Ulighed handler også om at få adgang til fællesskabet på studiet

”Jeg har oplevet, at samtaler foregår lidt som en rytme, du ved. Vi har en rytme sammen, fordi vi lidt er på samme bølgelængde med den her samtale. Men hvis man kommer lidt udefra og ikke har den samme referenceramme, den samme kultur, de samme normer og koder, så kommer du nogle gange til at sige noget, der gør, at kæden lidt hopper af rytmen, og der så bliver virkelig akavet stemning. Den følelse har jeg haft mange gange.”

Sådan fortæller Nicoline Forsberg på 26 år om sit møde med sine medstuderende på Statskundskab ved Københavns Universitet. 

Hun er vokset op i en blok i Sydhavnen, der på det tidspunkt lå på den såkaldte ’ghettoliste’. I dag går hun på 5. semester på den uddannelse i Danmark med den højeste chanceulighed. Et mål der angiver sandsynligheden for, at børn af akademikerforældre opnår en universitetsuddannelse i forhold til børn som Nicoline – børn af faglærte eller ufaglærte forældre. 23 gange så stor er chancen for at opnå en kandidatgrad i statskundskab, hvis du er barn af akademikere.

Én ting er vejen til den formelle adgang. Én ting er den høje adgangskoefficient, der var på 10,5 da Nicoline søgte ind. Én ting er, hvordan unge fra ressourcestærke hjem har bedre forudsætninger for at opnå høje karakterer. Men Nicolines fortælling åbner op for en flerdimensionel forståelse af ulighed på uddannelser. 

Mødet med det elitære studie har ikke blot har været en kamp om den formelle adgang, men også en kamp om at indgå i et studiemiljø, et fællesskab og en verden, der er så langt fra det, hun selv kommer fra.

Nicoline  er vokset op med en mor, der har været sygemeldt og på bistand hele hendes liv i et hjem fyldt med skænderier, alkohol, og med en bekymring om, hvorvidt der var penge nok til næste måned. Hendes far har hun ikke set, siden hun var ni år gammel.

Hendes interesse for bøger baner vejen til HF enkeltfag, og hun bliver den første i hendes familie til at tage en boglig uddannelse. På HF får hun et udslagsgivende møde med en samfundsfagslærer, der selv havde gået på statskundskab. Det igangsætter interessen og modet til at gå den vej, selvom Nicoline på papiret ligner alt andet end en statskundskaber.

Og særligt ét spørgsmål bliver drivende for hendes studievalg:
”Hvorfor der er så store forskelle på min og din familie”

 Allerede i første uge på studiet går det op for Nicoline, at hun er anderledes end de andre.

”Selvom folk er rigtig søde, er der ikke mange der kan relatere til mit liv, og det jeg har været igennem. (…). Jeg kan ikke være med på de der helt generelle oplevelser, man har som ung. Jeg har fx aldrig været på Roskilde Festival eller andre festivaler før. Det har der ikke været penge til.”

De mange situationer, hvor hun ikke kan spejle sig i de andres erfaringer og indforståede referencer, gør, at samtalerne hurtigt slutter, hvis de overhovedet starter.

På mange måder er det to sprog, der mødes.

Det bliver tydeligt for hende, at sproget kan tillæres, men også at nogle har haft det med sig fra middagsbordet hjemmefra.Hvor samtalerne i hendes familie ofte har omhandlet, hvad der skete nede på værtshuset, om hendes mors skænderier med sin kæreste, om hvem de kunne låne fra næste gang, har hendes medstuderende et mere intellektuelt fundament.

”Det har været noget i den måde, man snakker på, som jeg synes har været virkelig svært at  se mig selv i. Brydeflader. Kontekstramme. (…) Når man starter 1. semester, og det er sådan folk snakker til hinanden, så sidder jeg bare og tænker ’det forstår jeg slet ik’. (…). Jeg var nødt til at slå tingene op og være sådan: hvad fanden betyder ’i en given kontekst’”.

Værdien af at kunne tale det samme sprog som sine medstuderende i en studiestart, fæstner sig i starten i Nicoline, der febrilsk forsøger at følge med og tilnærme sig den verden, hun er blevet en del af.

 ”Det første halve år brugte jeg meget tid på at forsøge at passe ind, og så trak jeg mig ellers bare mere og mere. På mit 4. semester var jeg der slet ikke.”

Ud over det hun er i stand til at tillære sig, findes der en særlig afmagt i det, hun ikke på samme måde kan tilegne sig: netværket.

”Hvis du har forældre, der er relativt ressourcestærke, så har man bare et netværk allerede fra starten af. De har en klar fordel i, at de ikke har skulle lære de her ting, som jeg har skulle lære. De kan alle koderne, de kan alt sproget, de er fuldstændig normale. Hvis jeg skal blive ansat et sted, så skal jeg blive ansat på, at jeg er lidt anderledes.”

Hun mærker, hvordan kulturkløften, den sproglige dissonans, og hvad der ellers hører til modsætningsforhold mellem hende og hendes medstuderendes opvækst, får nogle mærkbare konsekvenser for hendes plads på studiet.

”Jeg har stået uden en fast studiegruppe hele vejen igennem studiet, fordi folk ligesom allerede havde deres grupper og var ikke så villige til at læse med andre. Det satte sig meget i mig”.

For Nicoline er ulighed flerdimensionel. Det handler selvfølgelig om, hvem der får adgang til universitetet, men lige så meget om hvem der kender sproget, koderne og spillereglerne, og hvem der har det med sig hjemmefra.

”Der er ikke noget i den her verden, der er givet. Alt er lært. Og der er nogle af os, der skal lære meget mere end andre. Det skal der være forståelse for.”