Et forsvar for efterskolen

02. oktober 2021

September synger på sidste vers, men er stadig mild, som en sommer også nogle gange kan være det, da SEIN’s tekstredaktør er på vej til Nørrebro for at mødes med Thora Lorentzen, som har instrueret DR3-dokumentaren Efterskolen. Så mild, at de beslutter sig for at sidde udenfor på en fortovscafé for at tale om serien, der har modtaget særdeles rosende ord fra både anmeldere og publikum, om efterskolen som unik institution og om vigtigheden af at indgå i kreative fællesskaber.

Foto: Michael Frederiksen

Hun kommer fra en familie, hvor både hendes morfar og hendes mor har gået på efterskole. Så det lå lidt i kortene, at Thora Lorentzen på et tidspunkt skulle videreføre arven og også selv gå på efterskole. I 2002 startede hun så på Ollerup Efterskole på Sydfyn. Et efterskoleår, der, selvom det fandt sted for snart to årtier siden, har sat dybe spor og bliver ved med at fylde i hendes bevidsthed: ”Jeg husker efterskolen, som det her meget filmiske sted. Store oplevelser, store scenarier,” siger hun. At hun skulle lave en dokumentarserie om lige netop efterskolen som institution var derfor en idé, der lå lige for. Hun kunne se mange scener for sig, når hun tænkte tilbage på sit eget efterskoleliv, siger hun og uddyber:

”Jeg lavede lidt research, mens jeg gik på filmskolen (2013-2017, red.), og der kunne jeg også mærke, at der ikke skulle ikke ret meget til … at jeg bare kunne vade ind i efterskolen. Bare begynde at filme, og så bevægede det mig. Så jeg følte, at der var enormt meget stof, uden at jeg skulle kæmpe så meget for det”

Netop den personlige bevægelse og investering som en drivkraft i sit arbejde vender hun flere gange tilbage til undervejs i interviewet: ”Alt, jeg laver, er meget følelsesbaseret,” erklærer hun, og hun tager udgangspunkt i det, der rører hende. Med en formodning og forhåbning om, at det også vil bevæge andre mennesker. Og rørt er der mange, der er blevet. ”Shakespeare ville være misundelig over DR3’s nye følelsesdrama,” skrev Heartsbeats. Og Jyllands-Posten: ”… giver et rørende indblik i ungdomsgenerationens lukkede verden”. For blot at nævne nogle få af de, mestendels, overstrømmende anmeldelser.

Men selvom Lorentzen flere gange giver udtryk for, hvor glad hun er for den overvældende modtagelse, og at serien i det hele taget har fået så meget omtale, understreger hun også, at det vigtigste er, at den er blevet taget godt imod af de medvirkende selv. At de ikke føler, at det har været et slid, spild af tid eller ikke har brudt sig om den måde, de er blevet portrætteret på. Tværtimod. For som hun siger: ”Jeg har været lettet over, at eleverne har været glade og stolte over den og haft lyst til at dele den. Og deres forældre. Det er en vild tillidserklæring, at de har lukket mig ind. At de så rent faktisk er glade for den, er virkelig vigtigt for mig.”

”Alle aldersgrupper har egentlig set den og taget godt imod den,” uddyber hun. ”Jeg har fået så utroligt mange personlige henvendelser. Folk skriver, at de har grædt.”

Et år for evigt

I ethvert menneskes liv er der måske ét eller få tidspunkter eller steder, som man bliver ved med at vende tilbage til, uanset hvor meget man så har oplevet siden. Et punkt i den række af begivenheder, som et liv udgør, som bliver ved med at have betydning for alt, der senere sker. Er det også sådan for instruktøren af Efterskolen, der som nævnt selv har gået på efterskole i begyndelsen af 00’erne, men ikke helt har forladt den? Til det spørgsmål svarer Thora Lorentzen bekræftende:

”Jeg beskæftiger mig jo med kunst. Og behovet for at udtrykke mig har altid ligget i mig. Men det var først på efterskolen, jeg mødte andre mennesker, andre unge, som havde det på samme måde. Bare det, at man kan sidde til en morgensamling og høre poesi eller blive præsenteret for et stykke klassisk musik … Det rum er noget af det allervigtigste i mit liv. Kunst er helt ekstremt vigtigt for mig som menneske. Jeg fik også en kæreste, som var en helt sindssygt dygtig pianist og også var typen, der læste poesi. Jeg var så fascineret af hans tanker og blev totalt forelsket i kunsten og i ham,” erindrer hun.

