Tanden

Jeg forklarer tandlægen, at jeg har været noget nervøs.
At jeg er nervøs for, at bedøvelsen skal gå væk undervejs. For at jeg panikker og får et anfald. For at jeg pludselig skal nysse og glemmer at sige det.

Jeg placerer mig på briksen, kold og hård mod mine bare skuldre. Jeg har taget min striktrøje af, så jeg ikke sveder for meget undervejs. Jeg har besluttet mig for at holde øjnene lukkede under hele operationen. Jeg er kommet frem til, at det mest skånsomme for mig er ikke at se de instrumenter, der skal rode rundt i min mund.

De river og skærer i min hud, og på et tidspunkt får jeg ved en fejl åbnet øjnene. Jeg kan ikke mærke noget, kun en fornemmelse af, at jeg bliver trukket ud, at min hud bliver spændt ud som et sejl.

Ud af øjenkrogen ser jeg noget, der lige så godt kunne hænge i et byggemarked. En stor sølvtang, som jeg forsøger at glemme, skal ind i min mund.

Jeg bliver en anelse svimmel og kan smage jern. Min ene bh-strop sidder ubehageligt, men jeg kan ikke rette den. Jeg ligger helt tyst med øjnene lukkede og forsøger at ligge så stille, at jeg nærmest fryser fast.

En tåge af mærkelige lyde og en kvindestemme spørger, om jeg er okay, uden at jeg helt kan svare, fordi jeg har et stort sugeapparat i munden.

Efter noget tid kan jeg høre en af kvinderne begejstret sige: “Så er den ude af verden.”
Bedøvet og lidt bange tænker jeg, at det egentlig er en sjov vending.

Da det endelig er overstået, får jeg lov at sætte mig op. Min kind føles tung og fremmed, som snurrende gummi, der har hægtet sig fast på mit ansigt.

Tandlægen gør mig opmærksom på, at det er vigtigt ikke at spise, før bedøvelsen går væk. Man kan komme til at bide tungen over, siger hun.

I mit sværm af forvirring og lettelse har jeg lidt svært ved at vurdere, om det er noget, der faktisk sker.

Den blodige og problematiske tand, som kvinderne har opereret ud af mig, ligger på en bakke, til udstilling i blodet fra min mund.
Kirurgen spørger, om jeg vil have den med hjem, og siger, at det er en flot tand.
Jeg kigger på tanden med de meget lange rødder og tøver lidt.
Min veninde siger, at det vil jeg da gerne.

På vej ud betaler jeg en måneds husleje for 35 minutters høj hjertebanken og en tand i en lille plastikpose i min inderlomme.
Jeg får et papir med instruktioner og råd: hvornår jeg skal tage smertestillende, hvornår jeg skal gurgle klor rundt i munden, hvornår jeg kan spise igen.
På vej hjem tager jeg et billede af tanden og sender det til min kæreste, min familie og mine veninder.
Jeg er underligt stolt af den.

Dagene efter har jeg voldsomt ondt. Halvdelen af mit ansigt spænder. Jeg kan ikke sove, og når jeg endelig falder til ro, vågner jeg af jag i min kind.
Venstre side af mit hoved vokser så meget, at jeg knap kan genkende mig selv.
Jeg kan ingenting. Jeg sover, ser The Vampire Diaries og sover igen.
Jeg, som havde tænkt, jeg skulle have en hyggelig efterårsferie.
Jeg ringer og skælder min mor ud, fordi hun havde sagt, det sikkert ikke ville blive så slemt.

Jeg tænker på folk, der har kroniske smerter. Om de mon vænnersig til det. Eller hvad man gør.
Jeg spiser Danomino-yoghurt, drikker proteindrikke og er så ufattelig sulten efter at bide i noget.

Tanden står på vores bogreol. Jeg overvejer at finde en lille glaskuppel til den.

Tekst: Gry Sofie Vejsager

Redaktør: Kamille Agerley