Til dig fra mig

Kære Maria

Kan du huske den sommerdag, hvor vi lovede, at vi ville sende breve til hinanden og fortælle alt om, hvordan det gik? Det kan jeg. Jeg skulle høre alt om festerne på din efterskole, hvor vi begge var helt sikre på, at du for første gang ville prøve rusen fra alkohol. Jeg skulle høre det hele. Alle detaljer. Og du ville vide, hvad der skete mellem mig og ham, som jeg var så forelsket i. Jeg kan huske, hvordan du bestemt sagde, at du VILLE være den første til at vide, når der skete noget. Ikke hvis. Når. Vi gav hinanden det løfte, fordi vi ikke ville glemme hinanden. Men det blev aldrig til nogen breve. Du døde fra mig. Men jeg har ikke glemt dig, og selvom det i sommer var otte år siden, du døde, går der ikke en eneste dag, uden jeg tænker på dig. Jeg ved ikke, hvor mit brev skal sendes hen, og hvem der skal svare mig, men nu har jeg skrevet et. Til dig fra mig. Det er svært at sige hvorfor, men jeg tror, jeg længe har haft brug for det, så jeg på en måde kan placere min kærlighed til dig et sted.

Der er sket meget siden sidst. Så meget, at jeg ikke ville kunne skrive det hele her. Men lad mig starte med den dag, hvor du rejste herfra. Siden den dag har jeg følt mig som et puslespil, der aldrig helt blev sat ordenligt sammen igen. Der mangler en brik. Den brik, som du var i mig. Min verden gik i stykker den dag. Som et spejl, der blev splintret i tusinde stykker. For en stund flød alting sammen og blev ligegyldigt. Udadtil lignede alt det samme, men indeni mig var der mørkt. Verden havde mindre i sig, for du manglede. Det gør du stadig, og det er svært at leve uden dig. Selv efter så mange år kan det gøre forbandet ondt. Jeg får lyst til at skrige højt, men det får ikke smerten til at forsvinde. Tro mig, jeg har prøvet. Det føles som om mit indre krøller sig sammen, og jeg har lyst til at slå i væggen med knyttede næver, så det er min krop og ikke sindet, der gør ondt. Jeg har så svært ved at rumme den smerte, som har huseret i mit indre, siden du forsvandt, og jeg ved ikke, hvordan jeg skal dele den med mine omgivelser. For de kendte dig ikke, og det føles, som om de får det ilde ved at tale om dig. Fordi du er død. Men for mig er du stadig min veninde, og jeg har brug for at tale om dig, fordi jeg savner dig. Hvis jeg ikke kan det, så mister jeg dig en gang til, og det kan jeg ikke klare.

For at komme igennem tiden lige efter du døde, overbeviste jeg mig selv om, at du nu kunne alt det, som du gerne ville. Det har brændt sig fast, og jeg tror, du er blandt stjernevrimlen, jeg ser på himlen. Det er jeg nødt til. Ligesom jeg er nødt til at tro på, at dine sidste sekunder i denne verden var uden frygt. Jeg ser dig leende på cyklen i fuld fart ned ad bakken, og jeg fortæller mig selv, at det sidste, du oplevede, inden toget ramte dig og tog dig væk fra mig, var glæde. For jeg skulle have været sammen med dig. Det havde vi aftalt. Men det var jeg ikke, og i mørke stunder overvælder skyldfølelsen mig stadig. Hvad jeg ikke ville give for at kunne gøre det om. For bare at se dig, høre din stemme eller få et knus. Bare en enkelt gang.

Efter folkeskolen gik jeg i gymnasiet. Det var et sted, som jeg tror, du ville have kunnet lide. Inden mine eksamener gik jeg op forbi din grav, din lille have, og kiggede på din gravsten. Som om du ville lede mig på vej, som du så ofte har gjort. Jeg kan stadig huske, hvordan du kiggede på mig med et stort smil og sagde ”Ej Frej! Sådan er det altså ikke” om en matematikopgave, jeg troede var løst, eller når jeg satte det lille fjollede tegn for omsagnsled til grundled forkert. Inden jeg skulle til optagelsesprøve på Journalisthøjskolen puttede jeg halskæden, som du engang bar, ned i min taske. Som min helt egen lille lykke amulet. Jeg spørger dig tit til råds, og selvom jeg godt ved, at det er min forestilling om, hvad du ville svare, der kommer til udtryk, så føler jeg stadig, at du hjælper mig på vej. I mange år legede jeg med tanken om at få en tatovering til minde om dig, og nu sidder du på indersiden af min arm. ”Mimmer,” står der, og det er skrevet med din egen håndskrift. Tyvstjålet fra det sidste julekort, du sendte til mig i december 2009. Hver eneste morgen vågner jeg og ser dine små, fine linjer, og det gør mig så glad. Selv når tårerne triller ned ad mine kinder. Du er i mit sind og nu også på min krop.

Selvom min verden har mørke skyer, er den langtfra sort. Tværtimod skinner lyset. Jeg er taknemlig for det liv, jeg har og alle de mennesker, jeg er så heldig at have omkring mig. Mit liv er så rigt og fyldt med kærlighed. Det har det altid været, men jeg så det først selv, da jeg forstod, hvad kærlighed er. Og det gjorde jeg, da jeg mistede dig. Tabet af dig fik mig til at forstå, at livet er så fint og skrøbeligt. At smerten kun er stor, fordi kærligheden var og er endnu større. Selvom det lyder helt grotesk, så har sorgen over dig faktisk gjort mit liv rigere, fordi jeg er begyndt at forstå, hvad der betyder noget. Det er gaven, som du har givet mig.

Jeg kunne skrive meget mere, men snart må brevet nå sin slutning. Jeg forestiller mig, at du nu er hos mig og alle andre, som savner dig. Nogle gange føler jeg din nærhed. Uanset hvor du er, så håber jeg, du har det godt. Vi ses igen. Et eller andet sted. Det er jeg sikker på.

Men indtil da skal du vide, at jeg savner dig.

Kærligst Frej