Udover det personlige afsæt for Efterskolen peger Lorentzen også på efterskolen som institution i det hele taget som noget unikt i Danmark, hun ønsker, vi skal værne om. ”Der er nogle værdier i den, som er værd at beskrive, fordi de ikke er så stor en selvfølge.” Hun beskriver en opvækst, i hvad hun kalder de ”gode, glade 90’ere” med ret stor solidaritet. Noget, hun til sin store ærgrelse synes er blevet dårligere og dårligere. Hun ser mindre solidaritet og mere egoisme, småsind. Der hvor hun har været vidne til det modsatte, er på netop efterskolen: ”Det er enormt flot, at vi har en institution, der varetager det. Og faktisk gør det ret godt. Ikke alle, men mange får det udbytte af efterskolen, de ønsker. Jeg skal ikke idyllisere noget som helst, men jeg kan bare godt lide at lave opbyggelige historier. Og dannelsesmæssigt har det betydet sindssygt meget for mig at gå på efterskole,” lyder det fra Thora Lorentzen.

"... behovet for at udtrykke mig har altid ligget i mig. Men det var først på efterskolen, jeg mødte andre mennesker, andre unge, som havde det på samme måde"

Da hun ledte efter den efterskole, hun skulle filme på, havde hun ikke troet, at hun skulle skifte stenbroen ud med natur og endeløse marker. Det endte med at blive Klejtrup Musikefterskole, som ligger i en lille by i Midtjylland med 912 indbyggere, 371 kilometer væk fra adressen på Nørrebro. Efterskolen levede op til de tre kriterier, hun fortæller, hun havde: ”en ledelse, der var klar. At der var nogle udtryksfulde unge. Og at der var smukt”.

De 120 elever modtog et brev fra hende inden skolestart om projektet, hvor hun bad dem, der var interesserede, filme sig selv og sende hende videoen. Hun skønner, at hun modtog en video fra omkring 30 elever. Herefter handlede det om at sortere, vurdere hver enkelt. Hvem skulle bære serien, hvordan foregik udvælgelsesprocessen? ”Jeg var meget bevidst om, at det er en stor opgave at lave noget, der skal holde i et helt år. Så jeg kiggede en smule efter nogle, der også så ud til at kunne holde til det ud fra en form for interesse. Og samtidig have et eller andet på spil, som jeg kunne se,” siger hun og uddyber: ”Jeg ville ikke kun have dem, der stillede sig allerforrest, med. Jeg ville gerne have nogle medvirkende, som alle unge kunne spejle sig i.”

Serien skulle altså rumme en vis forskellighed og nogle nuancer. Vise ungdommen i al dens diversitet. Da jeg indvender, at mange af hovedkaraktererne i Efterskolen alligevel synes at være blandt de populære på skolen, indrømmer hun, at det da også er rigtigt, men at ekstra karakterer af den grund kom til, og flere historier fik plads, så folk ikke ville tænke: ”Ej, hvor skal man være sej for at gå på efterskole.” Hun pointerer dog også, at det kan være en fordel at vælge de udadvendte, dem, der godt kan lide at være på, når man skal filme nogle så længe:

”Det er fandeme meget at kræve af en teenager, der skal på efterskole. Det er noget, man skal have en vis egeninteresse i. Folk glemmer, at det er en dokumentar, og at det er rigtige unge mennesker, og der er nogle af dem undervejs, der bare ikke har haft rigtig meget lyst til at blive filmet. Det er teenagere, som også har deres egne private grænser. Så jeg synes, at jeg er nået langt med at komme meget tæt på, og så vægter nogle historier mere end andre af forskellige årsager.”

Dette er, siger hun, også en af grundene til, at Sanna og Samuels historie kom til at fylde så meget: De var ”bare meget generøse og lukkede mig ind.”

Foto: Michael Frederiksen

Stormende forelsket

I Efterskolen fylder venskaber selvsagt meget, men også spirende forelskelser. En af de forelskelser, der ikke bare spirede på Klejstrup Musikefterskole, men blomstrede som et vildt skud, var dén mellem Sanna og Samuel. Da jeg spørger Thora Lorentzen om kærlighedshistorien og dens fylde i dokumentarserien, tilkendegiver hun først, at hun er uenig i, hvad nogle mener: at den fylder for meget. ”Jeg synes jo, at kærligheden er noget af det allerstørste, og som har fyldt mest i mit liv. Kæft, jeg har brugt meget tid på det! Det er også oplevelser som forelskelser, der betyder noget senere i ens liv. Så det skulle have lov til at fylde – og fylde rigtig meget.”

