Tilfældets magt

18. november 2022

For nylig så Cille den anmelderroste film, ‘Retfærdighedens ryttere’, af Anders Thomas Jensen. En film, der handler om soldaten Markus, som må tage hjem fra Afghanistan til sin teenagedatter Mathilde, da hans kone dør i en tragisk togulykke. I en søgen efter mening i det meningsløse kortlægger Mathilde med Post-it Notes på sin væg alle de hændelser, der er gået forud for sin mors død. Filmens handlingsforløb kan sammenlignes med sommerfugle-effekten: Teorien om at et sommerfuglevingeslag på den ene side af kloden kan udløse en orkan på den anden side. ‘Retfærdighedens ryttere’ bliver en undersøgelse af alle hændelsers komplekse forbundethed til hinanden og dermed også, hvilken rolle tilfældet spiller. I dette bidrag spekulerer Cille over spørgsmålet: Hvad nu, hvis tilfældigheder har en langt større magt over os, end vi ønsker at tro?

Visuelt af Josefine Kynne

Vi er en ungdomsgeneration, hvis opvækst har været viklet ind i mantraer, som ‘the world is in your hands’ og ‘med hårdt arbejde kan du, hvad du vil’. Så hvis du ønsker noget bestemt, skal du just do it, og du vil opnå det liv, du drømmer om. Denne mentalitet vidner om det accelerationssamfund, vi lever i, hvor der efterhånden ikke er mange grænser for, hvad der betragtes som muligt.

Traditionerne er smidt i skraldespanden, og fremtiden er noget, man selv kan forme. Der er ingen tvivl om, at vores generation vinder på graden af levestandard og valgmuligheder, når man sammenligner med tidligere generationer.

Men spørgsmålet er, om vi i vores ‘fuld fart fremad’ er ved at miste realitetssansen, når forhold ud over individets vilje underdrives i deres betydning for, hvordan livet kan udfolde sig? Og ikke mindst: Hvad gør det ved os, at ‘du kan, hvad du vil’ bruges som en naturlov snarere end et ideal?

Selvom en af vores individualistiske kulturs mærkesager er at motivere os til at tænke positivt og abstrahere fra begrænsninger, så er der faktisk mange indflydelsesrige forhold i et individs liv, der ikke er op til personen selv, når man tænker over det.

Konteksten, vi bliver født ind i, vælger vi ikke selv. De forældre vi får samt hvor og hvornår, vi vokser op. Vi vælger heller ikke selv, hvilke mennesker vi møder på vores vej gennem livet. For ikke at nævne alle de tilfældige hændelser, der former vores færd frem i livet på godt og ondt.

Som John Donne skriver i sit evigtgyldige digt fra 1624: “Intet menneske er en ø, en verden for sig; ethvert menneske er et stykke af fastlandet, en del af det hele.” Sandheden er måske, at vi er langt mere forbundne til vores medmennesker, miljø og tilfældige oplevelser, end vi italesætter.

Så når man siger, at ‘du kan, hvad du vil,’ er det så ikke at underkende, at mennesket er et socialt væsen, og at dets liv eksisterer i samspil med sine medmennesker og miljø? Når tidsånden fortæller dig, at livet frit kan formes, er den logiske konsekvens, at det er din egen skyld, hvis tingene ikke går, som du havde forventet. For du kunne jo bare have handlet anderledes, taget et andet valg eller gjort en større indsats.

Disse forhold, tror jeg i høj grad, kan forklare den store mistrivsel blandt unge i dag. Det er det ultimative paradoks, at vi erstattede den sociale arv med valgfrihed, men at vi nu føler os fanget i en utilstrækkeligheds-følelse. Det er, som om der er en parallel mellem vores ‘du kan, hvad du vil’-mentalitet og den skilsmisseproces, mennesket og naturen har gennemgået siden industrialiseringen.

Vi begyndte at udnytte naturens ressourcer og ville have, at naturen skulle indordne sig efter vores præmisser. Langt hen ad vejen kan man sige, at det lykkedes. Menneskeliv blev forbedret på grund af teknologiske fremskridt og veludbyggede samfundssystemer. Men vores forhold til det naturlige blev også distanceret. I vores iver efter stigende velstand og kontrol over planeten, har vi fået tendens til at fortrænge, at altings udfoldelse også har agendaer, som kan være uden sammenhæng med menneskets intentioner.

Konsekvensen bliver, at vores psyker (og planet for den sags skyld) lider overlast, når vi kommer til at forvente, at livet er noget, man kan styre og planlægge sig til. Et samfund, hvor vi accepterer utilfredsstillende forhold og ikke går efter det, vi vil, er naturligvis ikke efterstræbelsesværdigt. Både fordi: Ja vi kan meget, når vi gør os umage, men også fordi det heller ikke gør os lykkelige at fortælle os selv, at livet er uden for vores kontrol. Det siger sig selv.

Men hvad, der er sandt, er, at mulighederne ikke er grænseløse. Så hvis vi skal komme mistrivslen til livs, bør vi få en større bevidsthed om os selv og vores forbundethed til det omkring os. Vi er en del af denne uforudsigelige verden, hvor sommerfugle-effekten har sine spilleregler, og hvor vi er formbare individer, hvis livsbane er viklet ind i andres livsbaner. Og hvilket forbandet mirakel det er.

Man skulle tro, at der ville ligge noget undertrykkende i at sige, at vi ikke kan alt, hvad vi vil. Men omvendt tror jeg faktisk, at der ligger en stor frigørelse i at erkende, at alt ikke er op til os selv.

Hvad tænker du?

  1. Miranda siger:

    Hej Cille

    Det er netop mine tanker. Jeg er b.la. meget inspireret af Svend Brinkmann, der netop siger mange af disse ting. Jeg tror også vi har brug for at skabe nogle strukturer omkring os, der har mere fokus på fællesskabet end individdet. Jeg synes det er så synd, at vi er så mange der sidder bag ved hver af vores skærm. Isoleret. Coronanedlukningen isolerede folk rent fysisk, men jeg mener helt ærligt at vi allerede før det, har bevæget os længere væk fra hinanden psykisk. For ja, vi er en kæmpe del af et åndeligt fællesskab.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.

Psst!
Læs mere her