Ung i teatret: West Side Story går aldrig af mode

25. november 2022

I foråret var en ny filmatisering af musicalklassikeren ‘West Side Story’ omdrejningspunktet for en sommerhustur mellem Olga og veninden Marie. Musikken var på repeat og snakken om skuespillerne og dansene i filmen varede ved gennem weekenden. I denne uge tog de to i Det Kongelige Teater, for at genopleve den samme musikalske og dansende fortælling i teatrets rammer. 

Vi er i 50’ernes New York. En gruppe latinamerikanere kæmper mod polske amerikanere om magten i det arbejderkvarter, de bor i.  Men en forbudt kærlighed mellem Tony og Maria på tværs af grupperne tilspidser konflikten, der ender dramatisk med dødelig udgang. Det er fortællingen om kærlighedens ultimative pris –  som vi kender det fra klassikeren Romeo og Julie. 

West Side Story er endelig kommet på programmet, og jeg har glædet mig uendelig meget til at se den med Marie. Vi sluger vores durum, inden vi skal være i Operaen kl. 19 og ankommer på cykel til den kæmpe, lysende bygning. Olafur Eliassons tre runde lamper inviterer os indenfor. Vi passerer gennem svingdøren og er omringet af mennesker. Mennesker, som er kommet i god tid, drikker vin og tilsammen danner et hav af grå hår.

Jeg kan se, at Marie har taget pænt tøj på, ligesom jeg selv. Ikke fordi vi behøver det, men fordi vi gerne vil gøre lidt ekstra, når vi skal i Det Kongelige Teater. Klokken ringer tre gange og vores forventninger peaker. Inde i salen må fire ældre mennesker rejse sig op, da vi skal ind på vores pladser. De smiler venligt, vi smiler tilbage. Vi sætter os ned, slukker mobilen og forsøger at tage alle indtrykkene ind. Det summer i salen lige indtil musikken pludselig starter.

Første akt
Pirouetter i farverige kjoler og dansende slåskampe
Jeg sidder allerede på kanten af sædet

En gigantisk scene-elevator hejser det kongelige kapel med 27 musikere op i luften
Lægger hovedet tilbage, jeg er solgt

Forbudt kærlighed og komplicerede familierelationer
Bander i store konflikter, rivaliserende, bange for det fremmede
Jeg genkender frygten i mine egne omgivelser

Tony bliver til morder. 20 minutters pause
En ægte cliffhanger

Et glas vin i foyeren
Vi er begejstrede for første del af stykket. Dans, musik og skuespil fungerer sublimt, vi er enige om højdepunkterne indtil nu. Det er den perfekte Tony, som synger lige til grådens rand og den imponerende flydende scenografi, som sprænger scenen ved dens dybde og udfordrende prioriteringer. Som orkestret der berettiget er placeret i centrum af scenen og spiller smukt sammen med dansen og skuespillet. Åh ja, jeg bliver berørt af musikken. Sangerne er drøn dygtige i deres soloer og overrasker mig positivt efter jeg fandt ud af, at der synges på dansk. Vi griner dog af sangen Cool, hvor en linje er oversat fra “boy, boy, crazy boy til “dreng, dreng, vilde dreng“.

Vi taler videre om, hvordan vi ikke føler os malplaceret her til trods for min forventning om det modsatte. Selvom vi er langt fra gennemsnitsalderen, synes jeg, at et glas vin i hånden her i Operaen klæder os utroligt godt. Vi drikker de sidste dråber og vender tilbage til de bløde sæder.

Anden akt
Vi glæder os til den sidste del, men gruer for slutningen
En tragisk slutning som efterlader publikum stakåndet og strandet
Vi klemmer om hinandens hånd

Jeg mærker Maries hoved på min skulder
Tårer der triller

Jeg selv er blot begejstret

Teatret rører ved mine sanser. Jeg kan lugte teatermalingen og høre knipsene på scenen. Jeg kan se violinbuerne, der bevæger sig over strengene og med det samme høre tonerne. De nervepirrende momenter, hvor der kun er luft mellem mig og kniven oppe på scenen, giver en helt særlig intensitet til plottet og holder mit fokus

Der er plads til os
Både plot og musik har jeg kendt siden jeg lærte at gå.  Det er umuligt for mig ikke at sammenligne teatrets opsætning med musicalen på film. Filmen fra 2021 var en smuk fremstilling af Steven Spielberg med et dygtigt cast, som gjorde aftenen tilbage i sommerhuset uforglemmelig.
Med sangene på hjernen taler vi om, hvad forskellen på at se den samme musical på film og teatret er.
Teatrets opsætning er nærværende på en anden måde, det er levende mennesker, salen sitrer, og jeg er fuldt til stede under hele akten. Teatret rører ved mine sanser. Jeg kan lugte teatermalingen og høre knipsene på scenen. Jeg kan se violinbuerne, der bevæger sig over strengene og med det samme høre tonerne. De nervepirrende momenter, hvor der kun er luft mellem mig og kniven oppe på scenen giver en helt særlig intensitet til plottet og holder mit fokus. En tragisk kærlighedshistorie mellem to unge mennesker vil i hvilket som helst format altid være rørende – men det fanger mig især i teatret.

Vi kan ikke få armene ned over denne store og intense oplevelse en almindelig tirsdag aften, og på vej ud i kulden og småregnen nynner vi afslutningssangen Somewhere.

“There’s a place for us…”

West Side Story er en fascinerende musical. Det Kongelige teater har lavet en nytænkende og forførende udgave af denne klassiker, som jeg vil tage med mig de næste mange mørke måneder. Efter denne aften vil jeg nu tilføje mit første juleønske til listen. Et ‘Sceneskift’-abonnement der giver ubegrænset adgang til alle forestillinger på Det Kongelige Teater for 99 kr om måneden, for alle under 25 år. Det behøver ikke at koste hele pengepungen at gå meget i teatret som ung.

Vi cykler hjem fra Operaen og bliver enige om at gå i teatret lidt oftere – der er nemlig også plads til os.


West Side Story spiller frem til den 28. december i Operaen.

Se en teaser til forestillingen her:

Hvad tænker du?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.

Psst!
Læs mere her