Den stormende forelskelse mellem Sanna og Samuel, som man kan følge i Efterskolen, var noget, hun ønskede sig og ledte efter, en kærlighedshistorie, og at hun så fandt den ”i så vild en form”, er hun blot taknemlig for. Fordi, som hun slår fast, idet hun lyser op, ”kærligheden er vigtig. Og fantastisk. Og spændende, seværdig.”

Adspurgt om, hvordan det som dokumentarist var at stå på sidelinjen og kunne fornemme, hvad der skete mellem Sanna og Samuel, og så skulle nå at reagere hurtigt på det, hun så, følge dem mere, lade det få mere plads, svarer hun:

”Jeg arbejder intuitivt og emotionelt, så jeg filmer det, jeg selv synes er spændende. For mig handler det også om det, jeg selv kan mærke, som rører mig. Jeg synes, at de havde en del på spil, mere og mere, fordi de skulle til og fra hinanden. Der var også nogle andre historier med nogle venskaber og så videre; men jeg har aldrig syntes, at historier med drama og intriger har været særligt spændende. Og jeg havde ikke lyst til at lave noget med nogle drenge- eller pigegrupper, der var uvenner. Jeg synes derimod, at det klæder serien, at der er en hovedhistorie, som man glæder sig til at finde ud af, hvad der skal ske med.”

"Der var nogle, der var sådan "Is it hot or is it not?" Er det der filmprojekt lidt kikset eller lidt sejt? Og der vandt jeg!"

Den unge Thora fik som tidligere nævnt også en kæreste, mens hun gik på efterskole, og var også stormende forelsket, så hun kunne i Samuel og Sanna se en parallel til sit eget efterskoleår. Derfor blev hun selv især rørt af kærlighedshistorien ”fordi jeg selv havde min første store forelskelse dengang,” siger hun og tilføjer, at hun synes ”kunst er mest vedkommende, når det kommer fra et personligt sted.” Men det begrænser sig ikke til dem: Hun kan spejle sig i alle de unge, hun har portrætteret, siger hun. Hver og én. Det er hendes metode: ”Jeg kan altid relatere til det, jeg filmer, og altid se mig selv i det på en eller anden måde. Det er den måde, jeg laver film på, gennem genkendelse og spejling. Men det er ikke 1:1.”

Ét er kemien mellem Sanna og Samuel eller nogle af de andre medvirkende, noget andet er kemien og nærheden, fortroligheden mellem de medvirkende og instruktøren. Hvordan opstod den, spørger jeg (vel vidende, at det ikke skete fra dag ét eller over night)? ”At opbygge relationer handler om at være meget sig selv og meget oprigtigt interesseret, og det er jeg heldigvis generelt i mennesker, så det faldt mig meget naturligt. Jeg har været meget tro mod mig selv, autentisk og ærlig overfor dem. Givet meget af mig selv og villet dem rigtigt gerne. Oprigtigheden er vigtig. Du kan ikke fake dig til det,” siger Thora Lorentzen og indrømmer, at det var en skrøbelig ting i starten: ”Der var nogle, der var sådan Is it hot or is it not? Er det der filmprojekt lidt kikset eller lidt sejt? Og der vandt jeg!” griner hun. Til sidst havde hun fået en slags storesøsterrolle overfor dem: Hun tog sig af dem, og de så op til hende.

Farvel til dramaturgien

Flere gange i løbet af samtalen vender Thora Lorentzen tilbage til efterskoleårets dramaturgi, der er ens hvert år, som noget, der har appelleret til hende: ”Man ved, hvordan det ender – og det ender jo ret episk, for alle står og tuder. Du har bare noget ret storslået. Og hvis du er i stand til at formidle det, så har du noget ret vildt i mine øjne.”

Alligevel blev netop efterskoleåret 19/20 alt andet end forudsigeligt, da covid-19 kom til landet, og de nedslåede efterskoleeleverne blev hjemsendt. Mens kærlighedshistorien var en gave til serien, beskriver Thora Lorentzen hjemsendelsen som ”en forbandelse, da det skete. Jeg var glad for, at vi lykkedes med at reagere så hurtigt og fik filmet så meget. At vi trods alt holdt liv i det. I dag synes jeg, det er fedt. Jeg synes, det er spændende, historisk set, at det sker. Men problemet var, at vi ikke vidste, hvad der ville ske. Jeg var meget bange for, at de ikke ville komme tilbage, og at serien ville ende som en tragedie. Og det var ikke særligt sjovt. Jeg havde forventet den her meget stringente dramaturgi, som jeg kunne navigere indenfor. Og det kunne jeg så ikke.”

