Horsemans folkrock føjer til dagens tilbagelænede stemning. Danske Lowly skruer op for hastigheden, inden dagens første hovednavn, Unknown Mortal Orchestra, spiller kæmpe-hittene: ‘Necessary Evil’, ‘So Good At Being in Trouble’ og ‘Multi-love’ i alternative versioner med en fuldstændig vanvittig virtuositet og både guitar- og saxofon-soloer. Og mens jeg står og sluger min falafel-burger i skumringen under trækroner oplyst af Bon Ivers følsomme scenelys, tænker jeg, at dagen er lykkedes. Jeg får selv følelsen af fuldendthed – en lille fælles katarsis blandt publikum breder sig under Bon Ivers skrøbelighed.

Fredag er i min optik noget mere tilfældigt plastret sammen. Dagens to hovednavne Peggy Gou og Aphex Twin peger mod en elektronisk techno-fest, mens den første halvdel af dagen løber en smule forvirret rundt mellem noget jazz- og indie-musik. Det viser sig også blandt gæsterne, der først rigtig begynder at møde op til festivalen, da Confidence Mans dansable eurodance-sæt starter. I dag ser det ud til at gennemsnitsalderen er faldet til omkring de 25 år. Stilen er gået over i sort/hvide kontraster. Og både sorte, lukkede solbriller, fishnet-trøjer, læderstøvler – og enten oversized hvide/sorte skjorter og bukser eller cropped t-shirts prydet med små glimmersten – hersker blandt publikum.

Peggy Gous dj-sæt er godt. Men det bliver lidt mast af den enorme kube af skærme, der hænger truende over scenen og først tænder til Aphex Twins visuelle show sidst på dagen. Aphex Twins koncert ender dog også ud i en storslået og virkeligheds-fordrejet koncert af 90-minutters ustoppelig industrial glitch-musik. Imens står troldmanden selv i mørket mellem to MacBook-computere og kaster sine besværgelser ud over Søndermarkens gæster under de mareridts-agtige og evigt labyrintiske visuals.

Aphex Twin. Foto: Mathias Bak Larsen.

På festivalens sidste dag er det, som om temaet er ‘rockguitar’. Ikke en eneste koncert slipper uden om forsøget på den skingrende guitarsolo, der vil pløje Søndermarkens gæster op fra bomulds-tæpperne. Og det går også godt det meste af tiden – stemningen er høj og smilene brede. Pladsen er fyldt med topløse ølvomme og solbrændte skuldre på et hav af gennemsnitligt 50-årige mænd og kvinder, der er kommet for at høre noget rock’n’roll.Udvalget af bandtrøjer synes uendelig; Jeg ser både Nick Cave, The Smiths og Pink Floyd. Også leopard-print på tætsiddende bukser og en tilbagevenden af Birkenstock-sandalen (til mænd) og læderstøvlen (til kvinder) er dagens populære picks. Den indhegnede vinbar er fuld, og den tidligere sørgelige petanquebane er nu et helligt safe space for dagens gæster. Og jeg tænker, at jeg nok må sluge mine forhånds-indtryk igen om festivalens intentioner med den opdelte oplevelse. Alle behov er specifikt tilfredsstillet.

Jeg vader en smule rundt på pladsen mens Brimheim spiller sit alt-rockede indie fra den ene scene. Og jeg beslutter mig for at få en god plads til Iggy Pops koncert. En koncert, jeg ikke selv havde gidet at købe en hel dagsbillet for, og som jeg egentlig ikke har det største tilhørsforhold til udover et par enkelte numre og hans tid i The Stooges. Men ud vælter en 76-årig, tilsyneladende forstyrret Iggy Pop, da koncerten starter. Iklædt kun stramme jeans hænger hans hud som en læderjakke, der stadig formår at blafre i vinden. En lille ølvom og ellers ingen anden synlig muskulatur eller fedt. Han ligner døden, tænker jeg. Og mens han løber rundt på scenen med en enorm udholdenhed, fremstår han både som det skrøbeligste og det mest kraftfulde menneske, jeg har set.

Jeg er forvirret over og i tvivl om, hvad det egentlig er, der foregår. Han spytter på folk, på kameraet, ned ad sin egen krop. Han trækker ned i de stramme bukser, så man lige netop kan ane hans røvsprække og pik. Jeg har både været til en god del rock-koncerter og strip-klubber, men det her tager prisen, tænker jeg – Iggy Pop er dem begge overlegne. Læderhuden sejrrigt blafrende.

Iggy Pop. Foto: Mathias Bak Larsen

Tekst: Jacob Stræde Christensen
Redaktør: Martin Bjerg Dahl