Dermed sætter hun også ord på den frustration og magtesløshed, vi alle følte, uanset hvilken hverdag og hvilke planer vi måtte tilsidesætte på grund af den farlige virus for at passe på os selv og hinanden i foråret 2020. Vi vidste ikke, hvad der skulle ske, og det var denne uvished, ikke mindst om varigheden, der gjorde os både ængstelige og sårbare. For efterskoleeleverne betød det blandt andet en aflysning af rejsen til Cuba og strenge regler for, hvem man måtte ses med og hvor, hvad der var nok så svært i de nye, stærke fællesskaber.

Omstillingsparatheden, som det krævede af Thora Lorentzen og hendes hold, var hun heldigvis udstyret med i forvejen. Hun beskriver sig selv som et menneske, der ikke er i kontrol, men meget kaotisk, og vender igen tilbage til, hvorfor efterskoleårets dramaturgi føltes godtgørende for hende: ”Jeg tror også, det er derfor, det er godt for mig, at der er en ramme. Jeg er meget impulsiv og følelsesbetonet, så jeg tror, jeg har gjort mig selv en tjeneste ved at give mig selv en klar ramme, en klar struktur, som jeg kunne gå amok indenfor,” siger hun og tilføjer: ”Det kan være en stor hjælp at give sig selv nogle benspænd, at begrænse sig på en eller anden måde. Der har været noget tiltrækkende ved en meget tydelig arena. Og en meget tydelig form. Det er her, vi er.”

Foto: Michael Frederiksen

Ung dengang og nu

Og det er her, vi er, Thora Lorentzen og jeg. Siddende på en bænk overfor Guldberg Skole i solen, imens porøse gule blade skøjter rundt omkring os til lyden af legende børn, en ringende skoleklokke. Cyklister og samtaler mellem venner, der krydser pladsen side om side. Jeg er fornøjet over, hvor let vores samtale flyder, og at jeg har fået svar på mine spørgsmål, og mere til. Alligevel er der ét, jeg mangler at få svar på, noget, jeg stadig gerne vil vide. For hun er 35 år, mens jeg er 25. Dermed befinder jeg mig aldersmæssigt lige midt imellem instruktøren og de medvirkende. Kan hun fortælle mig, hvad den største forskel er mellem hendes efterskoleår og det år, hun skildrer i sin dokumentarserie?

”Jeg har svært ved at se det. Jeg tænker ikke på den måde. Jeg er meget følelsesorienteret, og i og med at følelser er ret universelle, er det svært at pege på nogle store samfundsstrukturer, som er anderledes,” lyder det først afvisende, før hun holder en kort pause og fortsætter: ”Men da jeg lavede research, lagde jeg mærke til, at det er blevet mere normaliseret, at drenge holder i hånd, går med neglelak og øreringe. At deres relation kan minde mere om en veninderelation. Det, der var forbeholdt piger førhen. Det var bare mere udpræget på Ollerup end i Jylland.”

Den ene udvikling, Thora Lorentzen fremhæver, angår altså kønsnormer og kønsudtryk. Ligeledes fremhæver hun, at der er kommet større bevidsthed om mentalt helbred og psykiske sygdomme. Og at det er et større spektrum, ikke bare sort og hvidt, som hun siger: ”Det er også noget, jeg selv har personligt inde på livet – og er nok også derfor, at det er med i serien. Det synes jeg også er utroligt vigtigt at skildre. Serien skildrer nogle unge, der har ret stor kapacitet og er superdygtige og intelligente og seje. Og så har de så nogle mentale ting, de kæmper med. Seriøst, mand, vores forældre synes jo, det er fuldstændig forfærdeligt, hvis man skal til psykolog! Det er ikke sådan, de unge har det i dag. Der er stadigvæk lidt stigmatisering og skam omkring det, men det er også derfor, det er vigtigt for mig at have det med i serien for at nedbryde det. Jeg har sagt til de andre unge, der medvirker, at de gør en masse andre unge en tjeneste, og det kommer også fra et sted i mig, der er vigtigt, fordi jeg selv dealer med en masse af de ting. Derfor har jeg en ret klar agenda. Eller et håb.”

Et håb. Så er vi tilbage ved det opbyggelige.

De første to afsnit af Efterskolen vises på BUSTER, Skandinaviens største børnefilmfestival, lørdag 2.10 kl. 16.15 i Cinemateket i København. Billetter kan købes her: https://buster.dk/film/efterskolen/ Alle afsnit af serien er desuden tilgængelige på DR TV.

Hvad tænker du?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Psst!
Bliv medlem af SEIN